Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det var en historisk gestus og første gang nogensinde, at dronning Elizabeth i dag trykkede hånd med den tidligere IRA-leder og Nordirlands viceførsteminister Martin McGuinness.
Dronningen besøger Nordirland i anledning af sit 60 års jubilæum. Men mødet med lederen af den tidligere oprørsgruppe - Irish Republican Army - mod det britiske overherredømme i Nordirland i dag var ikke en del af det officielle diamantjubilæumsprogram.
Selve rammen om mødet var en understregning af, hvor vigtigt det er at anerkende kunst og kultur som noget, der har bygget bro mellem to dele af Irland.
Mødet fandt sted i Lyric Theatre i Belfast, hvor politiet havde lagt en jernring rundt om teatret.
Symbol på uretfærdigt britisk styre
For mange katolikker, især dem som betragter sig som republikanere, er Dronningen stadig symbolet på et uretfærdigt britisk styre i Nordirland.
Ifølge Centerleder for irske studier på Aarhus Universitet, Sara Dybris McQuaid er der ingen tvivl om, at alt er blevet gjort for, at rammen om mødet i dag netop ikke skulle ses som en accept af det forhold.
- Det har været helt afgørende at sætte en scene for mødet, hvor det er betydningen af kunst og kultur, som har været anledningen - hvor også den irske præsident var til stede - og ikke kun en anerkendelse af dronningen som statsoverhoved i Nordirland, siger Sara Dybris McQuaid.
Ifølge Sara Dybris McQuaid er dronningen ikke længere det fjendebillede, hun har været tidligere. Det blev tydeligt, da hun sidste år besøgte republikken Irland og blev modtaget med stor varme og begejstring.
- Men det betyder ikke, at hendes besøg i Nordirland er politisk ufarligt, forklarer hun.
Både militante nordirere og efterladte til de ofre, IRA slog ihjel, har protesteret mod mødet mellem den britiske dronning og den tidligere IRA-leder.
Konflikten brød ud i 1969 og varede til fredsaftalen i 1998.