Det ved vi om branden i Notre Dame – og det ved vi endnu ikke

Brandfolk har fået kontrol over flammerne i domkirken i Paris. Men der er stadig mange spørgsmål om Notre Dames tilstand.

Foto: FOUAD MAGHRANE

En voldsom brand brød mandag aften ud i den 800 år gamle Notre Dame-domkirke i Paris. Det franske vartegn er ramt af store ødelæggelser, men branden er nu under kontrol.

Her er et overblik.

Hvad ved vi om branden?

  • Branden udbrød cirka kl. 18.45 mandag aften. Den spredte sig hurtigt hen over kirkens tag og har ædt store dele af konstruktionen.
  • Efter et par timer kollapsede kirkens karakteristiske spir og faldt mod jorden opslugt af flammer. Se en video af det her.
  • Omtrent 500 brandfolk blev sendt til Île de la Cité – den lille ø i Seinen, som Notre Dame ligger på. Tirsdag morgen har de branden under kontrol, selv om der stadig er flammer i dele af kirken.
  • Der var ingen turister i kirken, da branden brød ud. Ingen er omkommet, men en brandmand er alvorligt såret.
  • Branden brød ud i et loftsrum og spredte sig hurtigt i trækonstruktionen.

Hvad vi om ødelæggelserne?

  • Spiret er styrtet sammen, og to tredjedele af taget er slugt af branden. Men de to ikoniske rektangulære klokketårne står stadig. De er reddet, oplyser brandvæsenet.
  • »Det værste er undgået,« sagde præsident Emmanuel Macron sent mandag aften. Det bærende skelet står endnu, og Macron lover, at kirken skal genopbygges.
  • Brandvæsenet har formået at redde store dele af kirkens uvurderlige kulturskatte ud. Det gælder for eksempel det helgenskrin, som indeholder det, der menes at være Jesu tornekrans.
  • Flammer og røg har også skadet kirkens indre. Omfanget er endnu uvist. Et billede viser, at dele af den brændende tagkonstruktion er styrtet ned tæt ved kirkens alter.

Hvad ved vi ikke endnu?

  • Det er stadig ikke afklaret, hvordan branden opstod. Notre Dame har siden 1991 undergået et omfattende restaureringsprojekt. Det antages, at branden er opstået i forbindelse med det arbejde, men det er ikke bekræftet.
  • Der er stadig mange spørgsmål om domkirkens tilstand. Dele af konstruktionen er stadig i fare for at styrte sammen.
  • Det er også uvist, hvilken stand interiøret befinder sig i. Ældgamle statuer, kirkens enorme orgel og de karakteristiske vinduer kan have fået uoprettelige skader.

Kilder: The New York Times, BBC, AP, Ritzau. Billedet af Notre Dames indre er taget Reuters' fotograf Philippe Wojazer.