Det canadiske åndehul

Hver søndag reflekterer en af Berlingskes­ korre­spondenter eller en af udlands­redaktionens øvrige medarbejdere over et sted i verden, hvor de har slået sig ned, eller som de har et særligt forhold til. I denne uge fortæller Kristian Mouritzen om Canada, hvor man som europæer bosat i USA kan få sig et tiltrængt – næsten hjemligt – åndehul.

Med en omskrivning af den amerikanske forfatter Horace Greelys berømte sætning fra 1865 – »Go West, young Man« – om nødvendigheden af at erobre de nye områder vestpå med unge, hårdføre mænd, så er sloganet her i DC blandt en del udstationerede »Go North«. Og stop helst ikke, før du er nået ind i Canada. Afslapning i Canada har været den ventil, der skulle til for at kunne klare et år mere i USA. Ikke fordi amerikanerne på nogen måde er anstrengende at være sammen med på den korte bane. Men de kan bare være for meget, når man kommer fra Europa, på den lidt længere strækning.

Nogen fortæller mig, at en af mine utallige forgængere her i Washington D.C. ind imellem trak stikket og sneg sig til Quebec for at nyde fransk kogekunst og ikke mindst chokolade og købe rigtigt brød. Han havde også været europæisk korrespondent i mange år og opførte sig som en østrigsk-ungarnsk intellektuel fra forrige århundrede. Og jeg kan sagtens forestille mig min gode kollega, som jeg ikke skal røbe navnet på, efter cirka seks måneder her i byen få pip af amerikanernes kogekunst og deres måde at anskue verden på. Bevares. Amerikanerne ved, hvordan en god bøf skal smage. Og de er også gode til at få salater til at smage af alt muligt andet end salat. Men franske og italienske restauranter i Washington har intet at gøre med med Frankrig og Italien med ganske få agtværdige undtagelser. Og mange uden for tænketankene aner ikke, hvordan verden egentlig hænger sammen. Sådan lidt groft sagt.

Nu bor man ikke i USA, fordi man tror, at man er udstationeret i gode, gamle Europa. Det er en helt anden kultur, og den er meget anderledes end den europæiske. Og heldigvis for det. Der er noget pragtfuldt over amerikanernes uimponerethed og deres overbevisning om, at de lever i verdens bedste land og kan styre resten af verden, hvis ikke et håbløst tilfælde ved navn Barack Obama sad i Det Hvide Hus og nægtede at se virkeligheden i øjnene. Ikke mine ord, men det er sådan cirka det, halvdelen af amerikanerne mener.

Her for nogle uger siden krydsede jeg så grænsen til Canada – landet, hvor der står kilometer og ikke miles på vejskiltene. Landet, hvor indbyggerne ikke er paranoide med skydevåben, selv om det siges, at de har flere end amerikanerne. De bruger dem bare til jagt og ikke til at skyde hinanden med. Og deres humor er næsten som europæernes – sådan lidt selvironisk, men også ualmindeligt godt med, når det drejer sig om at gøre grin med deres amerikanske naboer. Og mit efternavn staves korrekt på hotellet gæsteliste, fordi canadierne siger Z og ikke C, når de mener Z. Hvilket så giver canadierne problemer med deres navne, når de er i USA. For de kan heller ikke stave til deres egne efternavne på en sådan måde, så amerikanerne forstår det. Hvis deres navne indeholder et Z.

Men disse bagataller er for intet at regne mod canadiernes mere afslappede nærmest danske holdning til tingene. F.eks. i paskontrollen. Jeg var fløjet ind til oliebyen Calgary og skulle være der i godt 24 timer. På indrejsepapirerne orkede jeg ikke at skrive business, fordi jeg så kunne blive afkrævet utallige andre papirer. Jeg skrev turist. Det blev den rare pasbetjent stødt over.

»Hvorfor vil du kun være i Canada i en dag,« spurgte han. »Er der ikke mere at se her?« Jeg var pludselig fanget i en løgn, der var fostret i min paniske hjerne i flyet, fordi jeg kom fra USA, hvor immigrationsmyndighederne er totalt paranoide, hvis ikke man har alle papirer i orden. Så jeg måtte gå til bekendelse. »Jeg er journalist, og jeg skal bare interviewe et par personer, og så skal jeg nyde jeres fremragende natur i nogle timer, inden jeg desværre skal tilbage til jeres kære naboer mod syd.«

Ironien mod amerikanerne blev opfattet, og han gav med et stort smil et stempel i passet og kondolerede med, at jeg så hurtigt måtte vende tilbage til USA. Det var aldrig gået den anden vej. Hvis jeg havde prøvet en nødløgn her, så var jeg øjeblikkeligt blevet udset til en særlig behandling i et sidelokale.

Men canadierne er meget anderledes end amerikanerne. På en række områder langt mere afslappede, fordi de ikke konstant har en terrortrussel hængende over hovedet. De har bestemt også deres mærkværdigheder. De er ikke så politisk korrekte. De rakker indianerne ned, mens man i taxaen kører ind til Calgary. En amerikansk taxa-chauffør ville aldrig bruge gloser som »dovne« og »ugidelige« om deres indianske naboer eller »banditter« om kineserne. Der er høfligheden trods alt større og frygten – ikke mindst for at blive hængt ud som racist – monumental.

Det bekymrer ikke vores canadiske venner. Og så ventede jeg sådan set også på en svada om fransk-canadierne, som de engelsktalende canadiere hader for et godt ord. Men de var så åbenbart ikke til stede i Calgary i et truende antal.

Men kriminaliteten er relativ lav i Canada. Hospitalerne gratis og gode, og man skal ikke betale noget for at gå på universitetet. Så Canada ligner lidt den skandinaviske drøm. Nu skal det ikke blot være en hyldest til canadierne, for det er også godt at blive udfordret, som man bliver det i USA. Og når man er færdig med bageren, chokoladefabrikanten og den franske kogekunst i Canada, så vender man tilbage til Washington i sikker forvisning om at blive uforskammet behandlet af immigrationsfolkene i lufthavnen. Til gengæld kan man også være sikker på, at alle andre får samme behandling, også dem der ikke vil én det godt. Det er trygt at være hjemme i gode, gamle USA.