Det er sket i nat: Krigen er inde i ny fase – »Moskva tror tilsyneladende, at de kan tvinge Vesten til forhandlingsbordet«

G7 strammer kursen over for Rusland, døde soldater bliver returneret, og minister forudser langtrukken krig.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Krigen i Ukraine har varet i 80 dage, og landets forsvarsminister forbereder befolkningen på en muligvis langtrukken krig.

Her et overblik over begivenheder relateret til konflikten det seneste døgn.

Krigen er inde i ny fase

Ruslands krigsførelse er nu inde i sin tredje fase, lyder det fra Viktor Andrusiv, der er rådgiver i Ukraines indenrigsministerium.

I første fase forsøgte Rusland at erobre Ukraine »på få dage«, anden fase var at bekæmpe ukrainske styrker, og i den tredje fase vil Rusland forsøge at forsvare de områder, som det er lykkedes at besætte.

»Moskva tror tilsyneladende, at det kan tvinge Vesten til forhandlingsbordet og få Ukraine til at give op ved at trække tiden ud på denne måde,« siger han.

Rusland fortsætter offensiv i øst

Den russiske hær fortsætter sin offensiv i det østlige Ukraine ved at angribe nye landsbyer og byer. Det oplyste den ukrainske forsvarskommando fredag.

Døde soldater bliver sendt tilbage

Døde russiske soldater pakket ind ligposer blev fredag stablet på kølecontainere. Ligene var samlet ind i områderne nær Kyiv og Tjernihiv. Det sker i overensstemmelse med internationale regler, oplyser Volodymyr Ljamzin, leder af Ukraines militær-civile samarbejde.

»Efter den aktive fase af krigen, skal parterne sende de døde til det andet land,« siger han.

Krigen kommer til at trække ud

»Vi går ind i en ny og langtrukken fase af krigen,« skriver Ukraines forsvarsminister, Oleksij Reznikov, i et indlæg på Facebook. Reznikov tilføjer, at hans fokus er på behovet for at bevæbne »en million borgere, som skal møde fjenden«.

Skarp advarsel til Putin fra G7-møde

Verdens ledende demokratiske lande lovede fredag ubetinget støtte til Ukraine, og EU lovede øget militær støtte til Kyiv for yderligere 500 millioner euro (over 3,7 milliarder kroner).

Ved et udenrigsministermøde for G7-landene i Tyskland sagde Storbritanniens udenrigsminister, Liz Truss, at den russiske leder, Vladimir Putin, må tilføjes et nederlag, som forebygger yderligere aggression.

Kreml og Pentagon har igen telefonkontakt

USAs forsvarsminister, Lloyd Austin, og Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, har for første gang siden Ruslands angreb den 24. februar talt sammen i telefon.

Austin opfordrede til våbenhvile i Ukraine og understregede vigtigheden af at holde kommunikationslinjerne åbne, siger John Kirby, talsmand for USA's forsvarsministerium Pentagon.

Rusland intensiverer bombardement af stålværk

Russiske styrker intensiverede fredag bombardementerne af det store stålværk i havnebyen Mariupol, hvor et mindre antal ukrainske soldater fortsat holder stand. Den delvist sønderskudte by er næsten totalt under russernes kontrol.

Kilder: BBC, Reuters, AFP, The Guardian, AP.

/ritzau/