»Det kan du da ikke gøre efter alt det grusomme, nazisterne har gjort imod os«

For 80 år siden blev deres familiemedlemmer forfulgt og dræbt af nazisterne. Nu ønsker mange britiske og amerikanske jøder i 80-året for Krystalnatten at blive tyske statsborgere. Danske Birthe Kroll har truffet samme skelsættende beslutning.

»Jeg spurgte aldrig min forældre, hvad der egentlig var sket med dem og mine bedsteforældre under nationalsocialismen i Berlin. Måske fordi jeg som barn intuitivt kunne fornemme, at jeg ikke skulle spørge om noget, der gjorde ondt.«

Det er derfor først i de senere år, at Birthe Kroll (født 1941), der i dag bor på Christianshavn i København, har fundet ud af, hvad der skete med hendes tyske familie – takket været en ihærdig historiker, som også er en af drivkræfterne bag udstillingen »Vi var naboer« på Schöneberger Rathaus i Berlin.

»Hun har givet mig min fortid tilbage,« sagde Birthe Kroll, da hendes far i november blev hædret på rådhuset i den tyske hovedstad i anledning af 75-året for de danske jøders flugt til Sverige.

»Ich bin ein Berliner.« Den 26. juni 1963, få måneder før sin død, holdt Præsident John F. Kennedy tale på Schöneberger Rathaus i Berlin. Under den kolde krig var det Vestberlins Rådhus. På Rådhuset kan man idag se, hvor præsidenten holdt talen, men også udstillingen om jøder, der før 1933 boede i det bayerske kvarter. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP / scanpix.

Fra JFK til tysk statsborgerskab

Schöneberger Rathaus i Berlin er for mange uløseligt forbundet med John F. Kennedys historiske »Ich bin ein Berliner«-tale fra 1963. Stadig den dag i dag lægger mange turister vejen forbi for at se, hvor talen blev holdt. En del vil givetvis synes, de har set bygningen før. Den indgår nemlig i den succesrige tyske TV-serie »Babylon Berlin«.

Siden Brexit-folkeafstemningen i Storbritannien og Donald Trumps sejr i det amerikanske præsidentvalg – begge i 2016 – er rådhuset imidlertid ikke kun fyldt med turister. På de lange gange kan man møde mange jøder af britisk og amerikansk afstamning, der nu ønsker at supplere deres britiske eller amerikanske statsborgerskab med et tysk.

I oktober offentligjorde de tyske myndigheder tallene for de britiske statsborgere. Hvor der i 2015 var 43 britiske jøder, der søgte om tysk statsborgerskab, var antallet i 2017 og 2018 steget til henholdsvis 684 og 1.677.

Briterne benytter sig af en bestemmelse i den tyske grundlov, der går tilbage til 1949. Her står der, at »tidligere tyske statsborgere, der mellem 30. januar 1933 og 8. maj 1945 har fået frataget deres statsborgerskab af politiske, racemæssige eller religiøse forhold kan få deres statsborgerskab tilbage« (art. 116). Det samme gælder vel at mærke deres pårørende.

»Da jeg søgte om tysk statsborgerskab, stod der ganske vist i papirerne, at man ikke måtte forhøre sig til ansøgningen telefonisk. Men da jeg gjorde det alligevel, røg embedsmanden helt op i det røde felt og snerrede: 'Jeg ville jo slet ikke kunne gøre mit arbejde, hvis alle 500, der hver måned søger på grund af Brexit eller Trump, ringer for at høre til deres sag'«, siger Birthe Kroll til Berlingske.

»Vi var naboer«

Bag venteværelset på Schöneberger Rathaus vises udstillingen »Vi var naboer«, som en del briter og amerikanere, der nu også kan kalde sig tyske statsborgere, besøger.

På håndskrevne kartotekskort har en tysk ildsjæl skrevet navnene på de 6.223 jøder, som blev deporteret fra bydelen, der tidligere gik under betegnelsen »det bayerske kvarter« (Das bayerische Viertel). I dag hedder området Berlin-Schöneberg.

Hvor der i bydelen omkring Berlins største jødiske synagoge i Oranienburger Strasse primært boede jøder af østeuropæisk herkomst, der ofte var fattige, var kvarteret her langt mere varieret både etnisk og klassemæssigt. Jødiske advokater, skuespillere og forskere - som for eksempel Albert Einstein - boede side om side med både katolikker og protestanter.

Fra 1917 til 1932 boede Albert Einstein i det bayerske kvarter i Berlin, nærmere bestemt i Haberlandsstrasse 5 (i dag nummer 8). Det var her han i 1922 fik meddelelsen om, at han havde vundet nobelprisen i fysik. Forskeren boede i en lejlighed med sin kone Elsa og to døtre. I lejligheden havde han besøg af blandt andet forfatteren Heinrich Mann, skuespilleren Charlie Chaplin og forfatteren Franz Kafka. I 1933 flygtede Einstein, der var jøde, fra nazisterne til USA. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP / scanpix.

»Alle var blot helt almindelige naboer, og derfor var der for eksempel ikke et jødisk skolesystem. Det skulle bygges op fra grunden i 1935, da nazisterne allerede var ved magten,« fortæller historikeren Simone Ladwig-Winters, der er en af hjernerne bag udstillingen til Berlingske.

160 »familiealbummer«

I læsesalen kan man i 160 familiealbummer i A3-størrelse nærstudere, hvad der skete med nogle af de jødiske indbyggere fra kvarteret: »Vi er ikke et holocaust-museum. Derfor fokuserer vi ikke på selve jødeudryddelsen, men på hvordan man før 1933, som det mest naturlige i verden, kunne bo dør om dør, uden at kende hinandens religiøse tilhørsforhold. Så vores omdrejningspunkt er naboskab. Og derfor portrætterer vi både kendte og ukendte beboere,« siger Ladwig-Winters.

Simone Ladwig-Winters, tysk historiker

»Vi ville have fokus på 75 året for de danske jøders flugt til Sverige. Det er ikke en historie, der er så kendt i Tyskland. Så vi ville hædre det personlige mod, men naturligvis også indirekte få tyskerne til at reflektere over, hvorfor der ikke var flere i Berlin, der hjalp jøder med at flygte.«


Markering af 75 året for de danske jøders flugt

Tre af de jødiske naboer har forbindelse til Danmark. Den sidste, der er blevet hædret, er Birthe Krolls far, Siegfried Kroll. I 1933 måtte han som jøde opgive sin advokatpraksis i det bayerske kvarter og flygte til København. I 1943 flygtede han sammen med sin hustru og to små døtre Ruth og Birthe videre til Sverige.

I 1954 vendte han tilbage til Berlin og specialiserede sig i, hvordan jødiske medborgere kunne blive kompenseret for en del af de økonomiske tab, de led under nazismen.

»Vi ville have fokus på 75-året for de danske jøders flugt til Sverige. Det er en historie, der ikke er så kendt i Tyskland, så vi ville hædre det personlige mod, men naturligvis også indirekte få tyskerne til at reflektere over, hvorfor der ikke var flere i Berlin, der hjalp jøder med at flygte,« forklarer Ladwig-Winters.

Da Birthe Kroll i begyndelsen af november ved en højtidelighed fik overrakt en kopi af sin fars »familiealbum« i Den Gyldne Sal på Schöneberger Rathaus, takkede hun historikeren med ordene: »Du har givet mig min fortid tilbage.« Ved samme lejlighed holdt historikeren Clemens Räthel foredraget »Undtagelsen? Jøderns flugt over Øresund i 1943.«

Birthe Kroll

»Mine forældre havde en veninde som var fire år Auschwitz. Hendes mand var død i lejren. Jeg hørte hende aldrig tale om det, og jeg spurgte hende ikke. Men en aften under opvasken, da jeg kom med nogle personlige betroelser, sagde hun: ’Min menstruation holdt op, da jeg var i lejren’. Og så fortsatte vi ellers med at vaske op.«


»Min menstruation holdt op i lejren«

En regnfuld dag hjemme på Christianshavn reflekterer Birthe Kroll over tavsheden om familiens historie sammen med Berlingske:

»Mine forældre havde en veninde, som var fire år i Auschwitz. Hendes mand var død i lejren. Jeg hørte hende aldrig tale om det, og jeg spurgte hende ikke. Men en aften under opvasken, da jeg kom med nogle personlige betroelser, sagde hun: ’Min menstruation holdt op, da jeg var i lejren’. Og så fortsatte vi ellers med at vaske op.«

Reelt var det først, da Birthe Kroll 15 år efter sin mors død skulle sælge forældrenes hus i Berlin i 2009, at det gik op for hende, hvad der var sket med familien. Hendes advokat forærede hende Simone Ladwig-Winters bog »Advokater uden lov. Jødiske advokaters skæbner efter 1933«, hvor Sigfried Kroll er omtalt.

Birthe Kroll kontaktede historikeren, der med sin forskerbaggrund havde adgang til arkiver. Det resulterede i fundet af en stribe breve, som blandt andre hendes farfar havde skrevet til den tyske justitsminister: »Jeg tudede i to dage, da jeg læste brevene. Det var tiggerbreve, hvor han bønfaldt ministeren om, at min far måtte fortsætte med at arbejde som advokat, selvom han var jøde.«

Fra Vestpreussen til Berlin

Kroll-familien var kommet til Berlin fra Vestpreussen. Siegfried, der blev født i 1902 som det niende barn i en søskendeflok, var den eneste, der fik en uddannelse. Alle de andre søskende spædede til, så det kunne lade sig gøre.

Få måneder efter brevene blev sendt til justitsministeren, brændte jorden så meget under Siegfried, at han med hjælp fra en tysk ikke-jødisk ven besluttede sig for at flygte til København. En af hans brødre havde allerede taget samme tur og arbejdede som bladtegner på Nationaltidende.

»De blev stoppet på vejen til Tempelhof-lufthavnen, men politiet lod dem køre videre. Helt indtil flyet lettede, frygtede de, at min far ville blive bedt om at forlade maskinen. Det eneste, han havde med, var en tandbørste og andre fornødenheder, som han havde købt i Karstadt (stormagasin, red.) ved Hermannplatz. Men alt det ved jeg kun, fordi det står i den levnedsbeskrivelse, han skrev i 1954 i forbindelse med ansøgning om erstatning fra den tyske stat,« siger Birthe Kroll.

Ved at læse levnedsbeskrivelsen fandt Birthe Kroll også ud af, at hendes far i 1934 forgæves rejste til Polen for at overtale sine søstre til at flygte. Begge søstre, deres mænd og børn omkom siden i koncentrationslejre.

35.000 døde i koncentrationslejren Theresienstadt i det nuværende Tjekkiet. Blandt dem var Birthe Krolls morfar. Derudover blev 90.000 deporteret fra lejren til gaskamre i andre udryddelseslejre. Billedet er fra markeringen af »Holocaust Remembrance Day« i 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: MATEJ DIVIZNA / EPA / scanpix.

Flugten til Sverige

Kort tid efter ankomsten til Danmark forelskede Siegfried sig i ligeledes jødiske Rachel, der var svensk statsborger. Arbejdsmæssigt var tiden alt andet end nem, og Rachel måtte skrive under på, at hun kunne forsørge sin mand. Ligesom de omtrent 1.500 øvrige tyske jødiske flygtninge i Danmark måtte Siegfried ikke arbejde.

I 1943 blev familien ligesom mange andre jøder tippet om, at tyskerne planlagde en aktion mod jøderne 1. oktober. »Min far og mor tog til Skodsborg. Om aftenen så de min bedstefar for sidste gang. Mine bedsteforældre skulle først over til Sverige dagen efter og tog derfor på hotel ved Nørreport. Men portien på hotellet stak dem, og de kom i stedet til koncentrationslejren Theresienstadt,« fortæller Birthe Kroll.

Georg Ferdinand Duckwitz (th) spillede som tysk diplomat en central rolle, da mange danske jøder i 1943 blev reddet over til Sverige. Forud for nazisternes aktion mod de danske jøder i oktober 1943 advarede han Hans Hedtoft om den forestående aktion. Duckwitz var én af den rigsbefuldmægtiget Werner Bests betroede. 7.000 danske jøder blev reddet over til Sverige. Efter krigen blev Duckwitz Vesttysklands ambassadør i Danmark og ses her med statsminister H.C. Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: VITTUS NIELSEN / Nordfoto / scanpix.

I Siegfried Krolls album på Schönefelder Rathaus kan man læse, at bedstefaderen døde i Theresienstadt. Det fremgår af et utydeligt håndskrevet brev, som Blenda Becker 14. marts 1944 skrev til sin datter, Rachel Kroll i Malmø: »Desværre må jeg meddele jer, at jeres kære far den 22. februar er gået over til jeres bedstefar. I må ikke glemme at gøre jeres pligt.«

Brevet blev påstemplet i Theresienstadt ni måneder senere, 22. december 1944, og sendt.

Birthe Kroll

»Jeg blev udsat for så mange antisemitiske drillerier, at jeg nægtede at gå i skole. I stedet kørte jeg i timevis rundt i Berlins busser, hvor jeg blandt andet læste J.P Jacobsen. En dag var der én, som satte sig bag ved mig og pludselig hørte jeg ham sige: ’nåh, der er endnu én, som vi ikke fik gasset’.«


Fra Malmø tilbage til København

Efter krigen vendte Kroll-familien tilbage til København, men havde svært ved at vinde fodfæste:

»I årene 1952 og 1953 havde jeg ikke nogen form for indtægt. Mine forsøg på at ernære mig som handelsrejsende slog fejl. I februar 1954 vendte jeg tilbage til Berlin for at slå mig ned som advokat,« står der i albummet på Schöneberger Rathaus i Berlin.

Da han kort tid efter fik det tyske statsborgerskab tilbage, som han var blevet frataget under krigen, måtte han samtidig opgive sit danske statsborgerskab, da Danmark dengang ikke tillod dobbelt statsborgerskab.

»Nåh, der er endnu én, vi ikke fik gasset«

»Jeg gik på Marie Kruses Skole (dengang privat pigeskole i København, red.), da min far af økonomiske grunde, men også fordi han savnede sit fædreland, vendte tilbage til Berlin. Min mor forblev først med mig i København, og siden boede jeg alene i lejligheden sammen med et ungt ægtepar. Men i 1955 insisterede mine forældre på, at jeg flyttede til Berlin. Jeg kom i gymnasiet – og hadede det. Jeg blev udsat for så mange antisemitiske drillerier, at jeg nægtede at gå i skole. I stedet kørte jeg i timevis rundt i Berlins busser, hvor jeg blandt andet læste J.P. Jacobsen. En dag var der én, som satte sig bagved mig, og pludselig hørte jeg ham sige: ’Nåh, der er endnu én, som vi ikke fik gasset.’«

Til sidst måtte forældrene erkende, at det ikke kom til at gå, og Birthe Kroll vendte tilbage til Danmark, hvor hun efter studentereksamen og et år i USA endte med at blive tandlæge. Siegfried og Rachel Kroll blev derimod i Berlin, og Siegfried engagerede sig stærkt i den jødiske menighed. Ægteparret ligger begravet i Berlin, og efter forældrenes død har Birthe Kroll tilbragt mange ferier i storbyen.

En vred telefonsamtale

»Jeg blev næsten vred og udbrød straks: ’Du er da ikke rigtig klog. Hvordan skal det dog kunne forenes med min fortid og ikke mindst min far?’ Men så brugte jeg alligevel hele weekenden på at gruble over det. Udover at ønske mig godt nytår 2017 ringede Simone Ladwig-Winters for at foreslå mig at blive tysk statsborger. Det havde allerede i et par år været muligt som dansker at have dobbelt statsborgerskab.«

Ligesom i mange af de britiske og amerikanske familier, som har søgt om statsborgerskab i det land, som tog livet af deres familiemedlemmer, udløste alene diskussionen om et tysk pas også store følelser i Kroll-familien. Ruth Kroll, Birthes søster, der var flyttet til USA, blev nærmest chokeret: »Du kan da ikke blive tysk statsborger efter alt det grusomme, nazisterne har gjort imod os.«

Robin Lustig, britisk jøde

»Hvordan kunne jeg bedre vise – om end ikke så for andre end mig selv – at det nazistiske udryddelsesprojekt havde fejlet totalt?«


Flugt fra Brexit

»Det er godt at have to pas efter Brexit«. Så lavpraktisk forklarer mange britiske jøder deres beslutning om at søge om dobbelt statsborgerskab. De frygter ganske enkelt, at de efter Storbritanniens udmeldelse af EU ikke længere frit kan bosætte sig i hele Europa. Men mange går også skridtet videre:

»Hvordan kunne jeg bedre vise – om end ikke så for andre end mig selv – at det nazistiske udryddelsesprojekt havde fejlet totalt? Når efterkrigstidens Tyskland (…) giver os mulighed for i det mindste at ændre en lille del af det enorme overgreb, de begik på vores forfædre, ville det da være utaknemligt ikke at tage imod den fremstrakte hånd,« har den britiske jøde Robin Lustig, skrevet i avisen The Guardian.

En amerikansk jøde peger på det samme: »Ved at blive tysk statsborger kunne jeg også tage en del af den menneskelighed tilbage, som nazisterne stjal fra mine forældre og bedsteforældre.«

Rent bortset fra, at Birthe Kroll ikke har behov for et tysk pas på grund af Brexit eller for at lægge afstand til Trump, er hendes motiv noget af det samme: »Jeg følte, at jeg med min beslutning kunne ære min far og komme tættere på ham. For han var jo tysker.«

Ringen er sluttet

For Simone Ladwig-Winters ligger Birthe Kroll og mange af de andre jøders beslutning i smuk forlængelse af udstillingen på Schöneberger Rathaus: »Det er et tegn på, at de har forliget sig med fortiden, og at ringen dermed kan sluttes. Dengang i det bayerske kvarter kunne man jo også uden problemer være tysker og jøde. Også dengang var der, ligesom i dag, et kosmopolitisk flair i Berlin, hvor folk har mange forskellige identiteter.«

Udstilling: »Wir waren Nachbarn«, Rathaus Schöneberg, John.F.-Kennedy-Platz 1, 10825 Berlin