Det Hvide Hus kalder angrebsforsøg for tredje attentatforsøg mod Trump
En talsperson for Det Hvide Hus bebrejder venstrefløjens retorik mod Trump efter angrebsforsøg.

En talsperson for Det Hvide Hus bebrejder venstrefløjens retorik mod Trump efter angrebsforsøg.

Det Hvide Hus bebrejder "venstreorienteret hadkult" for angrebsforsøget ved den årlige korrespondentmiddag i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C., lørdag.
Det siger Karoline Leavitt, der er talsperson for Det Hvide Hus, mandag på et pressemøde.
- Den venstreorienterede hadkult mod præsidenten og alle dem, der støtter ham og arbejder for ham, har fået flere personer såret og dræbt, og det skete næsten igen denne weekend, siger hun.
Leavitt kalder desuden hændelsen for det "tredje store attentatforsøg" mod USA's præsident, Donald Trump.
Det er ifølge talspersonen resultatet af "systemisk" kritik mod Trump over en 11-årig periode fra demokrater og medier, skriver CNN, der tilføjer, at Trump før er kommet med lignende udtalelser.
Adspurgt om, hvorvidt præsidenten er tilfreds med sikkerheden ved arrangementet, siger Leavitt, at det er han.
Hun understreger, at hvis sikkerheden ikke havde fungeret, så var middagen endt på en anden måde.
Om angrebsforsøget kommer til at få betydning for Trumps fremtidige optræden, er endnu uvist, lyder det fra Leavitt.
Under pressemødet fremhævede Leavitt desuden Trumps planer om at bygge en balsal i Det Hvide Hus.
- Balsalsprojektet i Det Hvide Hus er ikke blot et sjovt projekt for præsident Trump, som du kan læse i medierne, siger Leavitt ifølge BBC.
- Det er faktisk kritisk for vores nationale sikkerhed.
Skudepisoden fandt sted lørdag aften lokal tid – natten til søndag dansk tid – på Washington Hilton Hotel, samme sted som den årlige middag blev afholdt.
Konkret skete hændelsen i det, der betegnes som sikkerhedskontrolområdet uden for middagslokalet på Washington Hilton Hotel.
Trump understregede søndag i et interview med Fox News, at den formodede gerningsperson blev standset af politiet og ikke kom i nærheden af at komme ind i den sal, hvor middagen fandt sted.
Den formodede gerningsmand er søndag blevet tiltalt for blandt andet attentatforsøg mod Trump.
/ritzau/