Nye retningslinjer for pressen i Det Hvide Hus betyder, at journalister fremadrettet ikke længere har samme adgang til pressetalsperson Karoline Leavitt og flere andre af Trump-administrationens højtstående kommunikationsmedarbejdere.
Det fremgår ifølge nyhedsbureauet Reuters af et memorandum, der fredag blev udstedt af USA's Nationale Sikkerhedsråd.
I praksis betyder de nye retningslinjer, at akkrediterede journalister, der har deres daglige gang i Det Hvide Hus, fremadrettet skal have en forudgående aftale for at få adgang til de vigtigste kommunikationsmedarbejderes kontorer.
Ændringen træder ifølge Reuters i kraft med øjeblikkelig virkning.
Ifølge Det Nationale Sikkerhedsråd sker ændringerne for at beskytte følsomt materiale, der efter ændringer i sikkerhedsrådet rutinemæssigt håndteres af de kommunikationsansvarlige i Det Hvide Hus.
Beslutningen om at indskrænke pressens adgang til dele af Det Hvide Hus kommer i kølvandet på, at en række medier i oktober forlod deres kontorer i USA's forsvarsministerium, Pentagon, efter at de havde nægtet at underskrive nye adgangsregler.
Steven Cheung, der er talsperson for Det Hvide Hus, skriver natten til lørdag i et opslag på det sociale medie X, at journalister blandt andet er blevet taget i at optage videoer og lyd fra kontorerne uden tilladelse.
- Nogle journalister har sneget sig ind på områder, som de ikke har adgang til. Nogle journalister er blevet taget i at smuglytte til private samtaler bag lukkede døre, skriver Cheung videre.
Han understreger, at journalister fortsat har adgang til kontorer, hvor lavere rangerende kommunikationsmedarbejdere holder til.
Den uafhængige presseorganisation White House Correspondents' Association (WHCA) mener, at de nye retningslinjer gør det sværere for journalister at stille spørgsmål til embedsmænd, sikre gennemsigtighed og holde Trumps administration ansvarlig.
WHCA består af mediefolk, der dækker Det Hvide Hus og præsidenten.
Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton indførte i 1993 lignende restriktioner for pressen i Det Hvide Hus. De blev sidenhen ophævet efter det, som Reuters beskriver som "en storm af kritik".
/ritzau/
