Da Jennifer og James Crumbley i foråret blev dømt for manddrab og uagtsomt manddrab, var der uenighed blandt juridiske eksperter. 

Det blev diskuteret, hvorvidt forældrenes dom ville skabe præcedens for det juridiske efterspil af skoleskyderier. 

Nu kan en ny sigtelse i kølvandet på onsdagens skoleskyderi i Georgia give en indikation af, hvilken præcedens dommen kan have skabt. 

Crumbley-parrets dom vakte stor opsigt. De var de første forældre i USA, der blev sigtet for et direkte medansvar i at muliggøre dødelig vold forårsaget af deres barn i et masseskyderi. 

Retssagen blev set som en del af en national indsats for at komme skoleskyderier til livs, skriver The New York Times.

Deres søn, Ethan, havde dræbt fire elever i et skoleskyderi. 

Men han var ikke den eneste, der blev dømt for drabene.

Det var på det tidspunkt et nybrud, at forældrene blev dømt for at have overset faresignaler hos deres barn og muliggjort en adgang til våben. 

Torsdag er en far i en lignende sag, nu blevet anholdt. 

54-årige Colin Gray er blevet anholdt, efter at hans kun 14-årige søn, Colt Gray, er mistænkt for at have skudt og dræbt to elever og to lærere i Georgia onsdag

James Crumbley og Jennifer Crumbley blev anholdt, kort efter sønnen Ethan begik et skoleskyderi. De afsoner begge fængselsdomme på ti år.
James Crumbley og Jennifer Crumbley blev anholdt, kort efter sønnen Ethan begik et skoleskyderi. De afsoner begge fængselsdomme på ti år. Ed White/AP/Ritzau Scanpix

Colin Gray er sigtet for fire tilfælde af uagtsomt manddrab, otte tilfælde af børnemishandling og to tilfælde af second degree murder, skriver CNN.

Den sidste sigtelse henviser i delstaten Georgia til en situation, hvor man gennem børnemishandling har medvirket til en persons død.

»Sigtelserne bunder i, at Gray bevidst tillod sin søn Colt at besidde et våben,« har Chris Hosey, der er leder af politienheden Georgia Bureau of Investigation, forklaret på et pressemøde.

Et medansvar

Søgelyset er rettet mod Colin Gray af flere grunde. 

Dels hans besiddelse af våben, og dels de rammer sønnen boede under hos ham, skriver CNN. 

Både den i dag 14-årige dreng og faren blev sidste år afhørt af politiet om online trusler om at begå et skoleskyderi. 

Allerede den gang var der frygt for, at Colt Gray kunne begå et masseskyderi. 

Men der endte med ikke at være grundlag for at anholde sønnen, oplyste FBI onsdag.

Under afhøringen sidste år sagde faren, at han havde jagtvåben i huset, men at sønnen ikke havde adgang til dem uden opsyn. Samtidig nægtede sønnen at have fremsat trusler om et skoleskyderi online. 

Politiets efterforskere siger, at den 14-årige dreng anvendte en halvautomatisk riffel til at gennemføre angrebet onsdag, der dræbte fire personer, mens yderligere ni blev såret. 

Colin Gray har fortalt, at han havde købt det pågældende våben som en gave til sin søn i december 2023, skriver CNN. Det var angiveligt en julegave. 

Ethan Crumbley havde også fået gerningsvåbnet i gave af sine forældre. 

Det er endnu ikke kommet frem, hvordan Colt Gray fik fat i våbnet, som faren hævder, at han ikke havde adgang til.

Anklagerne mod Colin Gray går på, at han »bevidst tillod« sin søn at have et våben »med viden om, at han var en trussel mod sig selv og andre«.

Politiet har anholdt en 14-årig dreng, der selv var elev på Apalachee High School, hvor skyderiet fandt sted. Det er ikke umiddelbart oplyst, hvad motivet bag skyderiet var.
Politiet har anholdt en 14-årig dreng, der selv var elev på Apalachee High School, hvor skyderiet fandt sted. Det er ikke umiddelbart oplyst, hvad motivet bag skyderiet var. Elijah Nouvelage/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er kommet frem, at Colt Gray op til drabene var ked af, at hans forældre var ved at blive skilt. Han boede hos sin far. Tirsdag, en dag inden skoleskyderiet, skulle han være gået hjem fra skole på grund af angst. 

Colt Grays morfar, Charlie Polhamus, har givet de tumultariske rammer i Colin Grays hjem en del af skylden for sit barnebarns handlinger. 

»Mit barnebarn gjorde, hvad han gjorde, på grund af det miljø, han boede i,« sagde han ifølge The New York Times

Colin Gray forklarede sidste år til FBI, at han havde lært sin søn at skyde og gå på jagt for at aflede hans opmærksomhed fra computerspil. 

Sønnens motiv er stadig uvist. 

»Banebrydende dom«

Jennifer og James Crumbley blev dømt, efter at deres søn i 2021 skød og dræbte fire af hans klassekammerater på Oxford High School.

Ved en efterfølgende retssag mente sagens nævninger, at forældrene ikke havde truffet de nødvendige foranstaltninger for at sikre de våben, der befandt sig i familiens hjem. 

Det blev desuden vurderet, at forældrene havde ignoreret symptomer på, at deres søn var tynget af psykiske udfordringer.

Da Jennifer og James Crumbley blev dømt, markerede det et nybrud. Det blev kaldt en »banebrydende dom«, der kunne skabe et ny retspraksis for retsforfølgelse af forældre til skoleskydere.

Colin Gray risikerer op til 180 års fængsel. 
Colin Gray risikerer op til 180 års fængsel.  Brynn Anderson/EPA/Ritzau Scanpix

Parret havde ikke selv trykket på pistolen, men blev alligevel dømt for uagtsomt manddrab. Samme tiltale Colin Gray, nu er sigtet for.

Dommen vakte opsigt i hele USA, hvor spørgsmålet om forældreansvar i forbindelse med vold med skydevåben synes evigt aktuelt. I år har der indtil videre været 45 skoleskyderier.

Jennifer og James Crumbley blev idømt henholdsvis ti og 15 års fængsel.

Det er for tidligt at konkludere, hvorvidt Colin Grays anholdelse ender med en tiltale og efterfølgende dom. Indtil videre er han kun sigtet. 

Hvis han kendes skyldigt i alle de sager, han er sigtet for, risikerer han 180 års fængsel.