Stanken af røgbomber hænger tungt over Boulevard Voltaire i det 11. arrondissement i Paris. Kampklædt politi med skjolde er massivt til stede, og på vej ind til Place de la République bliver alle tasker tjekket.

Det er for at sikre, at demonstranterne ikke har ting med, som de kan angribe politiet med, forklarer en betjent, før protesterne skal til at begynde. Alligevel ender dagen med tåregas, et voldsomt bål og et stort sammenstød mellem politiet og personer klædt i sort.