Derfor skaber Trump panik i Republikanernes ledelse

Republikanerne, det gamle parti i USA, er i en identitetskrise og rives itu af tre grupperinger: de gamle, de nye og så protestpolitikerne.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ralph Freso

WASHINGTON: Protestvælgerne i USA bestemmer lige nu retningen i den amerikanske valgkamp. Dette går især ud over USAs store, gamle parti, Republikanerne, der kæmper med en identitetskrise, som er ved at udarte sig til et drama over flere akter. Og der er vel at mærke tale om et drama, der kan koste partiet muligheden for at vinde præsidentvalget i november 2016.

Ultimativt kan det betyde, at Republikanerne mister flertallet i Kongressens to kamre – ligeledes om to år. Kort sagt er der tale om en gyser for den republikanske ledelse, der bag kulisserne tilsyneladende gør, hvad den kan for at forhindre partiet i at vælge protestpolitikerne i form af milliardæren Donald Trump eller hjernekirurgen Ben Carson.

 

Partiet regner ikke for alvor med, at de to kan vinde selve præsidentvalget – dertil er deres politik så marginal, at de kun vil kunne tiltrække protestvælgerne, der i øjeblikket er de mest dominerende. Men de to kan sagtens ende med at blive partiets kandidater, når feltet skal indsnævres til en enkelt person ved konventet i juli i Cleveland i Ohio. Den kandidat, der bliver valgt ved konventet, skal så ud i en sidste runde mod Demokraternes valgte kandidat – formentlig Hillary Clinton, som ifølge alle meningsmålinger med lethed vil kunne vinde over både Carson og Trump.

Lammelsen har ramt de etablerede

De etablerede republikanere er som lammede. Kandidater som Floridas tidligere guvernør Jeb Bush og New Jerseys guvernør Chris Christie for ikke at nævne den gamle republikanske midterpolitiker, Ohio-guvernør John Kasich, kan i øjeblikket ikke samle tilstrækkeligt med støtte i meningsmålingerne. Det er protestvælgerne, der dominerer det politiske landskab – og det kun få måneder før, primærvalgene for alvor begynder.

Det er Donald Trump og Ben Carson med deres bastante udmeldinger om muslimer, om mexicanere, om indvandring, om terror og om USAs påståede mangel på politisk og militær styrke, der går rent ind hos vælgerne. Ikke de mere afdæmpede synspunkter, som de »gamle« i partiet står for.

Den såkaldt anstændige konservatisme er med andre ord ved at forsvinde i det, kommentatorer i USA kalder for »Trumps og Carsons nydefinerede konservatisme«, som består i at tale lige ud af posen. Eller som Donald Trump siger:

»Det er slut med at være politisk korrekt. Det politisk korrekte har ødelagt alt for meget i USA.«

De tre nye trækker i hver sin retning

Imellem de gamle politikere og protestpolitikerne står en række yngre, nye og afsøgende politikere som senatorerne Marco Rubio, Ted Cruz og Rand Paul, der er vidt forskellige, men grundlæggende mere eller mindre alle er rundet af Tea-Party-bevægelsen – også selv om denne betegnelse i dag ikke er dækkende for deres politik.

Den af de »nye«, der ud fra partiets normale principper vil være tættest på at kunne vinde kandidaturet, er Marco Rubio. Han har på mange fronter tilpasset sig partiets midterlinje, men han har – selv om han er meget ny i Senatet – allerede begået en række dumheder ved ikke at være tilpas flittig til at møde op og passe sit arbejde. Desuden har Marco Rubio haft problemer med at skelne mellem sin egen økonomi og partiets. Dog har dette ikke været så grelt, at det har afstedkommet andet end en påtale.

Selv om han er en yderst omstridt politiker, står Ted Cruz forbavsende godt netop nu. Blandt andet fordi han ikke har vist den store samarbejdsvilje i Kongressen. Ted Cruz beskyldes for at have været med til at lukke regeringen ned ved ikke at ville stemme for budgettet for to år siden og er i evig opposition til ikke alene de etablerede i partiet, men også til demokraterne. Så samarbejdsevner er ikke det, man kender Cruz for. Til gengæld har han et fast greb om de religiøse stemmer i Iowa, som er den første stat, der skal stemme.

Også Rand Paul, som i dag tilhører den libertarianske fløj i partiet, går sine egne veje. Kort sagt støtter han intet i Kongressen, hvis ikke lovforslaget i ånd og bogstav er i overensstemmelse med forfatningen. Dette giver ham en række handicap, for synspunkterne er svære at forene med et USA, der har forandret sig. Forfatningen er selvfølgelig hellig, men hvis man analyserer alle forslag ud fra disse principper, er der ikke meget, der kan lade sig gøre.

Trump kan blive den endelige kandidat

Og så er vi tilbage ved de etablerede. Den republikanske ledelses håb er, at alle – når valgkampen er fremme ved foråret – har glemt Trump og Carson. Protestvælgerne vil til den tid være et fåtal, for der er ikke mange af de såkaldt »normale« republikanske vælgere, der beskæftiger sig med valget før da. Ved en række tidligere præsidentvalg har man ligeledes set en række outsider kandidater klare sig godt i de indledende runder for så at forsvinde fra feltet, når alvorens time meldte sig.

Det er netop dette, som Det Republikanske Parti håber vil ske. Men til forskel fra tidligere har Donald Trumps succes i meningsmålingerne været ret konstant. Det har betydet, at mange amerikanske kommentatorer nu ikke længere vil udelukke, at han kan blive partiets endelige kandidat – og det har skabt panik i det gamle partis ledelse. Så megen panik, at de frygter, at hvis ikke de accepterer Trump som kandidaten, så stiller han op på en uafhængig liste.

Sker dette, er vurderingen, at det vil være slut for partiet ved valget i 2016. Så vinder Demokraterne. Og Hillary Clinton bliver præsident – oven i købet med den mulighed, at Republikanerne taber flertallet i begge kamre i Kongressen. Et sandt mareridts­scenarie for Republikanerne.