Derfor slap mange grænseskytter for fængsel

Tyskland har stadig svært ved at forholde sig til DDR-tidens forbrydelser, siger filminstruktøren Stefan Weinert, der sammenligner med berøringsangsten efter nazismen.

I Berlin er det fortsat let at få øje på beviserne for kontrollen med potentielle overløbere fra øst til vest under Den Kolde Krig. Øverst til højre er det eksempelvis et vagttårn i bydelen Treptow i Østberlin, hvor grænsevagter tidligt i 1989 dræbte det sidste offer forud for genforeningen. Arkivfoto: Fabrizio Bensch/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I februar 1989 forsøgte den 20-årige Chris Gueffroy sammen med en ven at kravle fra Treptow i Østberlin til Neukölln i vest. De havde hørt, at grænsevagternes stående ordre til at skyde var blevet ophævet. På det sidste metalgitterhegn blev de opdaget. Chris Gueffroy blev det sidste skudoffer ved den indre tyske grænse inden DDRs sammenbrud syv måneder senere.

I løbet af Tysklands deling omkom 872 mennesker ifølge tyske myndigheder ved den 1400 kilometer lange grænse. Nogle blev skudt, nogle druknede, andre omkom på andre måder. Efter Murens fald kom langtfra alle skytterne i fængsel. En ny tysk dokumentarfilm sætter nu fokus på de efterladtes frustration. Nogle føler, at det moralske og juridiske ansvar aldrig er blevet ordentligt placeret.

»Det, der sårede mig mest, var, at de fleste ikke indrømmede deres skyld,« siger en mor i filmen »Die Familie«, der har premiere i Tyskland 7. november. To dage før 25-årsdagen for Murens åbning.

Retssagerne om de dræbende skud var nogle af de første, der gik i gang, men retten havde vanskeligt ved at placere et ansvar. Samtlige anklagede, fra skytterne over ministeren for nationalt forsvar og helt op til medlemmer af Politbureauet, påberåbte sig DDRs love og de ordrer, de fik, skriver oberstaatsanwalt Bernhard Jahntz i en juridisk analyse af retsprocesserne.

Ved anklagemyndigheden i Berlin blev 6.432 sager om magtanvendelse ved den indre tyske grænse efterforsket. Der blev rejst 112 anklager mod 246 personer. En anklagekvote på 1,73 procent, hvilket er langt mindre end i den normale strafferet. Af dem blev 132 dømt, og 26 blev idømt ubetinget frihedsstraf, skriver Bernhard Jahntz.

Vagten, der skød Chris Gueffroy, blev idømt tre et halvt års fængsel, hvilket senere blev sat ned til to år.

Ifølge Stefan Weinert, der har instrueret »Die Familie«, savner mange efterladte anerkendelse og empati fra det tyske samfund. Retssystemet forsøgte efter bedste evne at placere skyld, men der var også et pres i de første år for at skaffe ro, vurderer han. Samtidig ville den tyske højesteret ikke straffe den østtyske ledelse med Egon Krenz i spidsen for hårdt, og det fik konsekvenser for strafudmålingen ned gennem systemet, forklarer Stefan Weinert.

»Det blev sagt, at skytterne var det nederste led i en befalingskæde. Hvis man havde straffet dem hårdere, havde det haft konsekvenser for alle politikere, eller for hele militæret, og det ville man undgå. Hvis man havde givet en dødsskytte tre års fængsel, havde det også haft konsekvenser for Egon Krenz. Så skulle han have haft en højere straf, og det ville man undgå,« siger han.

DDRs sidste leder, Egon Krenz, blev i 1997 idømt seks et halvt års fængsel.

Det var ikke kun relativt få grænsevagter, der endte med at komme i fængsel. Det samme gjaldt for eksempel Stasi-medarbejdere. Ifølge Bundesstiftung zur Aufarbeitung der SED-Diktatur var der i DDR mellem 250.000 og 300.000 politiske fanger. Der blev efterfølgende indledt flere end 100.000 efterforskninger, hvilket førte til 700 anklager, hvoraf 30 til 50 endte med fængselsstraf, forklarede organisationens daglige leder, Anna Kaminsky, for nylig på et pressemøde i Berlin. For ofrene var det et slag i ansigtet, mener hun, ikke mindst fordi det kommunistiske parti efterfølgende har hævdet, at det ringe antal dømte viser, at der ikke i større omfang fandt uret og forbrydelser sted.

Den tidligere borgerretsforkæmper Rainer Eppelmann frygter, at DDR er ved at gå for tidligt i glemmebogen. Han blev som ung idømt otte måneders fængsel i DDR, da han ikke ville aftjene sin værnepligt og afgive faneeden. Senere arrangerede han som præst en række berømte blues-messer i sin kirke, hvor unge mennesker kunne lufte deres utilfredshed. Først efterfølgende fandt han ud af, at Stasi to gange havde forsøgt at dræbe ham. Én gang havde de pillet ved bremserne på hans bil, og en anden gang blev hans bil torpederet i en kryds. Han beklager, at unge tyskere ved meget lidt om de delte år. Europas demokratier har brug for at huske, mener han.

»Vi ved ud af tysk historie, jeg tænker på efteråret 1932 eller januar 1933, at et demokrati sagtens efter de valgberettigedes vilje kan udvikle sig til et diktatur. Det kan også ske i dag,« sagde Rainer Eppelmann på pressemødet.

Ifølge Stefan Weinert, der er opvokset i Vesttykland, er omgangen med DDR efter 25 år stadig præget af berøringsangst, på samme måde som Vesttysklands omgang med nazismen var det i de første årtier.

»Der sker først noget, når en ny generation uden følelser kan stille spørgsmål. Man mærker i samtalerne, at debatten meget hurtigt bliver emotionel. Alle, der selv har levet i systemet, føler sig meget hurtigt personligt angrebet. De føler, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved deres biografi. Det er for alle meget svært at skelne imellem, hvordan man arrangerede sig i det her system, og hvordan systemet var,« siger Stefan Weinert.

Egon Krenz, DDRs sidste leder, blev idømt seks et halvt års fængsel blandt andet for sit ansvar i forbindelse med grænsevagters beskydning af østtyskere. Her er han fotograferet i 2009. Foto: John MacDougall/AFP Fold sammen
Læs mere