Det var nu det gik galt - men Obama er anderledes

Efter seks år ved magten plejer amerikanske præsidenter at drukne i skandaler. Iran-Contra? Monica? Bush? Det var nu, det gik galt. Men Barack Obama er anderledes – og det gavner Hillary Clinton.

Barack Obama (th.) udnævnte sin tidligere rival Hillary Clinton (tv.) til udenrigsminister efter valgsejren i 2008. Nu kan hun blive præsident med hans hjælp. Arkivfoto: Jeff Haynes Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

David Axelrod er lige så objektiv og fordomsfri som enhver anden kulissekarl. Han har i en halv menneskealder været rådgiver for præsident Obama, og derfor kan det ikke undre, at han i forrige måned sagde, hvad han sagde:

»Jeg er stolt af, at den nuværende regering i sine seks år ved magten ikke har været ude for en større skandale. Det siger noget om det etiske fiber i regeringen.«

Hans udtalelse førte til en forudsigelig skoggerlatter i de konservative saloner. Skandaler? Jeg skal give dig skandaler, lød det, og medier som Fox News, Daily Caller og Breibart opremsede alle de kodeord, der kan få konservative aktivister til at tage retorisk ladegreb, blandt andet »Benghazi«, »Fast and Furious« og »NSA-spionage«.

Men én mands skandaler er en anden mands skuldertræk, og for en præsidents modstandere er hans blotte eksistens som præsident en skandale, hans handlinger er skandaløse og det mindste anstrøg af uregelmæssighed er caps-lock.

Derfor må definitionen på en skandale være, om vælgerne reagerer på den, og i Washington Post analyserede Hunter Schwartz de påståede skandaler under Obama, og hans konklusion var, at vælgerne var ligeglade.

Med tal og grafik gennemgik han fire såkaldte skandaler, og under to af dem steg Obamas opinionstal en smule, og under de andre to faldt de en smule. Både stigninger og fald var mere statistisk støj end udtryk for politisk bevægelse, og som Schwartz konkluderer:

»Definitionen af en »stor skandale« afhænger af hvem, man spørger – men hvis vi definerer en stor skandale som en skandale, der har betydning for, hvordan amerikanerne vurderer præsidenten, har Axelrod ret.«

Så har præsident Barack Obama i sine knap seks et halvt år ved magten været mere ren end Rolf.

Sex og krig ødelagde valget

Men hvad betyder det?

På den lange bane stiver det Obamas eftermæle af og støtter de analytikere og historikere, der hævder, at han har været en både effektiv og kompetent præsident.

Men på den korte bane – her og nu – har det også betydning, som analytikeren Jamelle Bouie fastslår i Slate, for det er en politisk gave til Hillary Clintons kandidatur.

Tag den tilsvarende tid under Obamas to forgængere. Demokraten Bill Clinton døjede med Monicagate og afsløringen af, at han havde løjet, og det betød, at partiets kandidat i 2000, vicepræsident Al Gore, skulle føre valgkamp i skyggen af en skandale, og at Clinton forblev den unævnelige bad boy. Al Gore tabte.

Republikaneren George W. Bush var efter seks år ved magten ved at gå til i skandaler – for eksempel krigen i Irak, Abu Ghraib, Valerie Plame, tortur, misrøgt af krigsveteraner, 2.000 døde i New Orleans og topfolk dømt for korruption og mened – og økonomien var på vej ind i den nedtur, som blev til den største økonomiske deroute i 75 år.

Hans opinionstal var i april 2007 på 36 pct. og nedadgående; og lige op til valget i 2008 var tallet faldet til 25 pct., og den republikanske kandidat, senator John McCain, førte således kampagne med klodser om begge ben og armene i politisk gips. Han tabte. Begge eksempler viser problemet med problemforgængere, siger Jamelle Bouie. Både Gore og McCain skulle forsvare og bortforklare deres forgængere og partifæller og forsøge sig med et underforstået budskab om, at de ikke var dem – og det var med til at sænke dem, siger han.

Obama har været forbløffende skandalefri, som Washington Post fastslår, og de få påståede skandaler er mest skandaler set med partipolitisk optik. Det betyder ikke, at der ikke er rigeligt med politisk kontroversielle beslutninger, som Hillary Clinton skal stå på mål for – fra Obamacare til Cuba, fra Iran til krig mod kul – men de pågældende beslutninger er alle udtryk for en politik og ikke for inkompetence, fejl eller forbrydelse.

Og med opinionstal omkring 50 pct. og en økonomi i fremgang er præsident Obama dermed noget, som hans forgængere ikke var: Han er et politisk gode i valgkampen, »en gave til Hillary,« som Bouie udtrykker det.

Det gør en forbistret forskel, når Hillary Clinton står i et forsamlingshus i Iowa. Hun skal ikke krympe sig under skygger og skeletter fra den snarlige fortid. Det betyder ikke, at hun har vundet. Men det betyder, at hvis hun taber, så er det mere hendes skyld end forgængerens – og det var mere end Al Gore og John McCain kunne sige.