Det kan blive dyrt for Trump at kalde sine egne kernevælgere for »tabere«
Ifølge medie har Donald Trump kaldt faldne soldater for tabere og fjolser. Joe Biden bruger anledningen til at bide hårdt.
Ifølge medie har Donald Trump kaldt faldne soldater for tabere og fjolser. Joe Biden bruger anledningen til at bide hårdt.
Præsident Donald Trump har fået en skidt sag på halsen, efter mediet The Atlantic har beskrevet, hvordan Trump skulle have aflyst et besøg på en kirkegård for begravede veteraner med ordene »Hvorfor skulle jeg tage hen på den kirkegård? Den er fyldt med tabere.«
På samme tur skulle han også have kaldt dræbte amerikanske soldater for »suckers«, altså fjolser. Det beretter fire anonyme førstehåndskilder, ifølge The Atlantic.
Donald Trump siger så meget, der falder uden for den diplomatiske skive, så hvorfor er lige det her en potentiel bombe?
Demokraternes præsidentkandidat Joe Biden gav svaret, da han kaldte kommentarerne om de døde soldater for »uamerikanske«. Er der én ting, Trump ikke vil associeres med to måneder inden det amerikanske valg, er det at være antiamerikansk.
Joe Biden sagde, at han var tættere på at miste besindelsen end nogensinde i valgkampen på grund af den nævnte kommentar.
Han brugte også anledningen til at nævne sin egen afdøde søn, som han ikke synes var »et fjols«, fordi han havde været udsendt for det amerikanske militær i Irak.
»Hvordan ville du have det, hvis du have et barn udsendt til Afghanistan lige nu?«, sagde han.
Det spørgsmål responderede en række forældre på. De offentliggjorde en video med billeder af deres faldne sønner og erklærede »Min søn var ikke en taber«.
Trump og republikanerne har traditionelt set haft stor opbakning blandt veteraner og militærfolk, og til veteranparader har tilskuere båret skilte med slagordene »Veterans for Trump«. Støtten fra den kant er vigtig, hvis Trump skal sikre sig genvalg dette efterår.
Donald Trump troppede hurtigt op foran en larmende Air Force One og proklamerede, at der er tale om en fake news-historie fra The Atlantics side: »Det er en total løgn, og det er skammeligt, at de har lov at bringe det,« sagde han.
Han insisterede på, at han ser de faldne soldater som helte.

Ifølge The Atlantic var det under et besøg i Frankrig i anledning af 100-året for Første Verdenskrigs afslutning, at Trump talte grimt om de døde amerikanske soldater fra krigen. Det regnede, og regnen og udsigt til uglet hår skulle have fået Trump til at miste interessen for besøget.
To højtstående personer i militæret har også bekræftet historien over for nyhedsbureauet AP.