Det ubærlige overfald

18-årige David Ritcheson blev udsat for et af de værste raceovergreb i nyere tid og han blev et håbefuldt symbol på det nye, farveblinde USA, som kender forskel på godt og ondt, og han aflagde tidligere i år vidnesbyrd foran Kongressen. Men hvorfor gjorde han så i denne uge, hvad han gjorde?

David Ritcheson overlevede mirakuløst et usædvanlig bestialsk racistisk overfald, der faldt sted sidste år. Men i denne uge kravlede han op i et tårn i forstævnen på et krydstogtskib...Foto: Karen Warren/AP Fold sammen
Læs mere

SANTA FE: En skygge kan være kort, og en skygge kan være lang. En skygge kan vare få minutter, og en skygge kan vare hele livet.

22. april 2006 slog en knytnæve gennem luften. Afsenderen var en 18-årig racist, en ung mand med hagekors-tatoveringer, og modtageren var en jævnaldrende latino.

Knytnæven knuste et kindben, slog ofret bevidstløs og blev indledningen til et mareridt, som varede hele natten og førte til et af de senere års mest omtalte raceovergreb i USA. David Ritcheson blev skamferet med en kniv, han blev voldtaget med en plastictang, han blev forsøgt druknet med en vandslange, han blev sparket af støvler med jernsnude, han blev overhældt med klorin, og han blev kaldt de værste øgenavne, som man kan hæfte på latinoer, og derefter blev han smidt på jorden, og så kunne han ellers ligge der og dø eller leve som han nu lystede.

Ritcheson overlevede mirakuløst. Han overlevede tre måneder på sygehuset og over 30 operationer, han overlevede at få sit liv vendt på hovedet og sin krop forlænget med en kolostomipose, og han stod tidligere i år foran den amerikanske kongres og aflagde vidnesbyrd om begivenhederne og talte for en strammere lovgivning.

Gerningsmændene var i fængsel, og han var tilsyneladende på vej tilbage i livet, sagde hans venner. »Han talte aldrig om den nat,« sagde de.

I denne uge under et krydstogt i Caribien kravlede han op i et tårn i forstavnen på skibet. Der stod han i 70 meters højde og i den kølige morgenbruse og svajede mellem liv og død.

Racistiske overfald
USA er kommet langt siden borgerretsopgøret i 1960erne. Siden dengang man søndag kunne hænge en sort mand og mandag fortsætte, som om intet var hændt.

Landet har i dag love, som gør såkaldte hadovergreb til en særlig alvorlig forseelse overgreb baseret på race, seksualitet eller køn og 45 stater har love, som går endnu længere, og meningsmålinger viser en befolkning, som vender sig stærkt imod enhver form for diskrimination. Ifølge en ny måling er 92 procent af de amerikanske vælgere således parate til at stemme på en sort præsidentkandidat, en tredobling siden 1958.

Det institutionaliserede had eller ditto skepsis er væk, den brede opbakning til racismen eller den stiltiende accept af racismen er væk.

Men det betyder ikke, at hadet eller racismen er væk. Der findes stadig yderligtgående elementer, som ikke følger tidehvervet, og ifølge en ny rapport fra Southern Poverty Law Center bliver der flere af dem. I sin årlige hadrapport siger borgerretsorganisationen, at der i 2006 var 844 såkaldte hadgrupper i USA, en stigning på 40 procent siden 2000, og der er ingen tvivl om grunden. Nemlig den illegale immigration og som det hedder »visse gruppers spekulation i amerikanernes frygt for illegal immigration«.

Ifølge FBIs statistik blev 8.804 amerikanere i 2005 ofre for hadforbrydelser, halvdelen af dem baseret på race.

Offeret
David Ritcheson havde et navn, som var pæreamerikansk, og han følte sig pæreamerikansk, men han kunne ikke løbe fra sit udseende. Et sort fyldigt hår, et ansigt med træk og en hud med en lød, som alt sammen kom syd for Krebsens vendekreds.

Så selvfølgelig vidste Ritcheson, at han var mexicansk-amerikansk, men han levede sit liv som det sidste og uden store hensyn til det første.

Han voksede op med sine tre søskende og sin onkel og tante i en forstad til Houston, han gik i skole og på gymnasiet sammen med de andre i området, hans karakterer var gode, han var en fremragende amerikansk fodboldspiller, han spillede også baseball og basketball, og han havde sin egen webside på MySpace.

Som andre 18-årige havde han en ide om, at han kunne blive til hvad som helst, og i den amerikanske salatskål af farver, sprog, kulturer og religioner hvorfor ikke?

Gerningsmanden
David Tuck havde fundet ud af, hvad han ville være.

Sociologer og psykolger kan diskutere, om han var nået til sin konklusion frivilligt eller ufrivilligt, om omstændighederne havde skubbet ham eller omvendt. Som ét-årig blev hans forældre skilt, og faderen forsvandt ud af hans liv. Som ni-årig stak han allerede med kniv, mod dyr og mennesker, og som 18-årig havde han seks domme for overfald. Tre af overfaldene var mod minoriteter, tre andre mod kvinder. Han var blevet en skinhead med nazistiske tatoveringer over alt på kroppen, han lyttede til nazistisk musik, og han råbte »Sieg Heil« efter forbipasserende, skrev Washington Post sidste år i et portræt.

Overfaldet
22. april 2006 stødte David Ritcheson og David Tuck sammen.

De var til den samme fest, de havde begge drukket for meget, og Tuck havde forsynet selskabet med hash, kokain og nervemedicin, og på et tidspunkt lagde Ritcheson angiveligt an på en pige.

Mareridtet begyndte.

Ifølge Houston Chronicle lynede Tucks knytnæve gennem luften. Uden advarsel og med en kraft, som knuste knogler og slog Ritcheson bevidstløs.

Tuck og en jævnaldrende medløber trak derefter deres offer ud i baghaven. De tog alt hans tøj af, og de begyndte at mishandle ham.

De tændte cigaretter og brændte ham med dem, de brændte et stort mærke i hans pande og grinede af, at han nu lignede »en indisk kvinde«, Tuck tog en kniv og skar et dybt, blødende hagekors på Ritchesons bryst, de puttede en haveslange ned i halsen på ham og tændte for vandet, de sparkede ham konstant med deres jernsnuder, de overhældte hans ansigt med klorin for at gøre ham hvid, de kaldte kam de værste racistiske skældsord, og til sidst tog de en plasticstang fra en parasol, og de placerede den lige uden for hans endetarm, og Tuck tog tilløb og sparkede den langt op i tarmen, mens han grinede og råbte »White Power«.

Stangen skar sig gennem blæren og skamferede andre indre organer.

Da mishandlingen var overstået smed Tuck og hans makker deres livløse offer på jorden og dér lå han i otte timer.

Den gode nyhed
Overfaldet rummede når det nu ikke kunne være anderledes en god og en dårlig nyhed.

Den gode nyhed var, at et enigt USA forargedes over begivenhederne. Over volden, over racismen, over gerningsmændene og over de tilskuere, som passivt havde set til, og et enigt USA råbte på domme, der udtrykte deres forargelse.

David Tuck fik fængsel på livstid, og først om 30 år vil systemet så meget som overveje en prøveløsladelse. Medløberen fik 90 års fængsel.

Samtidig samledes al sympatien om David Ritcheson. Han tilbragte tre måneder på sygehuset, og somme tider var der så mange besøgende, at de ikke kunne være i venteværelset, lokale bedegrupper bad for ham, hans gymnasium gav ham æresbevisninger, politikere krævede strammere love mod hadforbrydelser, og en borgerretsorganisation adopterede ham som en slags talsmand og gav ham et legat til et universitet efter frit valg. 17. april i år stod Ritcheson så frem på den store scene. I Kongressen i Washington aflagde han vidnesbyrd om begivenhederne, han fortalte om den nat, som »forandrede alt«, og han talte for en strammere anti-had lovgivning.

»Fra denne dag og for altid vil jeg gøre, hvad jeg kan gøre for, at De Forende Stater bliver et land uden had,« sluttede han.

Det var den gode nyhed. Om et samfund, som i modsætning til den forrige generations samfund, kendte forskel på godt og ondt, de gode og de onde, og som gav de onde og de gode, hvad de respektivt havde godt af.

Det psykiske onde
Den onde nyhed var inde i David Ritcheson. I hans fysiske skader og især i hans psykiske skader. Som han sagde til Kongressen:

»Mest af alt følte jeg en uforklarlig ydmygelse. Ikke blot skulle jeg se min familie og mine venner i øjnene, men jeg skulle også se i øjnene, at jeg var blevet udsat for et brutalt overgreb på grund af min etniske baggrund.« I et interview med en TV-station i Houston sagde han senere:

»Jeg burde være ligeglad med, hvad folk tænker om mig. Men det er, som om alle ved, at jeg er »ham der«. Jeg vil ikke rage op på grund af det.«

Ritcheson afviste psykologisk rådgivning, han skulle nok selv komme videre og tackle sin skam, sagde han, og ifølge hans venner var han også kommet videre og havde lagt begivenhederne bag sig ud fra deres forsimplede logik om, at han aldrig talte om dem.

Det var endnu et sundhedstegn, at han sagde ja til at tage med dem på et krydstogt gennem Caribien, om bord på et af de store festskibe, og at han festede med dem.

Var der faretegn?

I bakspejlet var der ikke andet. Manglen på rådgivning, hans filosofi om, at jo mere man talte om smerten, desto større blev smerten, og der var også på det seneste andre ildevarslende episoder, oplyste en advokat for Ritchetsons familie i går. Han ville ikke uddybe kommentaren.

En passager på krydstogtskibet oplyste, at hun dagen før dagen havde hørt Ritcheson sige til to kammerater, at han ville kravle op i et tårn i forstavnen og springe ud.

»Jeg vil gøre det i morgen tidlig, før end nogen er stået op,« sagde han.

Og det gjorde han.

Kort efter klokken seks kravlede han op i tårnet, og han stod der og svajede mellem liv og død.

Sikkerhedspersonalet kom til og forsøgte at få ham ned, hans venner kom til og forsøgte at tale ham ned. Det var en kamp på viljer, en kamp på nerver, og det var en kamp, som endte som en tabt kamp.

Klokken 7.30 tog David Ritcheson et afsæt, og han kastede sig 70 meter ned i havet. Ned, ned, ned. Væk, væk, væk væk fra de lange skyggers nat.