Det ligner Talebans værk

Bilen, der blev brugt til bombeangrebet mod den danske ambassade, kørte med falske danske diplomatplader og var stjålet i Talebans højborg i Pakistan. BILLEDSERIE: Her er krateret ved den danske ambassade VIDEO: Ambassadebombe i Pakistan VIDEO: Fogh fordømmer bombeangreb VIDEO: Per Stig: Vi ved ikke hvem der står bag

Foto: Mian Khursheed / Reuters

En del af mysteriet om hvordan en bil fyldt med sprængstof kunne komme tæt på den danske ambassade er løst.

Undersøgelser har vist, at bilen der blev brugt til den formodede selvmordsaktion var stjålet i den nordvestlige by Peshawar og forsynet med falske danske diplomat-nummerplader.

En højtstående embedsmand i indenrigsministeriet, Rehman Malik, har i følge den pakistanske avis Dawn fortalt, at bilen var forsynet med en rød nummerplade med registreringsnummer CD-18, som er det nummer, der anvendes af den danske ambassade.

At sporene i følge andre sikkerhedskilder peger mod Peshawar kan indikere, at det kan vel kan være Taleban, der inspireret af al-Qaeda står bag aktionen.

Det er velkendt, at Taleban står stærkt i millionbyen Peshawar. Byen ligger på grænsen til det lovløse stammeområde mod grænsen til Afghanistan i et område præget af fundamentalistisk islam. Det er i dette grænseområde, at al-Qaedas leder Osama Bin Laden menes at skjule sig.

Motivet til aktionen kan derfor ikke blot have sit udspring i Muhammed-tegningerne, men også i det faktum, at danske soldater er involveret i heftige og blodige kampe med Taleban-styrker i den afghanske Helman-provins.

En tidligere chef for det pakistanske efterretningsvæsen ISI, den pensionerede generalløjtnant, Asad Durrani siger til Reuters, at han tvivler på at tegningerne er årsagen:

"Jeg har svært ved at forbinde tegningerne med aktionen. Det er så længe siden, at det ikke giver mening nu," siger han til Reuters.

Omstændighederne ved bombeangrebet mod ambassaden bliver nu undersøgt af en specialenhed bestående af folk fra Politiets- og Forsvarets
Efterretningstjeneste, som de kommende dage skal arbejde sammen med pakistanske kolleger og forsøge at indkredse gerningsmændene.

Et af de afgørende men dunkle punkter er, hvordan det lykkedes gerningsmanden at komme igennem de spærringer, der var etableret i hver ende af vejen op mod ambassaden - uden at bilen blev undersøgt.

- Den vej, som går forbi ambassaden, er blokeret. Jeg var der selv så sent som i sidste uge, og det er simpelthen ikke muligt at køre den vej. Der står nogle store stenblokke, så man skal parkere et helt andet sted, siger den danske freelancejournalist Puk Damsgaard, der befinder sig i Islamabad.

Gårsdagens bombeangreb har indtil videre kostet mindst seks mennesker livet og såret yderligere 35.