Den svenske kronprinsesse Victoria og hendes mand, prins Daniel, satte onsdag  Sverige på den anden ende af glæde med nyheden om, at de venter en lille ny prins eller prinsesse til marts.

Samtidig opfylder den 34 år gamle kronprinsesse med sin graviditet en vigtig del af sin ”jobbeskrivelse”, siger historiker og ekspert i det svenske kongehus, Fabian Persson, til avisen Expressen.

Gustav eller Sophia

Persson forudser, at barnet kommer til at hedde Gustav eller Sophia.

- Men Oscar er også interessant og et navn, som ligger i tiden, siger Fabian Persson.

Blandt Expressens læsere er Oscar ubestridt topscorer blandt drengenavne. Hver anden har stemt på Oscar, mens kun hver femte synes, at Gustav er det bedste navn. Andre navne i spil er bl.a. Carl, William, Börje, Emil og Elias.

Begge har ønsket sig børn

Bliver det en lille prinsesse, er eksperten og læserne enige om, at hun skal hedde Sophia. Men også navne fra den svenske kongefamilie som Lovisa og Lilian kan komme på tale. 

Fabian Persson nævner også Ingrid som en mulighed, da dronning Ingrid var faster til den nuværende svenske konge.

Billedserie: Kan du se bulen?

Allerede da kronprinsessen og Daniel blev forlovet i 2009 sagde hun i et interview med det svenske telegrambureau TT, at de ønskede sig børn.

- Vi er begge to utroligt glade for børn, og det er klart, at det er ens største drøm at skabe en familie, sagde Victoria til TT.