Anthony Fauci, der er Det Hvide Hus’ ledende sundhedsekspert, møder nu hård kritik fra egne rækker.
I et interview med den amerikanske avis The Washington Post langer Fauci således ud efter regeringens coronahåndtering. Her siger han eksempelvis, at vinteren kan ende med flere end 100.000 smittetilfælde om dagen, og at USA er på vej mod »en masse smerte«, hvis ikke håndteringen ændres radikalt.
Anthony Faucis bemærkninger falder ikke i god jord hos Det Hvide Hus, skriver flere medier, heriblandt CNN.
»Det er uacceptabelt, og det bryder alle normer, at Fauci, der er medlem af præsidentens coronataskforce, og som har rost præsident Trumps tiltag under pandemien, vælger at politisere tre dage inden et præsidentvalg,« siger Judd Deere, der er talsperson i Det Hvide Hus, til CNN.
Trump har gennem et stykke tid droppet at bede Anthony Fauci om rådgivning vedrørende coronavirus, og nu kritiserer Fauci altså regeringens kurs i medierne.
Stjernerne står forkert
Anthony Fauci sagde ifølge The Washington Post, at »alle stjerner står forkert, mens vi går ind i efterårs- og vintersæsonen, hvor folk forsamler sig indendøre.«
Fauci mener, at præsidentkandidat Joe Biden tager pandemien seriøst set fra et befolkningssundhedsmæssigt perspektivt, mens præsident Trump ifølge Anthony Fauci »ser på det fra et andet perspektiv«, der handler om økonomi og om at genåbne landet.
Fauci kritiserer ligeledes Scott Atlas, en anden af Trumps coronarådgivere, for ikke at have ordentlig kendskab til de ting, han ytrer sig om.

Talsperson Judd Deere fra Det Hvide Hus svarer i hårde vendinger tilbage på Faucis udtalelser.
»Som medlem af coronataskforcen har Anthony Fauci pligt til at udtrykke bekymring eller presse på for ændringer i strategien, men det har han ikke gjort. I stedet har han valgt at kritisere præsidenten i medierne og gøre opmærksom på sine politiske tilbøjeligheder ved at rose præsidentens modkandidat – præcis hvad det amerikanske folk har kunnet forvente af »Sumpen««, siger Judd Deere ifølge The Washington Post.
Manipuleret video
Det er langt fra første gang, at offentligheden har fået indblik i uoverensstemmelserne mellem Anthony Fauci og Donald Trump.
For tre uger siden kom det eksempelvis frem, at en valgreklame fra Trump manipulerede med Faucis udtalelser.
I videoen fremgik det således, at Fauci støttede Trumps coronahåndtering.
Efterfølgende sagde Fauci dog til CNN, at det ikke var tilfældet. Videoen var klippet sammen på en måde, så det fremgik som ros.
»I min næsten fem årtier lange tid i offentlig tjeneste har jeg aldrig offentligt bakket op om en politisk kandidat,« sagde Fauci dengang ifølge Ritzau.