Derfor tabte og vandt Trump på én gang. Men den store taber kan blive det republikanske parti

Krigere og statsmænd. Amerikanerne er forvirrede efter den republikanske debat. Men kan Trump virkelig ændre amerikansk politik? Og vil partiet acceptere, at han sætter dagsordenen?

Foto: MANDEL NGAN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Milliardæren og realitystjernen Donald Trump har sat dagsordenen for de politiske temaer ved det kommende præsidentvalg. Men han er også med sine erfaringer fra tv ved at ændre vilkårene for debatten og har tvunget de traditionelle republikanske kandidater til at være langt mere aggressive.

En ting er valgtemaerne, noget andet er hans stil, som Trump har hentet ud fra sit reality-show »The Apprentice«, hvor der er kontant afregning for de personer, hvis projekter ikke falder i god jord hos ham. Den karismatiske Trump var frontløberen i reality-showet, der kørte på NBC, indtil tv-stationen afbrød alle kontakter med Trump efter hans udtalelser om mexicanske indvandrere. Udsendelsen var båret af Trumps klare ledelsesfilosofi. Klar tale, så folk kan forstå det, og skåret ud i pap, så idioterne også har en chance for at følge med.

Derfor tabte Trump debatten katastrofalt i torsdags. Folk så en side af Donald Trump, de ikke rigtigt kunne se for sig i Det Hvide Hus. Og derfor vandt han lige så »katastrofalt« debatten på andre områder. Det lykkedes ham at sætte både tonen og emnerne i debatten, og han fik trængt de fleste andre kandidater i baggrunden med sin »klare tale« om emner, som amerikanerne gerne vil diskutere - blandt andet indvandring og USAs position i verden.

The Wall Street Journal skriver, at de ti debatterende republikanere blev skilt i to grupper. Krigere og statsmænd. Og Trump sammen med den iltre guvernør fra New Jersey, Chris Christie, hørte til blandt krigerne. Statsmændene var Floridas tidligere guvernører, Jeb Bush, og Wisconsins nuværende guvernør, Scott Walker samt partiets unge håb, senatoren fra Florida Marco Rubio. Tre af de folk, som Det Republikanske Parti satser stort på, fordi de er pæne republikanere, der under normale forhold ville kunne tiltrække en bred skare af vælgere.

Men i torsdagens debat var to af dem ofte så »statsmandsagtige«, at de gled i et med væggen og ikke blev bemærket. Marco Rubio gjorde til gengæld en god figur, fordi han var i offensiven. Han bliver udråbt af de fleste iagttagere til at være vinder af debatten. Men der var ikke meget kriger over de to andre, hvilket jo ikke er så godt, eftersom et af de vigtigste opgaver, en amerikansk præsident har, er at være øverstbefalende for de væbnede styrker.

Trump satte dagsordenen og leverede fyresedler til højre og venstre, ligesom han gjorde det i sine reality-shows, hvor hans slutbemærkning til taberne var: »Du er fyret«. Kort og godt. Og denne form er gået ind hos amerikanerne i første omgang. Det store spørgsmål er, om stilen holder i det lange løb.

For en dansker er det let at sammenligne med Mogens Glistrups entre på den danske politiske scene og jordsskredsvalget i 1973, Og sammenligningen er ikke helt ved siden af.

Trump er manden, der siger det første, der falder ham ind og gentager meget enkle teser: At de nuværende politikere er en samling »tabere«. At der intet sker i Kongressen, fordi »taberne« hersker der. At USA aldrig har haft en ringere præsident. Og at centralregeringen har fået alt for stor magt og kvæler alt initiativ i USA.

Alt sammen synspunkter med undtagelse af »taber«-begrebet, man kan finde hos nogle af de andre kandidater. Men de siger det ikke så brutalt, som Trump, eller i lige så direkte vendinger. Men det gør amerikanerne hjemme, når de diskuterer politik. Og den afstand, amerikanerne føler til deres politikere i øjeblikket, forsvinder, når de hører Trump tale.

De kommende uger er der dømt efterrationalisering i Det Republikanske Parti. Alt skal endevendes. Også fordi Trump truer med at stille op som en uafhængig kandidat, hvis ikke han vinder partiets nominering, eller republikanerne stiller én op, som han har respekt for. Og i øjeblikket findes den kandidat ikke. Og foreløbig reagerer partiet så traditionelt defensivt på Trump, at det næsten ikke kan undgå at give problemer. Man lukker øjnene, og håber, at det driver over. Det er de fleste iagttagere enige om, at det gør det ikke.

Trump er dukket op på det rigtige tidspunkt. For amerikanerne er trætte af de nuværende politikere og er trætte af den politisk korrekte tone, som altid sættes i debatten, og som folk mener er en hæmsko for politisk udvikling.

Republikanerne har indtil nu prøvet at skubbe Trump ud. Ikke ved at sige, at han er »fyret«. Men ved at forsøge at ignorere ham. Det er farligt. For Trump kan sagtens overleve, at republikanerne vælger ham fra. Men han har allerede sat sig nogle spor i blandt andet indvandrerdebatten, som ikke forsvinder. Republikanerne er ved at indse, at de nu ufrivilligt er blevet deltagere i Trumps realityshow. Og at de risikerer at blive fyret af Trump.

Det sidste er jo ikke så godt. Så mon ikke amerikanerne i de kommende måneder oplever en række republikanske kandidater og ikke mindst partiledelsen, der forsøger en ny strategi. Ellers bliver valget en sejr for demokraterne og Hilary Clinton. Men det er der jo også nogle, der mener er Trumps hovedmission, på grund af hans nære forhold til Clinton-familien. Det er en af konspirationsteorierne, at Trump er bestilt af Clinton til at stille op. Og dem elsker amerikanerne ligeså meget som Trump. Men det er en anden historie.