Det er hjemstavn for Frankrigs atomubåde – nu er der meldinger om flere mystiske droner
Flere uidentificerede droner har torsdag fløjet over franske atomubåde, skriver franske medier. Det franske militær forsøgte at nedskyde og neutralisere dronerne.
Frankrig har flere atomubåde ved basen, som ligger tæt på havnebyen Brest. Foto: Fred Tanneau/AFP/Ritzau Scanpix
Flere ukendte droner blev torsdag spottet ved den franske ubådsbase Île Longue. Basen er hjemstavn for en stor andel af Frankrigs atomubåde.
Nærmere bestemt de af Frankrigs ubåde, der er i stand til at affyre missiler med atomare ladninger. Det skriver Franceinfo på baggrund af oplysninger fra AFP.
Det beskrives desuden, at marineinfanteriet – der er ansvarlig for at beskytte den atomare ubådsbase – affyrede flere skud i forsøget på at neutralisere dronerne.
Det står ikke klart, hvorvidt disse forsøg bar frugt.
Frankrig er meget respekteret, når det kommer til atomubåde. Her ses landets præsident, Emmanuel Macron, til en ceremoni i Brasilien, hvor det blev annonceret at det sydamerikanske land i højere grad vil satse på netop atomubåde. Foto: Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix
Foruden forsøgene på at nedtage eller neutralisere dronerne, beskriver AFP, at en efterforskningsoperation er blevet igangsat.
Men det er ikke første gang, at uidentificerede droner flyver rundt i området.
Flere tilfælde
Tilbage i midten af november var der ligeledes meldinger om droneoverflyvninger i ly af natten.
Dengang foregik overflyvningerne dog ikke over den militære installation, men blot i området omkring denne.
Som det også bemærkes i franske medier, spiller droneoverflyvningerne ved den militære base ind i en større europæisk fortælling.
Spoler man tiden bare nogle få måneder tilbage, var der adskillige meldinger om, at europæiske landes luftrum blevet krænket af fremmede droner.
Det gjaldt militærinstallationer eller lufthavne i Polen, Norge, Sverige, Tyskland, Litauen og Belgien foruden adskillige tilfælde i Danmark.
Der blev i dagene, hvor adskillige meldinger om droneflyvninger i Danmark fyldte medierne, holdt flere pressemøder. Her ses (fra venstre) minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V), justitsminister Peter Hummelgaard (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Mens det forlyder, at det franske forsvar straks gjorde forsøg på at neutralisere dronerne torsdag aften, mødte det danske forsvar og beredskab en del kritik for at forholde sig mere passivt, da ukendte droner flere gange på få uger krænkede vores luftrum.
Danmarks forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), fik blandt andet sagt på et pressemøde, at det ikke var ligesom at skyde en gås, og at nedskydningen ligeledes blev vanskeliggjort af, at overflyvninger fandt sted, mens det var mørkt.
Det står ikke klart, hvem der står bag droneoverflyvningerne ved det franske militæranlæg.
I de franske medier bemærkes det blot, at nordeuropæiske ledere for nogle måneder siden udtrykte mistanke om, at Moskva stod bag overflyvningerne i de respektive lande.
En af reaktionerne på krænkelserne af det danske luftrum var, at der blev nedlagt forbud mod al droneflyvning i en periode. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Del:
Andre læser også
Politik
Kritikken har haglet ned over ham – nu forklarer Torsten Schack Pedersen, hvorfor hans ministerium er »vigtigt«
Oplæst
Politik
Kritikken hagler ned over Torsten Schack Pedersen: »Ministeren vakler stadig rundt på knæene«
Indland
Droner generer flytrafikken – mindst 14.000 må flyve droner i Danmark