»Det er ikke lettere for en rig mand at komme i paradis, fordi en tyrkisk kamel har klemt sig gennem nåleøjet«

Hvorfor er det egentlig, at vi betaler tyrkerne for at gøre det beskidte arbejde - hvorfor kan vi ikke tage os sammen til selv at afvise dem?

Om vi betaler tyrkerne for at afvise asylansøgerne eller gør det selv, kan i moralsk forstand komme ud på et, skriver udlandsredaktør Anna Libak. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Før man tager stilling til en aftale, gør man klogt i at læse det, der står med småt.

Men i den erklæring, som EUs stats- og regeringschefer udsendte efter mandagens topmøde med Tyrkiet, står der foreløbigt ingenting med småt. For det er ikke aftalt endnu.

Alligevel er det helt tilstrækkeligt at læse det, der står med stort i erklæringen, for at forstå, at djævlen ikke altid gemmer sig i detaljerne. Den kan også glo én direkte ind i ansigtet fra hovedteksten : En syrer for en syrer, står der.

Planen er nemlig, at Tyrkiet for EUs regning skal tage alle asylansøgere, der ankommer illegalt til de græske øer, tilbage. Rub og stub. Hvor de end måtte komme fra.

Men for hver syrer, Tyrkiet tager tilbage, forpligter EU sig til at genbosætte en anden syrer i EU direkte fra en tyrkisk flygtningelejr. Og nok så vigtigt: De syrere, der illegalt rejser ind i EU, ryger til gengæld bagest i køen til genbosættelse.

Rationalet er, at strømmen af asylansøgere dermed hurtigt vil aftage: For ingen sætter livet på spil for ingenting.

Så smart, det end lyder, står indvendingerne allerede nu i kø. Og de kommer vel at mærke både fra dem, der vil sige »Willkommen«, og dem, der vil sige »Auf Wiedersehen«.

Lad os for nemheds skyld kalde dem »Goddag-fløjen« og »Farvel-fløjen«.

»Goddag-fløjen« hæfter sig ved, at EU kun har tænkt sig at tage syrere til genbosætning. For hvad så med irakere, afghanere og eritreere – der i lighed med syrere stort set har været garanteret asyl i nogle af de gamle EU-lande, hvis de ellers kunne kæmpe sig frem? Skal de nu sendes tilbage til Tyrkiet, hvor de ikke hidtil har kunnet få asyl? Det går da ikke!

»Goddag-fløjen« vil kræve, at ikke blot syrere, men alle nationaliteter, der som hovedregel har fået asyl i EU, også skal kunne genbosættes i EU efter princippet én for én.

Umiddelbart kan det måske lyde, som om det ville være nemt at imødekomme kravet om genbosætning af flere nationaliteter. For forventningen er jo, at stort set ingen i fremtiden komme til de græske øer, eftersom dem, der rejser illegalt ind i Grækenland, også er dem, der kommer bagest i køen til genbosætning. Ingen vil rejse, og dermed vil ingen blive genbosat, er logikken.

Men her har »Farvel-fløjen« en indvending.Og den går på, at det forudsætter, at Tyrkiet faktisk er interesseret i at bremse strømmen fuldstændig.

Det kan man have sine tvivl om.

I hvert fald citerer Politico.eu selveste Eurojust – EUs egen juridiske tjeneste for bekæmpelse af organiseret kriminalitet – for, at de tyrkiske myndigheder hidtil ligefrem har bistået menneskesmuglerne. Det er sket med henblik på at opnå, at en bedre aftale med EU om opbremsning af tilstrømningen. Hvis det er sandt, så er der ingen grund til at tro, at tilstrømningen ikke fremover vil blive brugt af Tyrkiet som pressionsmiddel.

Den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, har ikke forsømt nogen lejlighed til at understrege, at det ikke primært er penge, men udsigt til et medlemskab, der ansporer Tyrkiet til at tage EUs asylansøgere tilbage.

Netop fremskyndelsen af EU-medlemskab vil virkelig kræve store indrømmelser fra EUs side. Og hvilket argument skulle mon virke bedre, end at asylstrømmen er større end ventet, og at de tyrkiske krav derfor også er blevet større?

Hertil kommer, at det med Eurojusts beskyldninger in mente er en nærliggende tanke, at tyrkerne nok skal få en god forretning ud af udfærdigelsen af lister over syrere, der skal til EU. Det bliver næppe gratis, med mindre EU fører streng kontrol med udvælgelsen, men det kan være svært i et tredjeland.

Og hermed er vi fremme ved det sidste og måske allermest ømtålelige spørgsmål, som plager både »Goddag-fløjen« og »Farvel-fløjen«: Hvorfor er det egentlig, at vi betaler tyrkerne for at gøre det beskidte arbejde, når vi ved – og det har vi UNHCRs ord for – at asylansøgere i Tyrkiet ikke bliver behandlet efter konventionerne, men tværtimod ofte jages tilbage til krigen i deres hjemlande. Hvorfor kan vi så bare ikke selv tage os sammen til at afvise dem?

Hvorfor vender vi ikke selv bådene om ved de græske og italienske kyster, ligesom australierne, hvis kystlinje også er en udfordring? Det vil være grusomt ja, i de uger, det varer, før de holder op med at komme. Men næppe mere grusomt end den nye faustiske pagt med tyrkerne.

Om vi betaler tyrkerne for at afvise asylansøgerne eller gør det selv, kan i moralsk forstand komme ud på et.

Thi det bliver ikke lettere for en rig mand at komme i paradis, fordi en tyrkisk kamel har presset sig gennem nåleøjet.