»Det er intet mindre end en revolution, det der sker i FN i disse dage«

Nyhedsanalyse: Det diplomatiske spil på den internationale scene når nye højder, skriver Berlingskes korrespondent i Washington, Kristian Mouritzen.

Irans præsident, Hassan Rouhani, svarede på spørgsmål fra journalister under et pressemøde i New York i går. Han sagde blandt andet, at "der er ingen plads til masseødelæggelsesvåben i Iran". Fold sammen
Læs mere
Foto: ADREES LATIF

Det er intet mindre end en revolution, det, der sker i FN i disse dage. Det er rigtig mange år siden, at der er sket så mange diplomatiske gennembrud af så stor betydning, som det er tilfældet lige nu. Og diplomater med mange år på bagen i det FN-system, som oftest bliver skældt ud for at være ineffektivt og en snakkeklub uden store resultater, vurderer, at den her samling vil gå over i historien. For første gang i årtier er der for alvor blevet flyttet på den internationale dagsorden.

Først lykkedes det USA og Iran at nærme sig hinanden i et diplomatisk spil, der måske kan føre til, at iranerne lader sig underkaste international kontrol med deres atomprogrammer. Dernæst ser det ud til, at det lykkes at få nedfældet en resolution i FNs Sikkerhedsråd, der juridisk tvinger det syriske regime til at destruere landets lagre af masseødelæggelsesvåben. Et samarbejde mellem et USA og et Rusland, der har været på kant med hinanden om netop Syrien, men hvor det nu er lykkedes at strikke et kompromis sammen. USA har bestemt ikke fået alt, hvad de ønskede i form af et løfte om militære konsekvenser, hvis regimet ikke gør det, de bliver bedt om. Men dog med en vigtig henvisning til kapitel syv i FNs charter, som betyder, at hvis den syriske præsident, Bashar al-Assad, snyder, så får det konsekvenser enten i form af sanktioner eller ultimativt i form af en militær aktion.

Der er masser af grunde til at være pessimistisk, som flere diplomater påpeger det. Vi står uanset resolutioner og forhandlinger kun ved begyndelsen af et utroligt indviklet spil både i Syrien og i Iran. Det hele kan falde fra hinanden på kort tid. Men det er altså ikke hverdagskost, at tyranniske regimer står i kø for at slippe af med deres masseødelæggelsesvåben eller ønsker at underlægge sig en kontrol, og der spekuleres meget i hvorfor.

Kritikerne siger, at Assad gør det, fordi han dermed fjerner fokus fra det vigtigste, at han fjernes fra magten. Assad har købt sig tid gennem utroligt dygtigt diplomatisk arbejde, som den amerikanske præsident, Barack Obama ikke har kunnet modstå. Og iranerne gør det af simpel frygt for, at den iranske middelklasse og overklasse er godt og grundigt træt af det middelalderlige styre, der har bragt landet ud i alvorlige økonomiske problemer. De iranske ledere kan se, hvad der sker rundt om i Mellemøsten med despoter, der ikke lytter til folket, og iranerne var i 2009 under det forrige præsidentvalg på nippet til at få alvorlige problemer, fordi især iranske unge ikke længere gad præstestyret. Nu håber regimet, at sanktionerne slækkes, så de kan fremtidssikre det religiøse præstestyre.

På sidelinjen sidder Israel, som gennem et dygtigt diplomatisk spil fra Syrien og især fra Iran har fået fjernet et væsentligt magtkort over for USA. Truslen fra Iran er reel fra et israelsk synspunkt, men et samarbejdende Iran gør det sværere at være Israel, fordi presset på iranerne langsomt vil blive løsnet, hvis de går med til den kontrol, som det internationale samfund forlanger.

Taberne kan også være den syriske opposition, som splittes mere og mere, og hvor udsigten til, at verden slipper af med Assad, lige nu virker fjernere end nogen sinde. Der mangler fra amerikansk side en samlet Syrien-strategi, som understøtter ønsket om et regimeskifte. Men den del har Obama ikke haft lyst til at involvere sig i, og det kan komme til at vise sig at være et større problem. Der vil med den her strategi være tabere og vindere. Men hvis det lykkes, håber politikere og diplomater på, at nogle af de mest fastlåste konflikter i Mellemøsten får en reel chance for at blive løst – måske med utraditionelle midler.

Men som flere diplomater understreger, så er det nok også det, der skal til. For Mellemøsten er så kompliceret og filtret ind i hinandens konflikter, at alt ikke kan løses på én gang.