»Det var ikke bedre i Vesten – bare mere kulørt«

Den tyske TV-vært Enie van de Meiklokjes oplevede Muren fra øst-siden. Hun var ikke blandt de euforiske, da den faldt. Er hyldevis af forskellige slags yoghurt nødvendigvis bedre end bare fire slags at vælge imellem,? spurgte hun sig selv dengang. 25 år efter har Enie stadig mange spørgsmål.

»I DDR fungerede infrastrukturen mellem mennesker bedre end statens infrastruktur,« fortæller Enie van de Meiklokjes, der oplevede Muren og dens fald fra den østtyske side. I dag er hun kendt fra et bageprogram på TV, for sit røde hår og charmerende smil. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BERLIN: Da grænsen til Vestberlin blev åbnet den 9. november 1989 om aftenen, strømmede mange østberlinere til grænseovergangen ved Bornholmer Straße. TV-billederne er blevet en del af verdenshistorien. Folk så euforiske ud. Enie var der ikke. Den 16-årige skolepige fra Potsdam sydvest for Østberlin følte sig ikke så euforisk. Hun var forsigtig. Bekymret. Hvad sker der nu? Hvad bliver der af mit land? Faktisk gik der et par måneder, før hun første gang begav sig over grænsen for at kigge nærmere på Vesten.

»I min klasse tog alle efter Murens fald til Vestberlin for at se, hvordan det var, og det gjorde jeg ikke. Fordi jeg tænkte: Hvad nu hvis jeg er derovre, og Muren lukker igen. Det var en uforudsigelig situation. Det var en mærkelig tid, fordi man også var bange,« forklarer Enie van de Meiklokjes, som hun hedder i dag.

25 år efter Murens fald er hun et kendt ansigt i hele det genforenede Tyskland. Som TV-vært har hun lavet både ungdoms-TV, børne-TV, TV for kvinder og nu et bageprogram med et strøg af moderne amerikansk 50er-æstetik. Hun er kendt for sit røde hår, sit charmerende smil og avancerede tøj. 25-års jubilæet fejres i Tyskland som den østtyske befolknings fredelige triumf over det undertrykkende diktatur. For Enie var livet i DDR også meget andet end det. I 1989 så hun de historiske begivenheder i fjernsynet. Hun så sine landsmænd stille sig i kø for at få udbetalt 100 D-mark i velkomstpenge. Hun så billeder af en mand, der delte appelsiner ud til østtyskerne.

»Jeg havde følelsen af, at den barmhjertige deler ud og fodrer aberne. Sådan virkede det lidt. Jeg fandt det pinligt. Jeg skammede mig virkelig. Det var lidt som om, østtyskerne havde mistet deres værdighed,« fortæller hun på en café i den gamle østberlinske bydel, Friedrichshain, hvor hun bor med sin danske mand.

Perioden op til Murens fald var en underlig tid i DDR, fortæller hun. En tid, hvor skolekammerater forsvandt uden varsel.

»Vi blev færre og færre i skolen. Nogle gange manglede også lærere. Der var en mærkværdig stemning. Jeg var hjemme hos en veninde, der sagde: Her, vil du have de her plader? Jeg fik også en sweatshirt. Næste dag kom hun ikke, da vi skulle i skole. Dagen efter heller ikke. Jeg tog hjem til hende og ringede på, men ingen åbnede,« fortæller Enie.

En underbo, som alle vidste var Stasi-medarbejder, fortalte, at familien var væk. Efter Murens fald kom de tilbage. Faderen kunne ikke holde det ud derovre. Pigen blev dårligt behandlet af den stadig partitro klasselærer, fortæller Enie van de Meiklokjes: »Som en forræder.«

Efter Murens fald, men inden genforeningen i 1990, vidste ingen, hvad der skulle ske. Pludselig fik Enie og hendes familie at vide, at supermarkederne hen over en weekend ville blive »omstillet«. Fredag aften købte folk alt, hvad der var på hylderne.

Enie er vokset op i Østberlin og har et kageprogram på tysk TV Fold sammen
Læs mere
Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

»Så kom man om mandagen i supermarkedet. Der var helt fuldt. Hylderne var fulde af vestvarer. Der var stadig østvarer, men helt nederst. Mange mennesker stod foran reolerne og kiggede på det hele og tænkte: »Hvad er det?« Varerne var så pænt pakket ind, og man vidste ikke, hvad man skulle stille op med det. Der var også en yoghurt-skranke med så mange slags yoghurt, at man tænkte: »Hvorfor har man brug for så mange slags?« Hos os i DDR var der fire slags, og det var nok. Der var naturyoghurt, orangeyoghurt, rød yoghurt, og jeg tror citron eller lignende. Det var meget uvant at se de mange varer. Og se hvor dyrt det var. Jeg tror også, at det var i det øjeblik, at mange blev bange for, om man stadig havde råd til livets ophold,« fortæller Enie van de Meiklokjes.

Da hun endelig begav sig til Vestberlin for at besøge familie, følte hun sig bekræftet i, hvad hun længe havde tænkt: Det er ikke bedre derovre – bare mere farverigt.

»Da tænkte jeg, at det går egentlig super i Østen. De lever heller ikke bedre end os. Tværtimod. Du kunne købe alt i Vesten, i Østen måtte du selv fikse det, og der tænkte jeg, at der var vi alligevel mere kreative,« siger Enie van de Meiklokjes.

Den unge Enie lyttede til bandet the Cure og touperede sit farvede hår. Men en flaske hårspray kostede 7,10 mark, fortæller hun. I DDR, hvor et rundstykke kostede fem pfennig. Hårfarve var også dyrt. I stedet købte Enie og veninderne ind på apoteket og blandede produkterne selv. Et fodsvampemiddel kunne farve håret pink-lilla. Et babyprodukt kunne farve håret grønt.

»I DDR fungerede infrastrukturen mellem mennesker bedre end statens infrastruktur. Man hjalp hinanden meget. Det var ovenfra, at systemet ikke fungerede,« siger hun.

Da Muren faldt, kom det som en overraskelse for mange østtyskere. De fleste demonstranter ville reformere systemet, ikke afskaffe deres land, siger Enie van de Meiklokjes. Da de to tysklande skulle finde hinanden, blev det hurtigt klart, at det ikke ville blive en sammensmeltning af ligeværdige partnere.

»Jeg oplevede det snarere som en overtagelse. Jeg fandt det slemt, at vi ikke fik en ny nationalmelodi, men måtte overtage den gamle. Det var slemt, at vi måtte overtage det gamle flag. Det er svært at forklare for én, der ikke har oplevet det. Man er i et land, der bliver hevet væk under én. Og det er ikke sådan, at der er et nyt land. Du bliver egentlig overtaget, uden at nogen spørger dig. Det er klart, at mange ønskede, at Tyskland skulle genforenes, men jeg havde syntes, det ville have været en smuk idé, hvis man havde sagt: »OK, vi er nu et nyt land. Vi finder en ny hymne. Vi laver et nyt flag«,« siger hun.

I årene efter »die Wende« rejste mange af Enies venner vestpå – og mange kom tilbage.

»De fleste kom tilbage, fordi det alligevel ikke fungerede. For de færreste var det sådan, at de havde følt sig godt tilpas i Vesten,« siger hun.

I Potsdam blev det nye samliv også anstrengt. Folk, der var rejst eller flygtet til Vesten, vendte tilbage og ville have deres efterladte ejendomme tilbage. Men nu boede der nye familer.

»Jeg havde følelsen af, at den bamhjertige deler ud og fodrer aberne,« fortælle den tyske TV-personlighed, Enie van de Meiklokjes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

»Det var meget fremmedgørende. Jeg havde en ven, hvor forældrene havde købt et hus i DDR og boet i det, og efter »die Wende« kom folk fra vest og sagde: »Det har tidligere tilhørt os, nu vil vi have det igen.« Eller værre: »Køb det af os.« Det vil sige: Min vens forældre måtte igen købe det hus, de boede i. Der syntes jeg, at der nogle gange manglede noget forståelse. Jeg synes, at når man rejser og efterlader sin ejendom, så er det sådan. Altså, der var klart dem, der flygtede, fordi de var politisk forfulgt, men jeg tror, mange simpelthen rejste, fordi de tænkte, at »vi får det bedre i Vesten«,« siger hun.

I dag har den historiske by Potsdam ifølge Enie van de Meiklokjes mistet noget af sin charme:

»Tidligere var der betydeligt flere kunstnere. Der var kunstnercafeer, og man forsøgte altid at holde liv i ting, der var lldt anderledes. Nu har jeg indtrykket af, at alt der ikke giver overskud, bare bliver lukket.«

I 1996 tog hun til Køln for at arbejde på TV-stationen Viva. Uvidenheden om DDR og østtyskerne blev større, jo længere vestpå man kom, fortæller hun. Enie blev spurgt, om det var rigtigt, at de ikke havde sokker og franskbrød, og om elektriciteten blev slukket om natten. Der var landkort, hvor DDR bare var et gråt område.

»Mange fra Vesten var bange for at køre ind i Østen,« siger hun.

 

I dag er mange af forskellene mellem Øst- og Vesttyskland udvisket eller udlignet. Unge mennesker er bare tyskere. Men en generation af østtyskere, der blev fanget som unge af verdensbegivenhederne for 25 år siden, har haft det svært.

»Eisenkinder« er de blevet kaldt. Forhærdede børn med et stille raseri. Ifølge Enie van de Meiklokjes gjorde få år en stor forskel i 1989.

»Jeg var 16 år og blev 17. Det var netop der, hvor man har taget 10. klasse. Vi havde en eksamen, hvor ingen vidste, hvordan man overhovedet eksaminerer. Jeg tror, at alle, der er årgang 73 og 74, var virkelig heldige. Du havde 10. klasse, og du kunne vælge, hvad du nu skulle,« siger hun.

De, der var bare få år ældre end Enie, var allerede begyndt at arbejde og ville måske stifte famile, og pludselig var jobbet væk og alting anderledes.

»For min søster, der er 13 år ældre end mig, var det også svært, tror jeg. Hendes generation har levet i, hvad jeg kalder, øst-øst-tiden. Jeg er vokset op i en blød tid, hvor det ikke var så slemt. I 1980erne var forholdet til Vesten en smule åbnet, før det blev lukket igen. Min mor og min søster er blevet opdraget i den her komplette øst-tid, og jeg tror, at når man har inderliggjort det fra lille, så er det sværere at svinge rundt. For min mor var det meget svært at tænke anderledes. Alt det her med »albuer« og »jeg må vise, hvem jeg er« og ikke bare løbe med,« forklarer Enie van de Meiklokjes.

Hun selv lærte hurtigt, »hvordan kapitalismen fungerer,« som hun formulerer det med et smil blandt mange denne formiddag. Hun erklærer sig vel ankommet i forbundsrepublikken, som tyskerne siger.

Enie er vokset op i Østberlin og har et kageprogram på tysk TV Fold sammen
Læs mere
Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Hun kan stadig høre spor af Øst- og Vesttyskland i stemmerne hos mennesker over en vis alder. Og på én eller anden måde se det i ansigterne og opførslen. Hun forklarer, at hun tit tænker, at en person er »ganz toll«, og så viser det sig »ganske rigtigt«, at vedkommende er fra øst. »Mere frisindede. Ikke stive,« tilføjer hun.

Den dramatiske tyske historie med de 12 sorte år efterfulgt af 40 års adskillelse og 25 års genforeningsproces har ifølge Enie van de Meiklokjes skabt et moderne Tyskland, der er anderledes end andre lande. Mere forsigtigt. Bekymret.

»Jeg tror, at man politisk lytter godt efter, fordi man præcis vil høre, i hvilken retning tingene går. Det, der var i Tyskland, vil man jo ikke have igen i noget land. Derfor tror jeg også, at Tyskland er videbegærlig og vil gøre alting rigtigt. I politiske sager er Tyskland nogle gange for forsigtig, synes jeg, fordi man er bange for at træde nogen over tæerne. Forsigtighed er godt, for man ikke gør andre ondt, men nogle gange tror jeg, der bliver tænkt så længe over tingene, at det egentlig er for sent. Nogle gange må man også handle ud fra sin mavefornemmelse,« siger Enie van de Meiklokjes.