Det Hvide Hus fjerner omstridt videospil efter advarsel fra Tetris
Omstridt arkadespil inspireret af Tetris, hvor man kan bygge en grænsemur, er blevet fjernet fra hjemmeside.

Omstridt arkadespil inspireret af Tetris, hvor man kan bygge en grænsemur, er blevet fjernet fra hjemmeside.

Det Hvide Hus har fjernet et Tetris-lignende spil kaldet "Build the Wall" fra sin hjemmeside.
Det sker, få dage efter at producenten bag det verdenskendte blokspil Tetris havde advaret om, at man tager krænkelser af ophavsretten meget alvorligt.
Det Hvide Hus lancerede i sidste uge en hjemmeside med klassiske arkadespil, hvor man blandt andet kunne bygge en grænsemur. Spillet var tydeligt inspireret af Tetris.
Kort efter spillets lancering skrev Tetris på sociale medier, at virksomheden ikke havde været involveret i produktionen af spillet, og tilføjede:
- Vi tager krænkelse af ophavsretten meget alvorligt.
Tetris lagde samtidig afstand til spillet og udtalte, at Tetris "tror på at bringe mennesker sammen - ikke skille dem ad".
Flere andre spil er fortsat tilgængelige på Det Hvide Hus' hjemmeside. Det gælder blandt andet spillet "Rio Run", hvor det handler om at jagte migranter langs Rio Grande-floden ved grænsen til Mexico.
Spillene har mødt kritik fra flere menneskerettighedsorganisationer i USA for blandt andet at lege med menneskers liv, og at spillet dehumaniserer migranter.
USA's præsident, Donald Trump, gik til valg på et løfte om at udvise millioner af illegale migranter.
Han har iværksat en række tiltag, der har til formål at fremskynde deportationer og reducere antallet af mennesker, der krydser grænsen til USA.
Det Hvide Hus har tidligere udtalt, at spillene er et forsøg på at fortælle historien om Trumps resultater på en måde, der appellerer til alle amerikanere.
Det Hvide Hus har ikke kommenteret, at "Build the Wall" ikke længere er en del af udvalget af arkadespil på hjemmesiden. Tetris har ikke ønsket at kommentere sagen, skriver det amerikanske medie CNN.
RITZAU/AFP