PALMA DE MALLORCA: Det er først på aftenen og et af de eneste stilfærdige tidspunkter i døgnet ved Palmabugtens strande. Solen er på vej ned bag bjergene ude på øens vestlige spids, og de få turister, som endnu sidder tilbage i sandet, udstråler en nærmest meditativ ro, mens de badet i det bløde og gyldne skumringslys suger sangría til sig fra blå gulvspande ved hjælp af lange, sondelignende rør.­

De fleste er hjemme og vende på hotellet for at skylle saltvand og festslagger af kroppen inden endnu en lang nat i Schinkenstrasse, som områdets vigtigste forlystelsesgade kaldes i volkemunde. Det bliver dog næppe i selskab med en døddrukken ung mand, der iført lederhosen og bar mave ligger og snakker ud i luften på en bænk nær den legendariske strandbar kendt som Ballermann 6 (en tysk forvanskning af det spanske ord balneario – badested – som samtidig spiller på et verbum, der kan betyde både at baldre og at bælle).

Selv med sproglig studentereksamen er det svært at forstå ret meget af enetalen. Men ifølge en mindre påvirket landsmand påstår han at have opkøbt hele denne del af stranden, angiveligt som modtræk mod de lokale politikeres ideer om at erstatte Palmabugtens traditionelle bier und schlager-turister med mindre alkoholiserede og mere velbeslående besøgende.

Man kan have sine tvivl om den unge mands købekraft i den sammenhæng. Men som han ligger dér i sin salige rus, forener han ikke desto mindre – og i hvert tilfælde i ånden – de to Tysklande, som gennem de seneste 15-20 år har koloniseret store dele af den spanske Middelhavsø: De jævne tyskeres hårdtpumpede »Malle«, hvor man selv med et minijob kan få råd til nogle dages intensiv fest og sol, og deres rigere medborgeres »17. bundesland«, hvis grundareal de efterhånden ejer en tredjedel af.

Det er især det sidstnævnte fænomen, der får Mallorca til at fremstå som skræmmebilledet på et germansk domineret Europa. I hvert tilfælde set i forbindelse med det civilisationernes sammenstød, der har rystet kontinentet under de seneste års gældskrise, hvor Middelhavslandene er blevet påtvunget benhårde økonomiske reformer med Berlin som indpisker.

Fra nord har bl.a. kansler Angela Merkel beskyldt sydeuropæerne for at holde for meget fri, mens boulevardpressen har givet los for nedarvede fordomme om siestamentalitet, latinsk uansvarlighed og manglen på god, protestantisk arbejdsmoral. Fra syd er der blevet givet igen med samme mønt og lidt til. I lande som Italien og især Grækenland, der begge var besat under Anden Verdenskrig, er nazi-kortet blevet trukket. Og i Spanien bragte landets største avis El País for nylig en kronik, hvori to økonomer beskyldte Tyskland for at udnytte krisen til at sikre sig kontrollen med de mest produktive dele af de sydlige EU-landes erhvervsliv. Stort set på samme måde som de for år tilbage opkøbte Mallorcas mest attraktive områder og det er derfor, vi er her.

For er det rigtigt, når nogle samfunds­debattører ser øen som et bekymrende pilotprojekt for skæv europæisk integration på tyske præmisser? Og hvad er der i det hele taget kommet ud af kulturmødet mellem de »dovne og impulsive« latinske indfødte og deres »firkantede og snusfornuftige« germanske naboer efter næsten 20 års massiv tysk indvandring?

Ifølge Matías Vallés, der er medredaktør af Diario de Mallorca, kan man efterhånden tale om to forskellige former for mallorcinskhed: Den temporale og den territoriale.­

»Hvis en centraleuropæer har brugt en million euro på at købe et landsted, mens en indfødt bor til leje, hvem er så mest mallorciner? Den, som har været det i længst tid, eller den, der har det største område at være det på,« spurgte han for nylig i en klumme og fortsatte.

»Jeg byttede gerne min egen temporalitet med en smule mere rumlighed, men i vores lutrende forbrødring med Berlin har vi for længst overstået germanofobiens mæslinger. Her på øen behøver vi ikke at lave avisforsider med Angela Merkel, der hæver armen under overskriften »Det fjerde rige«. Samtlige kanslere – bortset fra den nuværende, der af uransalige årsager foretrækker de italienske alper – har besøgt Mallorca, og hvert år modtager vi fire milloner af tilsyneladende uforsonlige tyskere, der ikke desto mindre hurtigt bliver blødgjort efter nogle dage på sangría-diæt.«Vallés skriver så sarkastisk, at man kan komme i tvivl om, hvad han egentlig mener. Men redaktøren svarer ikke på vores henvendelser om at uddybe sine synspunkter i et interview, og en lokal kollega advarer om, at det ikke bliver let at finde andre kritiske røster:

»Tænk på, hvor meget økonomisk aktivitet tyskerne skaber. Man spytter ikke i den tallerken, man spiser af,« forklarer han.De fleste af de mallorcinere, vi møder, ved da også knap alt det gode, de har at sige om deres tyske medborgere. De gør langt mere for at integrere sig end for eksempel englændere. Mange har lært ikke blot spansk men også Mallorcas catalanske dialekt. Desuden er det i høj grad takket være nybyggernes gode smag, at øens traditionelle arkitektur er blevet bevaret. Og endelig, ja, så der jo altså god brug for de mange job, som følger med tyskernes tilstedeværelse – den tilpassede inde i de små lokalsamfund såvel som ghettoerne ude langs kysten.

Visesangeren kritik

Da visesangeren Biel Majoral indvilliger i at lægge stemme til den uvilje, man ikke desto mindre fornemmer, sker det så lavmælt, at vi må spidse ører for at fange pointerne gennem larmen på baren i den lille midtmallorcinske by Algaida. Majoral blev kendt over hele Spanien, da han sidst i 1990erne skrev en tekst om, hvordan tyskernes massive investeringer på det tidspunkt ville ende med, at »de bliver vores herremænd/vi deres tjenere/uden hus og hund vil vi stå tilbage«. Og ikke nok med det. Visesangeren forhindrede også opførelsen af en tysk enklave i nærheden ved at opkøbe små men strategisk placerede jordlodder.

»Det var et forsøg på at råbe folk op, inden de solgte den smule jord, som deres bedsteforældre havde slidt og slæbt for. Samtidig blev jeg vred over, hvordan var umuligt for lokale at købe, også selvom vi havde penge til at betale, hvad grunden reelt var værd. For ejerne ville hellere vente og se, om der kom en tysker forbi og smed fire-fem gange mere,« forklarer Majoral og fortsætter:

»Det handler jo ikke om, at vi har noget mod tyskerne som mennesker. Mange holder sig i deres lukkede kolonier, men andre tilpasser sig. F.eks. har jeg et fint forhold til min nabo Heinz, der ofte takker mig for, at vi i sin tid forhindrede tyskerenklaven. Ellers ville han være omgivet af landsmænd nu og ikke på samme måde en del af lokalsamfundet.«

I store træk har de godt 15 år, som er gået siden dengang, bekræftet de bange anelser, synes Majoral. De to befolkningsgrupper har ikke integreret sig – i hvert tilfælde ikke på lige vilkår. Det er stadig mallorcinerne, som arbejder for tyskerne. Og selvom tilflytterne stort set ikke blander sig i øens offentlige liv – bortset fra forretningsmanden Utz Claasen, der har købt sig ind i fodboldklubben Real Mallorca – fornemmer man tyske erhvervsinteressers indflydelse bag kulisserne, mener visesangeren.

Når han er begyndt at file på en ny udgave af sin gamle protestsang, skyldes det dog især mistilliden til den politiske klasse. Det er de lokale myndigheder og centralregeringen, som bærer ansvaret for, at Mallorca nu definitivt kan ende på tyske hænder.

»Jeg har ingen sympati for Merkel og hendes politik, som har forværret krisen. Men spørgsmålet er snarere, hvad der er blevet af alle de penge, vi gennem årene har fået i EU-støtte eller lånt, og som nu skal betales tilbage. Hvad skulle vi f.eks. med alle disse hurtigtog uden passagerer og lufthavne uden rejsende,« spørger Majoral op tilføjer:

»Nu står vi i en situation, hvor politikerne både her og i Madrid mangler penge, og den hurtigste måde at skaffe nogen på er ved at fyre op under turismen og indlede endnu et brandudsalg af territoriet. Man talte på et tidspunkt om, at tyskerne ville overtage hele Mallorca og gøre øen til et ’land’. Det er det, vi risikerer nu. Ikke officielt, naturligvis, men i virkeligheden.«

Det var et parlamentsmedlem for det konservative bayerske parti CSU, som i 1993 lancerede ideen om at købe Mallorca formedelst 50 mia. D-mark. »Forslaget« blev fremsat under et humoristisk agurketidsinterview med Bild Zeitung, men spanierne har lige siden haft svært ved at se det sjove. Også fordi den store avis rutinemæssigt omtaler tyskernes foretrukne feriested som »det 17. land«, når den stort set hver sommer tager øen under kærlig behandling i »afslørende« reportager.

For nogle uger siden blev Bilds flere end fire millioner læsere eksempelvis advaret om, at man nu knap kan gå to skridt på Mallorca uden at blive bestjålet eller antastet af gadeludere. Det var under et besøg i kølvandet på en lignende kampagne med dertilhørende ophidset debat, at vi i 2000 første gang mødte Karin Astor og Hans Peter Escher.

Dengang havde de kun boet kort tid på øen, og deres nyrenoverede landejendom i mallorcinsk stil lå i næsten ensom majestæt for enden af markvej i udkanten af den nordøstlige by Artà. 13 år senere er en paradisisk have vokset op omkring dem takket være Hans Peter, der har omskolet sig selv fra tourmanager til gartner med eget firma. Også Karin er blevet selvstændig og har siden 2009 drevet det fine, gamle Hotel Casal d’Artà inde i byen.

»Du så da egentlig meget godt ud, skat,« bemærker Hans Peter med et skælmsk smil, da vi viser dem artiklen fra dengang.

Karin giver hans arm et lille klem som svar. Årene naturligvis ikke er gået sporløst hen, men de er for det meste gået godt. Begge føler sig hjemme på Mallorca med en stor bekendtskabskreds, der omfatter både tyskere, mallorcinere og blandede par. De har ingen planer om at rejse hjem, sådan som flere venner har gjort, da de mærkede alderen trykke. Men udenfor deres lille verden består de fleste af de problemer, vi talte om for 13 år siden, og samtidig er nye kommet til.

»Alt for mange tyskere bor stadig i ghettoer og kan ikke et ord spansk, selvom de har boet hernede i årevis. De kan klare det meste på tysk, fordi de lever i et parallelsamfund med deres egne butikker og restauranter. Vi har venner, som må bede os om hjælp, når de skal have ordnet noget, som kun kan klares på spansk,« fortæller Hans Peter, der selv kæmper en brav kamp med grammatikken på det nye sprog, han insisterer på at tale.

Tyskernes penge

Men mallorcinerne bærer også selv en del af skylden for de nogle steder apartheid-lignende tilstande, mener Karin. De vil gerne have tyskernes penge, men undgår dem helst uden for arbejdstiden. På mange barer og ved nogle festlige lejligheder føler man sig ikke velkommen. Samtidig er frustrationen over, at tyskerne kommer med alle deres penge og køber hele øen, blandt især unge mennesker blevet mere aggressiv under de seneste års krise.

»Der er ikke noget at sige til, at de bliver vrede, når de ikke kan finde noget arbejde og ikke har penge til huslejen. Men de glemmer, at tyskerne ofte har arbejdet hårdt for at råd til at købe et hus eller tage på ferie. Heller ikke i Tyskland får man noget foræret,« pointerer Karin, der knokler 16 timer i døgnet inde på hotellet her i højsæsonen.

Som »spanske« erhvervsdrivende har parret fået større forståelse for den sorte økonomi, som man ofte peger fingre ad i Nordeuropa – »hvis man betaler samtlige skatter og afgifter, er det næsten umuligt at overleve«. De har også mærket konsekvenserne af den recession, der ifølge mange sydeuropæere er blevet forværret af den Berlin-dikterede sparepolitik. Men det forhindrer dem ikke i at beundre Angela Merkel.

»Hun siger tingene ligeud, og ingen bryder sig om, når der kommer én udefra, fortæller dem, hvad de har gjort forkert. Men sydeuropæerne ved dybest set godt, at hun har ret, tror jeg. For det er jo nødvendigt at ændre den måde, tingene har fungeret på, også politisk« siger Karin og lader Hans Peter få det sidste, optimistiske ord:

»Når jeg taler med mallorcinerne om Merkel, siger mange, at de ville foretrække en leder som hende, der ikke tager af kassen. Og nu er nogle af de mest korrupte politikere i Spanien heldigvis begyndt at ryge i fængsel. Jeg tror, at der er en mentalitetsændring på vej hernede.«

Forhåbentlig. Omend det nogle gange forekommer lige så svært at udpege en hæderlig sydeuropæisk politiker som at finde frem til en »ærlig« spanier i tyskerenklaven Peguera. Det sidste lykkes ikke desto mindre, da vi efter at have finkæmmet byens muslingeskalsformede strand får øje på Fernando Villalón i gang med at læse en spansk udgave af Victor Hugos »De elendige«. Den midaldrende madrilenske virksomhedsejer har holdt ferie her i området vest for Palma siden 1991 og fulgt germanificeringen af Mallorca fra første parket.

»Det generer mig ikke at være omringet af tyskere, som jeg føler mig mere på bølgelængde med end f.eks. englændere, Men jeg har også haft hus her på øen og oplevet, hvordan de i sin tid nærmest smed os ud med alle deres D-mark,« siger Villalón, der under de seneste års krise har måttet reducere arbejdsstyrken på sin børnetøjsfabrik fra 40 til blot to, og forsætter:

»Det er hårdt, men jeg opfatter mig selv som en intelligent person, der godt kan skille tingene ad. Tyskerne var nede at vende efter genforeningen og fik på den måde trimmet deres økonomi, mens vi andre levede over evne. Nu er det vores tur. Men tyskerne bør huske, at der også skal være nogen til at købe deres eksportvarer, og at de ikke kan leve af de nye vækstlande alene.«

Det ville, med andre ord, ikke gøre noget, hvis Berlin efter valget den 22. september lukkede blot en smule op for det varme vand. Hverken på Mallorca eller i resten af Sydeuropa. Det vil vise sig. I første omgang er der flere turister på vej. Mens vi går tilbage langs stranden cirkler et propelfly frem og tilbage over bugten med en bannerreklame for et af Tysklands største rejsesites. Blot for det tilfældes skyld, at nogen skulle føle trang til allerede nu at bestille den næste tur til »Malle«.