Det utænkelige bliver mere sandsynligt: Trump fører centrale målinger

To nye meningsmålinger udpeger republikaneren Donald Trump som den mest sandsynlige vinder af efterårets præsidentvalg.

Foto: BRENDAN SMIALOWSKI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For første gang i mere end et år peger to amerikanske meningsmålinger nu samstemmende på Donald Trump som favorit til efterårets præsidentvalg i USA.

Ifølge det amerikanske nyhedsmedie CNN ville Donald Trump, hvis der var valg i dag, få 48 procent af stemmerne, mens Demokraternes præsidentkandidat, Hilary Clinton, blot ville få 45 procent. Det er det bedste resultat for den kontroversielle republikanske kandidat siden september 2015.

Før det netop afsluttede republikanske konvent, der officielt pegede på Donald Trump som Det Republikanske Partis præsidentkandidat, svarede kun 34 procent af de såkaldt uafhængige vælgere, at de sandsynligvis ville stemme på ham. Efter talerne til konventet, der især handlede om terrorbekæmpelse og asylpolitik, angav 46 procent af de adspurgte, at de sandsynligvis ville bakke Donald Trump op.

Konventet styrkede tilsyneladende også republikanerens personlige image. Efter konventet mente 52 pct. af de adspurgte, at Donald Trump stillede op til præsidentvalget for landets bedste - og ikke sin egen personlige vinding. Den samme vurdering fik rivalen Hillary Clinton kun fra 44 procent af de adspurgte.

Hillary Clinton har ellers ligget i spidsen i CNNs meningsmålinger i næsten et år. Men den seneste tids uroligheder hos Demokraterne har - oveni Hillary Clintons egne belastende personsager med bl.a. brug af en privat mailadresse - været med til at ændre på magtbalancen.

Senest har det demokratiske partis hovedorgans (DNC) partiformand, Debbie Wasserman Schultz, trukket sig som formand efter beskyldninger om at aktivt at have modarbejdet Hillary Clintons partifælle og modkandidat som demokraternes præsidentkandidat, Bernie Sanders.

Omvendt har det republikanske parti forsøgt samlet at bakke op om Donald Trump og på den måde fremstå som et forenet parti efter måneders kritik af Donald Trump fra flere konservative republikanske politikere.

Den mest sandsynlige vinder

Andelen af adspurgte amerikanere, der mener, at Donald Trump vil forene frem for at splitte landet, er da også steget fra 34 til 42 procent af de adspurgte i meningsmålingen.

CNNs meningsmening understøttes af en tilsvarende forudsigelse fra den kendte amerikanske politiske analytiker og statistiker, Nate Silver.

Ifølge hans seneste prognoser har Donald Trump i dag væsentligt større sandsynlighed for at vinde præsidentvalget end Hillary Clinton.

Republikanerens vinderchancer er ifølge Nate Silvers her-og-nu-måling 57,5 procent, mens Hillary Clintons er 42,5 procent. Det skriver nyhedssitet politico.com.

Da det amerikanske valgsystem ikke handler om at få flest stemmer på landsplan, men om at vinde såkaldte delegerede i de enkelte stater, er meningsmålinger på nationalniveau forbundet med stor usikkerhed.

Donald Trump kan med andre ord godt få flertallet af de amerikanske stemmer uden i sidste ende at vinde præsidentvalget. Det samme gælder naturligvis hans rival Hillary Clinton.

Men de seneste tal peger på, at mange politiske analytikeres indledende afvisninger af Trump som en seriøs kandidat med bred appel i befolkningen er gjort til skamme. Det, der for et år siden virkede utænkeligt, bliver med andre ord stadig mere sandsynligt.