Derfor vælger vi korrupte politikere

Washington mindes en flosset borgmester og glemmer at stille det vigtigste spørgsmål: Hvis Marion Barry var så korrupt og kriminel, hvorfor genvalgte vælgerne ham så fire gange?

Sørgende borgere viste Marion Barry den sidste ære, mens hans kiste stod i Wilson-bygningen i Washington, D.C. – den by hvor han var borgmester i fire valgperioder. Det til trods for at han var korrupt og kriminel – og at det ikke var nogen hemmelighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gary Cameron/Reuters

I en nekrolog er det for sent at udråbe en politiker til skurk. Og derfor bliver Marion Barry også i denne uge fulgt til graven med tre dage med mindehøjtideligheder og et høfligt efterskrift. Han var borgmester i Washington i 16 år, og Washington Post talte om »en by i sorg«, og byens nuværende borgmester sagde, at »vi aldrig mere vil opleve en politiker som Marion Barry ... han var den mest reformivrige leder i en generation,« sagde han.

Nej, vi vil muligvis aldrig mere opleve en politiker som Marion Barry, og det er givetvis også godt nok. Korrektheden kræver, at man taler pænt om de døde, så lad os sænke stemmen og hviske det: Marion Berry var korrupt. Han var inkompetent. Han var sin familie utro. Han røg crack-kokain, og han røg i fængsel for det.

Og hvis han så blot havde været en god borgmester, men det var han ikke. Under hans lange regime udviklede USAs hovedstad sig til en pinagtighed, som udenlandske statsbesøgende helst ikke skulle se for meget af. I 1990 og 1991 var byen den mest morderiske af alle amerikanske storbyer, og økonomien var som en løbsk bananrepublik. Barry ansatte så mange venner i kommunale job, at ingen anede, hvor mange ansatte byen havde; i 1995 røg Washingtons kreditværdighed i »junk«, og Kongressen satte i 1996 byen under administration. Hvilket efterlader følgende spørgsmål: Hvis Marion Barry var sådan en dubiøs person og politiker, hvorfor valgte vælgerne ham så og blev ved med at vælge ham?

»Buddy«

Eller spurgt på en anden måde og mere generelt: Hvorfor vælger vælgerne inkompetente og korrupte politikere?

Et andet aktuelt eksempel er Vincent »Buddy« Cianci, som i en generation var borgmester i den største by i staten Rhode Island, Providence, og som i sidste måned tabte det første borgmestervalg i sin karriere. To gange blev han dømt, den ene gang for vold, den anden gang for korruption, og to gange måtte han træde tilbage som borgmester, og han gjorde nærmest et politisk program ud af at være som skåret ud af en scene fra »Sopranos«. Vælgerne vidste, at når der kom 100 skattedollar i kassen, gik nogle af dem i hans tegnebog, andre gik til hans venner, og hvis der ikke var nok, stjal han byens kloakdæksler og smeltede dem om, eller han solgte sin egen pastasovs og hævdede, at overskuddet gik til et velgørende formål, som ikke eksisterede, som magasinet Pacific Standard noterer i et portræt.

Under en retssag sagde dommeren om ham, at han »kører Providence, som om byen er en mafiafamilie … hele administrationsapparatet er gennemvædet af korruption og på alle niveauer. Under denne borgmester har der været mere korruption i Providence end der nogensinde har været i hele statens historie«.

Alligevel valgte vælgerne ham igen og igen; med en dårlig toupé regerede han sammenlagt i 21 år som borgmester, og han havde formentlig også vundet valget i sidste måned, hvis ikke demokrater og republikanere havde besluttet kun at opstille én modkandidat for ikke at sprede stemmerne, og hvis ikke præsident Obama havde kastet sig ind i valgkampen og med kun ét budskab – Providence fortjener bedre end Buddy Cianci.

»Populær bandit«

Tro nu ikke, at det kun er amerikanerne, der ser gennem fingre med korrupte politikere.

Professor Miriam Golden fra University of California har undersøgt korruption i den vestlige verden i efterkrigstiden, og som hun opregner – mellem 1948 og 1994 blev 41 pct. af politikerne i Italiens underhus tiltalt for alvorlige forbrydelser, men det påvirkede ikke deres chance for genvalg synderligt. 51 pct. af dem blev genvalgt, mens tallet for deres rene kolleger var 58 pct.

I samme periode blev 62 pct. af alle korruptionsdømte japanske politikere genvalgt, og i USA blev 61 pct. af kongrespolitikere tiltalt for korruption genvalgt. I både Japan og USA var genvalgschancen ironisk nok højere for korruptionsplagede politikere end for rene politikere.

Hvorfor? Pacific Standard finder én forklaring hos professor Darrell West, som efter en større vælgerundersøgelse i Providence formulerede teorien om »den populære bandit.« Vælgerne vidste godt, at Buddy Cianci var ufin i kanten og scorede et par hundredtusinde hist og pist, men de valgte at ignorere hans forbrydelser, fordi de betragtede ham som en god og karismatisk borgmester, der udstrålede handlekraft og samtidigt gav borgerskabet en strittende pegefinger. Han var efter vælgernes opfattelse og med en parafrase »en gangster, men vores gangster«.

Korrupte spanske borgmestre

En anden forklaring kommer fra tre forskere på New York University, som i forrige måned i et videnskabeligt tidsskrift offentliggjorde en undersøgelse af korrupte borgmestre i Spanien.

De fede boligår i Spanien var fede år for allehånde svindel, og i slutningen af 00erne var der offentlige korruptionsskandaler i 75 kommuner, fremgår det af artiklen. Men i de 75 kommuner blev 70 pct. af borgmestrene ikke desto mindre genvalgt – men med et illustrativt notabene:

Hvis de pågældende borgmestre havde stukket pengene i egen lomme eller blot tilgodeset en snæver vennekreds, faldt deres stemmetal i gennemsnit med 4,1 procentpoint. De kasserede borgmestre tilhørte alle denne gruppe. Hvis de korrupte borgmestre derimod også tilgodeså flertallet og f.eks. byggede sportsanlæg og offentlige boligbyggerier med lav husleje, så steg deres stemmetal. Alle borgmestre i denne gruppe blev genvalgt.

Den sørgelige konklusion i artiklen er således, at ikke kun borgmestrene er til salg; vi er alle til salg, og karismatiske borgmestre kan købe os med et nyt stadion, et job ved kommunen og et signal om, at »han er som os, vi er heller ikke perfekte, og borgmesteren står sammen med os mod eliten«.

Det er ikke et videre høfligt gravskrift over Marion Barry, men det er givetvis en mere korrekt gravskrift end det eksisterende.