Derfor trækker forhandlingerne om iransk atomaftale ud

Deltagerne til forhandlingerne mellem Iran og fem lande i FNs sikkerhedsråd har hver deres kæphest. Nogle arbejder på højtryk for en aftale. Andre modarbejder den.

USAs udenrigsminister, John Kerry, spejder fra et vindue under en pause i forhandlingerne med Iran i Lausanne, Schweiz. Han skal have målbare tal med hjem for blandt andet at overbevise en modvillig republikansk styret kongres om, at aftalerne med Iran er holdbare. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: De vigtigste forhandlinger siden de strategiske atomnedrustningsforhandlinger mellem Sovjetunionen og USA under Den Kolde Krig har nu stået stille i mere end 48 timer.

Forhandlingerne mellem Iran og fem lande i FNs Sikkerhedsråd samt Tyskland nåede et lavpunkt i går, hvor alle sled på hinanden i forhandlingerne.

Årsagen er ifølge flere amerikanske aviser, at forhandlerne har hver deres kæphest. Iranerne om respekt for landets suverænitet og persiske historie. USA og de øvrige lande på den anden side af forhandlingsbordet om målbare tal. Hvor mange atomcentrifuger kan iranerne have, uden at de er i stand til at lave atombomber? Hvor skal deres lagre af beriget uran hen for at blive uskadeliggjort? Hvor længe skal aftalerne løbe? Og hvordan afvikler man sanktionerne mod Iran uden at fjerne presset på præstestyret i Teheran? lyder nogle af spørgsmålene.

Iranerne er ifølge de amerikanske medier ikke glade for at tale om konkreter, hvorimod de gamle koldkrigsfjender Rusland og USA boltrer sig i tal og i målbare størrelser. Årsagen til iranernes tøven er ifølge kilder ved forhandlingerne, som citeres af The New York Times, ikke blot, at de er presset af de religiøse ayatollaher i Iran til ikke at forære noget væk.

Jagten på målbare tal

Det drejer sig i lige så høj grad om, at iranerne – ihvertfald de af dem, der sidder ved forhandlingsbordet i Lausanne – anser det for at være begyndelsen til et samarbejde med den vestlige verden, der rækker videre end blot at sikre Mellemøsten mod et atomkapløb.

»Det her er i høj grad en test for iranerne på, om amerikanerne kan acceptere, at det persiske Iran er en stormagt i Mellemøsten. Det drejer sig også om at slippe ud af forhandlingerne med værdigheden i behold, men også at afslutte den mistænksomhed og den fjendtlighed, der har været mellem Iran og USA siden 1979,« siger en amerikansk forhandler.

Og det paradoksale er, at de forhandlere, der sidder i Lausanne i Schweiz, ikke har fuld kontrol over udfaldet, fordi de religiøse ledere, som sidder i Iran, blander sig konstant. Det er ikke Irans præsident, Hassan Rouhani, der er problemet. Det er landets religiøse overhoved, ayatollah Khameini, der den ene gang efter den anden blander sig og stadig ikke stoler på »Den Store Satan«, som USA stadig bliver kaldt i de kredse.

For udenrigsminister John Kerry drejer det sig om at få målbare tal med hjem for ikke alene at overbevise en modvillig republikansk styret kongres om, at aftalerne med Iran er holdbare. Han skal også kunne imødegå den stigende kritik, der kommer fra den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, der har allieret sig med republikanerne i et frontalangreb mod den amerikanske præsident, Barack Obama.

Det er ovenikøbet »kun« rammeaftalerne, man er i gang med i Schweiz. Når først de er på plads, går der et teknisk arbejde i gang, der skal kortlægge en lang række detaljer. Disse forhandlinger kan vare til udgangen af juni, hvor det hele skal præsenteres i FN.

Men de nuværende forhandlinger blev født i en anden virkelighed i september 2013, hvor iranerne under FNs årlige generalforsamling præsenterede USA for et helt nyt forhandlingsoplæg efter valget i Iran, hvor den moderate Rouhani kom til magten.

Irans øgede indflydelse

Situationen i Mellemøsten var knap så kompliceret dengang. Men i dag er iranerne i kraft af Islamisk Stats fremmarch i Syrien, situationen i Yemen og i Irak blevet en dominerende militær og politisk faktor i Mellemøsten.

Det shiamulimske Iran ses i dag som en endnu større fjende i forhold til den sunni-muslimske verden, så der er en lang række arabiske lande, der ikke er interessede i at se et samarbejde mellem Iran og USA.

»Det er pudsigt nok Irans øgede indflydelse, der kan betyde, at aftalen ikke kan sælges politisk. For den sunnimuslimske verden tror, at denne aftale også betyder, at USA indgår i et tættere samarbejde med iranerne på alle områder, hvad de også kan tro ud fra det, der sker i Irak, hvor iranske styrker kæmper mod Islamisk Stat med amerikansk støtte,« siger en central kilde i en tænketank i Washington til Berlingske.

Klik her, og se grafik over Irans atomprogram og sanktionerne mod landet.