Det skete der, da den forkerte Oscar-vinder blev udråbt, og alt blev kaos

Der var kaos på scenen i nat, da »La La Land« ved en fejl fik overrakt Oscar-festens mest prestigefyldte pris. Hvordan kunne det ske, at en forkert vinder blev udnævnt?

Foto: LUCY NICHOLSON.
Læs mere
Fold sammen

Den akavede seance, hvor filmen »La La Land« blev udråbt til årets bedste film ved Oscar-uddelingen i nat, er allerede blevet defineret som den største katastrofe i den prestigefyldte prisceremonis lange historie.

Fejlen blev korrigeret på scenen, men folk over hele verden spørger nu undrende, hvordan det kunne ske.

De første indikationer på, at noget var galt, kom allerede da Warren Beatty åbnede kuverten med papiret, han skulle læse op fra. Han så en anelse forvirret ud, tog så en lang pause, hvorefter han kiggede på Faye Dunaway, som han præsenterede prisen med.

»Du er utrolig. Kom nu!« sagde hun muntert, mens Warren Beatty overrakte hende kuverten, hvorefter hun annoncerede vinderen: »La La Land.«

Og mens kameraer snurrede om castet bag La La Land, kunne Beatty ifølge Washington Post høres i baggrunden.

»Der står Emma Stone (vinderen af årets kvindelige hovedrolle for sin præstation i netop La La Land,red.),« sagde han forvirret.

»What?« svarede Dunaway vantro, men inden producenterne nåede at reagere, var holdet bag La La Land på scenen, og de første takketaler blev holdt, før en mand med øresnegl kom frem på scenen og begyndte at tale med forskellige personer.

Manden blev hurtigt flankeret af Martha Ruiz, der er en af de eneste to personer i verden, der kender navnene på samtlige vindere forud for ceremonien. De fik korrigeret fejlen, og holdet bag Moonlight blev kaldt på scenen, hvor de modtog deres hæder.

Men hvad var det så, der gik galt?

Revisionsfirma tager ansvaret

Flere medier har siden lagt et billede ud af Warren Beatty med kuverten i hånden få øjeblikke, før han udnævner den forkerte vinder.

På billedet kan man – hvis man kigger godt efter – se, at der på kuvertens bagside står »acress in a leading role« altså »bedste kvindelige hovedrolleskuespiller« - og ikke »bedste film,« som der egentlig skulle have stået.

Hvordan Warren Beatty har fået den forkerte kuvert i hånden, er endnu ikke afklaret, men der bliver hvert år medbragt to ens kuverter i hver kategori, og ved en fejl var begge altså på scenen i nat.

Emma Stone, der modtog prisen som årets bedste kvindelige hovedrolle for sin rolle i netop La La Land, har siden fortalt Washington Post, at hun holdt sin kuvert i hånden, mens La La Land blev udråbt til årets bedste film. Emma Stone fik overrakt sin kuvert og Oscar kl. 5.57, og overrækkelsen af årets film var den næste kategori på scenen.

 

Ifølge USA Today, som havde en journalist siddende backstage under showet, skete forvekslingen fordi Warren Beatty tog den forkerte kuvert, før han gik på scenen.

»Han (Warren Beatty, red.) tog den forkerte kuvert! Og løb så på scenen,« sagde en ansat fra PriceWaterhouseCoopers, der har trykt kuverterne, angiveligt.

 

Det er ansatte hos revisionsvirksomheden, der har til opgave at sørge for, at de rigtige kuverter bliver medtaget på scenen på det rigtige tidspunkt, og PriceWaterhouseCoopers har da også påtaget sig ansvaret for nattens kiks.

»Vi undskylder dybfølt over for »Moonlight«, »La La Land«, Warren Beatty, Faye Danaway og seerne af Oscar-uddelingen for den fejl, der blev begået, da prisen for bedste film skulle uddeles,« siger revisions- og konsulentvirksomheden i en kommentar.

Proceduren gennemtjekkes

Det er ikke første gang, der har været tvivl om vinderen af en Oscar. Det skete også i 1993, hvor Marisa Tomei blev tildelt prisen som bedste kvindelige birolle for »My Cousin Vinny«. Året efter skrev flere medier på rygter om, at Jack Palance, der præsenterede kategoriens vinder, havde sagt et forkert navn. Argumenterne var blandt andet, at Tomeis sejr var uventet, fordi hun aldrig tidligere havde modtaget en Golden Globe-nominering, og at »My Cousin Vinny« ikke var en typisk Oscar-film. Rygterne blev afvist blandt andet under henvisning til, at proceduren er så gennemtjekket, at der ikke burde kunne ske fejl.

En procedure, som nu med garanti bliver gransket, og som Huffington Post – nærmest som en profeti over nattens brøler, beskrev i fredags, hvor mediet havde interviewet Brian Cullinan og Martha Ruiz, der er de eneste to personer i verden, der kender Oscar-vinderne forud for festen.

»Jeg tjekker ham, og han tjekker mig, og vi tjekker det et hav af gange op mod hinanden for at sikre, at når vi forlader stedet og endegyldigt videregiver kuverterne til nogen andre, så er vi meget sikre på, at de får de rigtige kuverter og indholdet i dem er korrekt,« sagde Ruiz.

Parret lærer sig listerne udenad, så der ikke florerer papirer, hvorpå prisvinderne står, for at minimere risikoen for, at navnene slipper ud.

Begge opholder de sig backstage tæt ved scenen under prisoverrækkelsen, så de hurtigt kan fortælle den nærmeste scenemanager, hvis en forkert vinder skulle blive udnævnt. Hvordan det i detaljen foregår, er uvist, fordi det aldrig har været nødvendigt, har parret kækt fortalt Huffington Post.