Det britiske parlament skal restaureres for svimlende beløb

Det kommer til at koste op mod 60 milliarder danske kroner at ombygge det britiske parlaments bygninger i London. Den billigste løsning er at sende politikerne ud af bygningerne i seks år.

Foto: RUSSELL BOYCE

Parlamentsbygningen i Storbritannien skal bygges om. Prisen kan løbe op i svimlende 5,7 milliarder pund - svarende til 60 milliarder kroner. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Og så vil det tage hele 32 år at restaurere de gamle bygninger i Westminster Palace i den britiske hovedstad, London, medmindre man kan få politikerne til at styre landet et andet sted fra, mens renovationen står på.

Men de historiske bygninger må restaureres, selv om det bliver dyrt. Der er nemlig fundet asbest i hele bygningsværket, stenværket smuldrer, og det lækker fra taget, når det regner, slog en rapport fast i 2013.

Hvis ikke der gøres noget, kan Westminster Palace forfalde i en sådan grad, at det bliver endnu dyrere at restaurere det.

»Parlamentet står over for et vanskeligt valg. Westminster er af enorm national og international betydning, og vi er nødt til at sikre dets fremtid,« siger Richard Ware, der er chef for restaureringsarbejdet, til Reuters.

Nu skal det britiske parlament beslutte, hvordan man skal restaurere bygningerne. Der er to muligheder. Den ene mulighed vil koste næsten 3,5 milliarder pund - omkring 40 milliarder kroner - og bygningsarbejdet vil vare i seks år.

Men den mulighed kræver samtidig, at parlamentsmedlemmerne finder nye lokaler i samtlige seks år. Den anden, og endnu dyrere model, vil tage 32 år og koste 60 milliarder kroner. I de år vil parlamentsmedlemmerne så stadig kunne gå på arbejde i bygningerne.

De ældste bygninger i Westminster er bygget i år 1099 og bliver stadigvæk brugt hver dag. Den seneste gennemgribende restaurering fandt sted i midten af det 19. århundrede.

Restaureringen vil begynde i 2020, uanset om politikerne vælger den billige eller den dyre løsning.