Det spanske skattecirkus

Arkivfoto. Den anden dag ringede Laura, børnelægen henne fra det lokale sundhedscenter. Sidst vi talte sammen, sad min søn på ni år i hendes konsultation med et knæ, der var dobbelt så stort, som det burde være, efter et fald i skolegården. Fold sammen
Læs mere
Foto: HEINO KALIS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den anden dag ringede Laura, børnelægen henne fra det lokale sundhedscenter. Sidst vi talte sammen, sad min søn på ni år i hendes konsultation med et knæ, der var dobbelt så stort, som det burde være, efter et fald i skolegården.

Laura sendte os på hospitalet, hvor en hurtig og effektivt gennemført undersøgelse heldigvis viste, at intet var slået i stykker. Efter nogle dage med isposer, støttebind og så megen hvile, som man nu kan påtvinge en dreng i den alder, var knæet som nyt igen. Og en måneds tid senere havde jeg næsten glemt episoden.

Men det havde Laura ikke, og nu ringede hun midt i sin altid tætpakkede arbejdsdag for lige at sikre sig, at alt var okay – med min søns knæ og i det hele taget.

Sådan har det været lige siden den første spædbarnsundersøgelse. Og da jeg forleden afleverede min selvangivelse, prøvede jeg af al magt at fokusere på, at i det mindste en del af det ikke ubetydelige beløb, som i år skal efterbetales, er med til at finansiere Lauras og andre pligtopfyldende offentlige ansattes velfortjente løn.

For hvis man tænker for meget over, hvad provenuet i øvrigt bruges til, samt hvordan den spanske samfundsøkonomi generelt fungerer, er det svært ikke at føle sig til grin for sine egne penge. Et pluk fra de seneste ugers nyhedsstrøm kan tage modet fra selv den mest samvittighedsfulde skatteyder.

Midt i juni gjorde nationalbanken boet op efter kriseårenes redning af den spanske finanssektor i begyndelsen af 2010erne: Operationen efterlader, når alle aktiver er realiseret, staten med en regning på 60,6 mia. euro (ca. 450 mia. kr.).

Finansminister Luis de Guindos lovede i sin tid ellers højt og helligt, at redningsplanen ikke ville komme til koste skatteyderne så meget som en cent, mens premierminister Mariano Rajoy anså betingelserne i forbindelse med et kæmpelån fra den Europæiske Stabilitetsfond som så fordelagtige, at det næsten var for meget af det gode. Det var dengang. Prisen for bankpakken svarer i øvrigt stort set til det beløb, som i samme periode er blevet trukket ud af pensionssystemets nu næsten tomme reservefond for at få enderne til at mødes.

I begyndelsen af juni skød forfatningsdomstolen et andet af den konservative regerings store antikriseprojekter ned, da en skatteamnesti gennemført i 2012 blev afvist som grundlovsstridig. At den også viste sig at være ineffektiv, er næsten endnu værre. Skattevæsenet inkasserede kun halvdelen af det budgetterede beløb, mens deltagerne i amnestien slap med en gennemsnitlig strafafgift på sølle tre pct. Mange af dem har i øvrigt vist sig at være politikere, som senere er blevet retsforfulgt for korruption.

Og sådan kunne man fortsætte. Men »livet går videre«, som skatteminister Cristóbal Montoro lakonisk konstaterede, efter at det spanske parlament torsdag vedtog et mistillidsvotum mod ham. En rent symbolsk handling, der ikke forhindrer Montoro i at fortsætte i regeringen – side om side med Rajoy og De Guindos.

Skulle der endnu være en anelse skatteyderisk spejdermoral tilbage, behøver man bare at tænke på det omfattende snyderi. De spanske skatteassistenters forening vurderede for et par år siden, at statskassen på den konto årligt går glip af ca. 90 mia. euro, hvoraf mindst 38 relativt let kunne drives ind. Eksempelvis ved at bruge flere kræfter på at kontrollere Spaniens store virksomheder og formuer, der står for 72 pct. af unddragelserne.

Det sidste hører man mindre om, bl.a. fordi de kendtes og andre himmelråbende eksempler påkalder sig opmærksomheden. Tidligere på året blev kong Felipes søster, prinsesse Cristina, idømt en bøde for at have lukreret på sin mands grove skattesvig, mens den særlige antikorruptionsanklager måtte træde tilbage – trods alt – efter afsløringer af hans tvivlsomme økonomiske aktiviteter i Panamá.

På den baggrund ville det i virkeligheden være underligt, hvis fodboldstjerner som Cristiano Ronaldo og Lionel Messi svarede enhver sit. Og i det mindste har de internationalt opsigtsvækkende sager mod dem i forlængelse af ærkefjendskabet mellem FC Barcelona og Real Madrid en vis underholdningsværdi.

Som når sportspressen i Madrid anfører, at Ronaldo måske nok har bedraget for 14,7 mio. euro, men at det beløb, han gennem årene har betalt i skat, er langt større, svarer det til at undskylde en spritbilists forbrydelse med, at han som regel kører ædru. Eller når den catalanske ditto hidser sig op over, at anklagemyndigheden frafaldt kravet om fængsel til Messi garanteret sker for at bane vej for en frifindelse af Real Madrid-spilleren.

Og når man er færdig med at grine af konspirationsteorierne, må man forsøge ikke at græde. Desuden er årets efterbetaling nu trukket på kontoen, og livet går videre, som skatteminister Montoro forleden spidsformulerede det.