»Det her handler om Israels demokrati«

Israel har været kidnappet af fanatikere, der ikke repræsenterer befolkningen, de seneste seks år, mener forfatteren Etgar Keret. Han har selv modtaget trusler, men tror, at fornuften vil sejre.

»Profeterne skændtes med Gud, og i Israel har vi været ret gode til at respektere og leve med hinandens forskellige meninger i årevis. Men under krigen i 2014 skete der et skred,« siger den israelske forfatter Etgar Keret, som håber, at tirsdagens valg kan få ham til at føle sig mere hjemme i sit land. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

TEL AVIV: »Du skal bare lige vide, at jeg er propalæstinenser.«

Sådan sagde en kvindelig italiensk journalist for nylig, lige inden hun satte sig til rette for at interviewe 47-årige Etgar Keret, en af Israels mest læste forfattere.

»Og du skal bare lige vide, at jeg er anti, når det kommer til storbarmede kvinder,« svarede Keret.

Han kunne ikke lade være. Ikke fordi han er chauvinist. Langtfra. Men han er træt af, at alt altid skal deles op i pro- det ene og pro- det andet. At han selv skal sættes i bås, mens han netop i sin kommende bog »The Seven Good Years«, forsøger at skildre Israel som et sted, hvor humanister rent faktisk har hjemme, og hvor mange lever et liv omgivet af dødsfald, fødsler og tvivl ligesom alle andre steder i verden.

Det er også derfor, at han, med fuldt overlæg, afholder sig fra at tale i dramatiske vendinger om det kommende israelske valg. Han taler ikke om krig, fred, højre-venstre og bombning af Irans atomprojekt. Han vil meget hellere tale om, hvorfor han de seneste seks år har følt sig fremmed i Israel, og hvorfor han længes efter at føle sig hjemme.

»Valget på tirsdag handler ikke om højre-venstre eller krig og fred. Det handler om det israelske demokrati og om Israels liberale karakter,« siger han.

Etgar Keret tror ikke på, at Netanyahu vil bombe Irans atomprojekt, men han tror til gengæld heller ikke, at venstrefløjen vil være stærk nok til at nå en fredsaftale med palæstinenserne. Så det store spørgsmål for hans vedkommende er, om Israel vil bevæge sig i en mere demokratisk retning.

Et brutalt vendepunkt

Krigen i Gaza i sommeren 2014 var et vendepunkt for Etgar Keret. Det var her, at det gik op for forfatteren og filminstruktøren, der har høstet lokal og international anerkendelse for sine korte, men meget svulstige og livsbekræftende historier, at der var dele af Israel, han ikke længere kunne genkende.

»Vi jøder har en lang tradition for at skændes og være uenige. Profeterne skændtes med Gud, og i Israel har vi været ret gode til at respektere og leve med hinandens forskellige meninger i årevis. Men under krigen i 2014 skete der et skred,« siger han.

Etgar Keret hentyder blandt andet til den voldsomme reaktion, der fulgte, efter at hans kone Shira opfordrede publikum ved en teaterforestilling til at holde et minuts stilhed for de fire palæstinensiske børn, der dagen forinden var blevet ramt og dræbt af et israelsk missil på stranden i Gaza. Han skrev selv et par artikler, der satte spørgsmålstegn ved krigen, til israelske dagblade og måtte finde sig i mordtrusler. For Keret var det, som om der ikke længere var plads til forskellige meninger i samfundet. Mens jødiske racister trampede gennem Jerusalems gader og råbte død over arabere, blev enhver, der satte spørgsmålstegn ved Gaza-krigen truet på livet. Fornemmelsen for den inspirerende pluralisme var blevet banket i jorden.

Ansvaret for det skred placerer Etgar Keret på premierminister Benjamin Netanyahus skuldre.

»Når racistiske overgreb finder sted i Tyskland eller Frankrig, hører du landets ledere fordømme handlingerne. Her ser vi parlamentarikerne selv opfordre til at boykotte arabisk-ejede forretninger og dræbe terroristernes mødre, uden at det får konsekvenser.«

Absurditet, alvor og optimisme

På et tidspunkt under krigen bad Etgar Kerets niårige søn sine forældre om en samtale i stuen. »Far, jeg ved ikke, om du har lært den slags i skolen, men jeg har lært, at dem, der ønsker fred, hele tiden bliver dræbt. Yitzhak Rabin, Anwar Sadat og John Lennon. Jeg ved også, at dig og mor gerne vil have fred. Men kan I ikke lade være med at sige det uden for hjemmet?«

For Etgar Keret bekræftede den samtale både situationens absurditet og alvor. »Dem, der taler om fred og om at redde menneskeliv, bliver truet på livet, mens dem, der truer andre med vold, ikke fordømmes,« siger han.

Etgar Keret er imidlertid optimist og hører ikke til den slags, der pakker kufferten, fordi vinden i samfundet blæser i en anden retning. Hans forældre er holocaustoverlevere, og han tror stadig på de pluralistiske kræfter i Israel.

»Størstedelen af den israelske befolkning er ikke racistisk, men vi har haft en meget svag ledelse under Netanyahu, der ikke har ønsket at tage kampen op mod de allermest yderligtgående kredse. På den måde er det blevet almindeligt at høre anti-demokratiske ytringer helt ind i regeringskredsene,« siger han.

Den yderste israelske højrefløj er, ifølge Etgar Keret, fundamentalistisk og anti-demokratisk, uanset hvilken hat den tager på. Den er ikke kun en trussel mod hans egen slags, men mod samfundet.

Dem og os

For nylig tog han en taxa og faldt i snak med den kvindelige chauffør på omkring 50 år. De sludrede om den store fredsdemonstration i Tel Aviv, hvor en kvinde, der havde mistet sin mand i Gaza-krigen, holdt tale. Hun blev bagefter beskyldt af højrefløjen for selv at have dræbt sin mand.

»Hvordan kan folk sige den slags? Vi er da det samme folk,« spurgte Keret opgivende den kvindelige chauffør, der på det tidspunkt vendte sig mod ham og kiggede ham direkte i øjnene. »Du og jeg er ikke det samme folk,« sagde hun.

For Etgar Keret var det en påmindelse om, at stemningen fra krigen stadig lever videre, og at den for hans vedkommende primært skyldes, at Netanyahu lader yderligtgående kredse dele Israel op i dem og os. En stemning, hvor der næsten flirtes med tanken om borgerkrig.

»Det er som en kløft, der næsten ikke kan bygges bro over længere med de svage politikere, vi har. Når jeg tænker på Ariel Sharon, husker jeg, at han også var min premierminister, selv om jeg synes, han var dårlig. Når jeg ser på Netanyahu, ser jeg ham ikke som min premierminister, og jeg har svært ved overhovedet at finde nogen form for tilknytning til ham,« siger han.

Etgar Keret forventer ikke, at valget på tirsdag vil vende op og ned på alt. Men han håber, at Israels kommende premierminister vil have lidt mere fodbolddommer over sig end Netanyahu. Sådan én, der fløjter, når spillets – og i denne sammenhæng det israelske demokratis – regler brydes.