Den tyske kansler, Olaf Scholz, har gentagne gange afvist, at Tyskland vil levere langtrækkende Taurus-missiler til Ukraine – et voldsomt følsomt emne, som har været diskuteret i månedsvis.

Alligevel bliver Tyskland nu opfordret til at donere de langtrækkende missiler til Ukraine. Opfordringen kommer fra Storbritannien.

Det skriver The Guardian og citerer en talsperson for den britiske regering.

Opfordringen kommer kort efter en alvorlig – og for Tyskland meget pinlig – læk, hvor tyske topofficerers samtale over en telefonforbindelse blev afsløret i russiske medier. I samtalen diskuterede de blandt andet Taurus-missiler, men såede også ny tvivl om NATOs tilstedeværelse i Ukraine.

I detaljer talte de om, hvad der findes af britiske soldater i Ukraine, og hvorvidt man også er nødt til at sende tyske soldater.

Det har efterfølgende vakt kritik fra Rusland, mens Tyskland kalder det et led i russisk desinformation. Det tyske udenrigsministerium har dog måttet indrømme, at de lækkede optagelser er ægte.

»Jeg er kansleren, og mit ord tæller«

Tidligere har både Storbritannien og Frankrig sendt langtrækkende krydsermissiler til Ukraine.

Officielt er våbnene blot blevet overleveret til Ukraine, hvorefter ukrainerne selv må finde ud af bruge dem. Men ifølge den lækkede samtale er både Storbritannien og Frankrig involveret i måludpegningen for missilerne.

Olaf Scholz har tidligere afvist at levere Taurus-missilerne, da det ville kræve tyske soldater på jorden til at programmere dem. Den britiske regering afviser, at det skulle være sandt.

Taurus-missilerne har en dobbelt så lang rækkevidde som de missiler, Frankrig og Storbritannien har doneret. Det gør missilerne til et supervåben for Ukraine. 

Storbritannien ønsker, at omdiskuteret supervåben tages i brug. Det har kansler Olaf Scholz dog gentagne gange afvist vil ske.
Storbritannien ønsker, at omdiskuteret supervåben tages i brug. Det har kansler Olaf Scholz dog gentagne gange afvist vil ske. Giuseppe Lami/EPA/Ritzau Scanpix

Det vurderes, at ukrainerne med Taurus-missilerne blandt andet ville kunne ramme Kertj-broen, der forbinder Rusland og Krim – og som derfor er meget vigtig for Putin.

Mandag afviste Scholz igen, at Tyskland vil sende Taurus-missiler til Ukraine: 

»Jeg er kansleren, og mit ord tæller.«

Med missilerne ville Ukraine i princippet også kunne ramme mål langt inde i Rusland, hvilket har skabt bekymring for en eskalering, hvis Tyskland donerer missilerne.

Lækken har allerede fået Rusland til at beskylde Tyskland for at »forberede sig på krig med Rusland«, hvilket er blevet afvist af tyskerne.

I opkaldet mellem de tyske officerer kom det også frem, at det var en mulighed, at ukrainske soldater kunne trænes i at håndtere de tyske missiler, men det ville tage måneders forberedelse.