Dette missil kan vende krigslykken i Ukraine

USA overvejer at sende Javelin-missiler til Ukraine, og missilerne vil give de russiske soldater og kampvogne en næsestyver. Men hvad gør russerne så?

Amerikanske soldater øver sig nytårsdag i at affyre Javelin-missiler i Afghanistan – det skulderbårne missilssystem er så effektivt, at det kunne forrykke magtbalancen afgørende i den ukrainske regeringshærs kamp mod de russiskstøttede oprørere i det østlige Ukraine. Men hvad bliver svaret fra russerne, hvis amerikanerne sender det avancerede våben til sine vestligtsindede venner i Kiev? Foto: Lucas Jackson/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en krigshistorie, som bliver fortalt igen og igen blandt amerikanske militæranalytikere, og som har to fordele ud over at være en god krigshistorie:

Den er sand, og den er – fra et militært synspunkt – nyttig. Og ikke mindst lige nu i Ukraine. Så her er den:

I april 2003 rykkede et amerikansk kompagni frem mod Debecka-passet i den nordlige del af Irak.

Det var ikke et kompagni i stangtøj, men hærens specialstyrker: Green Berets, grønne baretter, og de kørte ind i Saddam-land i Humvee-køretøjer, bevæbnet med maskinpistoler, sværkalibrede maskingeværer, skarpskytterifler, raketstyr, landminer og rigeligt med ammunition.

Plus et våben, Javelin, som var så nyt, at soldaterne aldrig havde prøvet at skyde med dem før, fremgår det af bogen »War Stories of the Green Berets«.

To af grupperne fik ordre på at indtage en fremskudt position, men de rykkede endnu længere frem end aftalt. Kompagnichefen kaldte dem tilbage.

»Gu vil vi ej,« svarede gruppeføreren: »Vi har rigeligt med våben og ammunition, og vi rykker kun tilbage, hvis der kommer en kampvognseskadron.«

Deres respekt for irakerne var behersket, men det ændrede sig, da irakerne pludselig angreb med røggranater, artilleri, seks pansrede mandskabsvogne og fire almindelige mandskabsvogne, og det føg om ørerne på amerikanerne med granatsplinter og kugler fra rifler og maskingeværer.

Amerikanerne svarede igen med tunge maskingeværer, og det fik de irakiske køretøjer til at vifte ud i formation, og på flankerne dukkede nu en grim overraskelse op.

»Tanks, tanks, tanks,« råbte en af amerikanerne. Hans sidekammerat svarede: »Du må være tosset ...« Men det var rigtigt.

Fire irakiske T-55-kampvogne kom pløjende imod dem, godt camouflererede i støv og røg, og de var kun omkring 1.200 meter væk. Amerikanerne trak sig tilbage og op på et højdedrag. Og her ville de kun 26 mand møde et irakisk kompagni med mindst 200 soldater, panserkøretøjer, fire kampvogne og artilleristøtte.

Amerikanerne kaldte højdedraget for »Alamo«. Og hvorfor har slaget om »Alamo« i april 2003 så relevans for Ukraine i 2015?

Fordi ukrainerne i dag står over for en overvældende overmagt. Alt tyder på, at den russiske præsident Putin sender både specialstyrker og slagkraftigt materiel til det østlige Ukraine; de dårligt uddannede og dårligt udrustede ukrainske soldater og frivillige har ikke en chance over for bl.a. forstærkede T-72- og T-90-kampvogne, RPG-26-raketstyr og Kornet-missiler.

Men hvis nu ukrainerne fik et våben, som udlignede forskellen bare en smule, hvad så?

To mand mod 200

Tilbage i Irak i 2003 var situationen kritisk. Særdeles kritisk. Det var muligt, at de irakiske T-55-kampvogne var fra 1970erne, men der var fire af dem, og de var alle udstyret med en 105 millimeter-kanon og moderne franske målsøgere, og de kunne sprænge amerikanerne i småstykker, hvis de fik sig skudt ind på dem.

Amerikanernes bedste modtræk var de splinternye Javelin-antitankmissiler, men som gruppeføreren fortæller i »War Stories«:

»Ingen af os havde nogensinde prøvet at affyre en Javelin før, men vi havde set en demonstration af dem, og vi havde set en video, hvor en Javelin sprængte en T-72-kampvogn i stykker.«

En af soldaterne, sergent Jason Brown, tog sin Javelin op på skulderen og sigtede gennem søgeren og låste målet på en pansret mandskabsvogn, en sovjetiskbygget MTLB.

Brown affyrede sit missil, og den fjendtlige MTLB blev nærmest forvandlet til støv. 15 sekunder senere havde Brown genladet sin Javelin, systemet var nedkølet og klar til genaffyring, og endnu en MTLB blev sprængt i luften. Hans kollega, Jeff Adamec, havde nu fået sin Javelin på skulderen og satte en tredje MTLB ud af spillet. De andre irakiske køretøjer forsøgte at køre i zigzag, og det ville muligvis have hjulpet dem, hvis der var tale om gamle missilsystemer.

Men en Javelin er et find and forget-missil, som gennem et sofistikeret system finder det mål, som det er logget ind på, uanset om målet kører zig-zag eller gemmer sig.

Brown og Adamec satte yderligere en MTLB og tre lastbiler ud af spillet med deres missiler, og på det tidspunkt trak irakerne sig tilbage til en defensiv stilling og begyndte at beskyde amerikanerne med artilleri og kampvognenes kanoner.

17 fuldtræffere ud af 19

Amerikanerne kunne ikke logge missilerne ind på kampvognene, som var placeret sådan, at Javelin ikke kunne registrere nok varmeudvikling fra dem, og i de følgende timer fulgte en serie af bevægelser, og det hele endte med endnu et irakisk angreb på amerikanerne, og denne gang var kampvognene i åbent terræn.

Amerikanerne satte to af dem ud af spillet, også flere lastbiler og mandskabsvogne, og i alt affyrede amerikanerne 19 Javelin-missiler, og de 17 af dem ramte.

Irakerne var slået tilbage, og som kompagnichefen senere sagde om Brown, Adamec og Javelin:

»To mand slog irakernes angreb tilbage. To mand forvandlede et velorganiseret irakisk angreb til kaos. To mand stoppede et helt motoriseret riffelkompagni,« sagde han til New York Times.

Både Jason Brown og Jeff Adamec fik Silver Star-medaljer for tapperhed i kamp.

USA i tænkeboksen

Ikke uden grund har kampen om Debecka-passet fået en helt særlig status blandt specialstyrkerne og blandt analytikere.

For der er en vigtig lektion i kampen: At moderne missiler kan gøre en forbistret forskel i kamp, og at de under de rette omstændigheder kan udligne styrkeforholdet mellem infanteri på den ene side og panserenheder eller forskansede enheder på den anden.

Javelins effektivitet skyldtes ikke, at irakerne var andenrangs; i krigen mellem Israel og Hizbollah i 2006 skete det samme. Ingen kan beskylde Israels militær for at være andenrangs, og ingen kan beskylde Israels Merkava MK4-kampvogn for at være legetøj. Men Hezbollahs soldater var udrustede med europæiske Milan-missiler og russiske Kornet, og de satte 45 pct. af de israelske kampvogne ud af spillet, og krigen endte med en israelsk tilbagetrækning. Forklaringen var ifølge den tænketanken Jamestown Foundation, at Hizbollah »forstod brugen af missiler frem for traditionelle infanterivåben«.

Derfor overvejer USA også at sende netop Javelin-missiler til Ukraine. Amerikanske soldater gennemgår et tougerskursus i brugen af Javelin, men i en snæver vending kan mindre gøre det, som eksemplet fra Debecka Pas viser, og det kan vende krigen i Ukraine, akkurat som de amerikanske leverancer af Stinger-missiler i 1980erne var med til at besejre Sovjetunionen i Afghanistan.

Kilder i Pentagon og Obama-regeringen sagde i sidste uge til Wall Street Journal, at Javelin uden tvivl vil gøre en forskel i Ukraine og især placeret på køretøjer, så ukrainerne i en fart kan manøvrere i stilling over for russiske kampvogne og panservogne, affyre missilerne og komme væk i en tilsvarende fart. Demokratiske sikkerhedseksperter som Ivo Daalder, Strobe Talbott og Michele Flournoy og også NATOs tidligere øverstkommanderende admiral James Stavridis taler for at sende Javelin-missilerne så hurtigt som muligt.

Hvad så?

Men spørgsmålet er naturligvis, hvad så? Som en regeringskilde siger til Wall Street Journal:

»Det er svært at forudse, hvad der så vil ske. Det er det store spørgsmål, hvordan vil Moskva reagere?«

Vil en vestlig våbenleverance få russerne til at indgå en aftale, som de også overholder, eller vil den i stedet få dem til at opruste militært? Taktisk kan russerne opruste defensivt, de kan gøre det ved at forstærke pansringen af kampvognene og udruste dem med udstyr, som passivt eller aktivt beskytter mod missiler, for eksempel Shtora-systemet, som forvirrer missilets optik.

Og de kan også opruste aggressivt og eksempelvis indsætte Tornado-raketbatterier, som kan lægge hele områder øde, og hvis de gør det, hvad vil Vesten så gøre? Vil de sende endnu mere sofistikerede missiler og det amerikanske svar på Tornado, HIMARS? Og hvad vil russerne så gøre?

Det kan ende med en krigshistorie akkurat som krigshistorien fra Debecka-passet. En historie, der er sand og nyttig, men den kræver, at der er nogle tilbage til at fortælle den og høre den.