Velkommen til første udgave af »Brændpunkt« – Berlingskes nyhedsbrev om internationale forhold.
Mit navn er Kristian Kjærholm Pedersen, og jeg er udlandsredaktør på Berlingske. Fremover vil jeg hver tirsdag komme med mit bud på, hvad vi skal holde øje med på den internationale scene.
Rigtig mange uger vil »Brændpunkt« på den ene eller anden led komme til at handle om Donald Trump. Derfor var min plan med dette første nyhedsbrev, at Trump skulle have en beskeden birolle.
Men journalistik har det ligesom virkeligheden med at overgå fantasien.
Mandag aften formåede Trump at tilrane sig en noget større rolle med sit udspil om en fredsplan for Gaza og Mellemøsten. En plan som i sin egen grandiositet kan virke som et vildfaren stjerneskud, der hurtigt kan brænde ud, men som i skrivende stund stadig lever.
Trump skal dog have ros for at gå i gang med en fredsplan for en region, som har haft det notorisk svært med fredsaftaler – og i et tempo, som ikke ses ofte i regionen.
Allerede mandag aften, skrev Berlingskes Mellemøstkorrespondent Gunnar Willum i en analyse om planen, at den var svær for den israelske leder, Benjamin Netanyahu at sluge:
»(...) nu ser det ud til, at Trump har tænkt sig at tvangsfodre den israelske leder med ideen. Og for Netanyahu er det et stort politisk problem. Især i forhold til hans koalitionspartnere på det yderste højre.«

Nu kan vi andre så vente i spænding på, hvad Hamas og Netanyahus regering melder ud de kommende dage. Jeg tror ikke, at vi skal forvente, at Trump med et snuptag har løst alle konflikters moder.
Men internationale analytikere afskriver ikke med det samme aftalen. The New York Times’ mangeårige Israel-kender Thomas L. Friedman skriver i en analyse:
»Min konklusion: Hvis du er en person, der spiller, så spil på, at det nødvendige vil være umuligt – du har en masse historie på din side, der siger, at jo tættere vi kommer på fred, jo mere vil haderne afspore den.«
Blair vender tilbage
Og så hev Donald Trump – om ikke en kanin – så en gammel kending op af hatten.
Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair skal ned og »styre« Gaza i en periode, mens der arbejdes på fredsplanen. Blair har tidligere forsøgt sig som international fredsmægler i regionen, så han ved hvor svært det er at lave aftaler i Mellemøsten.
Jeg vil anbefale ham at trække på sin viden om fredsprocessen i Nordirland i 1998, hvor han sammen med kolleger landede Langfredagsaftalen, der lagde grobund for en fredsaftale om Nordirland. Berlingskes internationale analytiker, Kristian Mouritzen, har skrevet om Tony Blairs nye rolle.
Mest af alt kan det blive interessant at se, hvem der kan få skylden, hvis planen kollapser. To be continued, som man siger.
Jeg kan blot konstatere, at Donald Trump har en ret god fornemmelse for at tiltvinge sig selv en hovedrolle i den evigt roterende nyhedsfilm.
Faktisk var det planen, at Danmarks EU-formandskab skulle have haft hovedrollen i nyhedsbrevet. Alt godt, kommer til den der venter, plejer man jo at sige.
De kommende dage er nemlig de vigtigste for det danske EU-formandskab med to vigtige møder.
Det uformelle EU-topmøde på Christiansborg onsdag og EPC-mødet torsdag i Bella Centret. EPC står for European Political Community, og de 27 EU plus 23 ikke EU-lande – herunder blandt andet Norge, Storbritannien og Tyrkiet – forventes at dukke op, når der for syvende gang er møde i gruppen.
De to møder er ikke blevet mindre interessante efter, at Danmark er blevet centrum for troldedronernes hævn. Det var vi åbenbart lidt uforberedte på herhjemme. Så mens fregatten »Esbern Snare« sejler op og ned langs Amagers fagre kyster, og »Niels Juel« sejler i ottetaller om Storebæltsbroen, har vores naboer sendt hjælpende antidroneudstyr til Danmark.

Tre korte fra korrespondenten
Men hvad handler møderne egentlig om? Berlingskes Europa-korrespondent Julie Schneider er i København i denne uge for at dække de to møder.

Hvad er det for to møder, som skal være her i København?
»Det er først et uformelt EU-topmøde onsdag, hvor de 27 stats- og regeringschefer skal diskutere primært forsvar og Ukraine. Derefter torsdag et møde i det bredere EPC-format med både EU-lande og andre europæiske lande som Storbritannien og Ukraine, hvor der også skal diskuteres migration.«
»Bagtæppet er alvorligt, og de seneste ugers hybridangreb i flere europæiske lande vil præge diskussionerne.«
Hvorfor er de interessante?
»De kan ses som en test af, om Europa kan samle sig om en fælles plan for at styrke forsvaret frem mod 2030 – dette indebærer blandt andet fire presserende projekter: En fælles »dronemur«, øget overvågning af østflanken og et luftforsvarsskjold. Samtidig er det vigtigt at sikre opbakning til at fastholde en langsigtet støtte til Ukraine, både økonomisk og militært.«
Hvilket af møderne bliver mest interessant?
»Det uformelle EU-topmøde er vigtigt, fordi lederne dér for alvor skal vise, hvor langt de er villige til at gå for at løfte EUs forsvar til næste niveau. Det skal lægge kimen til, at lederne om fire ugers tid kan blive enige om, hvordan de med en præcis køreplan kan nå i mål med Europas forsvar i 2030.«

Andet fra vores pen
Men livet er jo andet end Trump og EU-møder. I den forgangne weekend havde Berlingskes USA-korrespondent, Jacob Heinel Jensen, et længere interview med prins Joachim og prinsesse Marie om deres liv i den amerikanske hovedstad. Et liv, de lader til at være glade for. Forsvarsministeriet har i hvert fald meddelt, at prinseparret bliver i Washington, D.C. frem til sommeren 2027.
Berlingskes ruslandskorrespondent, Emil Rottbøll, skrev mandag om valget i Moldova, hvor EU har indtaget en, for den normalt afdæmpede union, mere aggressiv rolle. Det bliver interessant at se, om det kommer til at skabe præcedens.
Og i den mere kuriøse ende skrev vores asienskorrespondent, Alexander Sjöberg, i weekenden om et pr-stunt for tøjfirmaet Arc'teryx, som bogstavelig talt sprang i luften og gav firmaet masser af modvind i Kina. Nu er spørgsmålet, om det var et pr-selvmål – eller om det gamle udtryk »al omtale er god omtale« holder.
Tak for denne gang. Skriv gerne med ris og ros til krpe@berlingske.dk. Jeg vil sætte stor pris på at høre fra jer.

