Desperationen vokser i Spanien. Lokale plyndrer butikker for mad, smykker og elektronik: »Vi er ikke tyve« 

Konsekvenserne af oversvømmelserne i Spanien er grufulde. I kølvandet på dem er indbyggere begyndt at plyndre butikker. 

Ved første øjekast ligner det en næsten apokalyptisk stemning, der er ved at brede sig på den spanske østkyst.

Mange bygninger og veje i flere dele af Valencia-regionen er fuldstændig ødelagt oven på de seneste dages oversvømmelser, der har dræbt mindst 202 mennesker i regionen og tre yderligere i naboregioner.

I de gader, hvor det værste vand er fjernet, er en desperat jagt begyndt.

Efter årtiers værste oversvømmelse står nogle områder i Valencia uden elektricitet, rindende vand eller stabile telefonforbindelser.

Der er meldinger om lokale, som er fanget i deres private hjem på grund af ophobede køretøjer og affald, som vandet har trukket med sig – nogle endda uden mad og vigtig medicin, skriver Sky News.

Butikker har været lukket i flere dage. Adgangen til både mad og drikke er derfor blevet meget begrænset, og de lokale er desperate.

Nogle hævder, at de kun går ind i butikker for at stjæle basale fornødenheder. Det, de absolut mangler af varer, for at familien kan overleve.

Mens andre decideret udnytter situationen og ødelægger butiksvinduer for at få fingrene i smykker og elektronik eller stjæler fra privatbiler.

Indbyggere tager ting fra et supermarked i Valencia og går derfra gennem de stadigt mudrede og våde gader. Manuel Bruque/EPA/Ritzau Scanpix

Babymad, smykker og elektronik stjæles

»Vi er ikke tyve. Jeg arbejder som rengøringsassistent på skolen for kommunen. Men vi skal spise. Se på, hvad jeg samler op: babymad til babyen,« lyder det blandt andet fra Nieves Vargas i et lokalt supermarked, hvor oversvømmelsen har revet indgangsdøren itu ifølge nyhedsbureauet AP.

»Hvad kan jeg give til barnet, hvis vi ikke har strøm?,« spørger han retorisk i butikken, hvor ingen medarbejdere er på arbejde.

Det spanske medie El País skriver, at politiet og civilgarden siden onsdag har anholdt mindst 50 personer for at plyndre butikker for genstande af økonomisk høj værdi.

Mediet skriver også, at politiet har været nødsaget til at bruge tropper på at patruljere i butiksområder i stedet for redningsarbejde.

Ifølge politiet har de anholdte stjålet varer såsom computere, mobiltelefoner og parfume.

En kvinde er i gang med at tage mad fra køleskabet i et supermarked i Paiporta i Valencia-regionen. Biel Alino/EPA/Ritzau Scanpix

De områder, der ser ud til at være hårdest ramt af plyndring, er det populære indkøbscenter Bonaire Shopping Center nær Valencias lufthavn i Aldaia samt byen Alfafar.

I butikscentret ligger blandt andet en smykkebutik, som politiet har anholdt fem personer for at stjæle smykker og andre værdigenstande fra.

Begge byer er ekstremt hårdt ramt af skader på bygninger og veje.

Redningsarbejdet er i fuld gang, og 1.000 soldater er sendt afsted til Valencia-regionen.

Fredag lød det fra den spanske forsvarsminister Margarita Roble, at yderligere 500 soldater er på vej, skriver The Guardian:

»Deres missioner inkluderer at hjælpe med at grave folk ud, som kan være i kældre eller lavere etager – desværre er der mange af dem – og hjælpe med at pumpe vand ud (fra veje, red.) for at tillade transport, så mad og vand kan nå ud til bestemte befolkningsgrupper,« siger hun.