Derfor går Tyrkiets premierminister af

Tyrkiet skal have en ny premierminister, efter at Ahmet Davutoglu torsdag meddelte, at han forlader sin post.

præsident Recep Tayyip Erdogan sammen med den nu afgående premierminister Ahmet Davutoglu. Fold sammen
Læs mere
Foto: UMIT BEKTAS

Ankara: Skamlen har længe vaklet under Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu, og torsdag tabte han endeligt magtopgøret mod præsident Recep Tayyip Erdogan, da premierministeren meddelte, at han træder tilbage fra sin post.

Ahmet Davutoglus tilbagetræden er resultatet af en politisk strid mellem ham og præsident Recep Tayyip Erdogan, der begge er medlemmer af regeringspartiet - Retfærdighed og Udviklingspartiet, AKP.

Erdogan ønsker med en forfatningsændring at ændre det nuværende parlamentariske system, således at præsidentembedet får flere beføjelser. I øjeblikket har Tyrkiets præsident overvejende ceremonielle pligter.

Men det ønske deler Davutoglu ikke. Øget magt til præsidenten vil nemlig ske på bekostning af premierministeren.

Samtidig har Davutoglu ønsket at lede fredsprocessen med kurderne tilbage på sporet, efter at Tyrkiet har været plaget af voldsom uro og vold i forlængelse af sammenbruddet mellem parterne.

På det punkt står Erdogan dog meget stejlt. Han vil ikke diskutere fred med kurderne, hvis indflydelse i stedet søges knust med rå magt.

Også stridigheder om Tyrkiets aftale med EU samt landets centralbank kan have forværret Davutoglu og Erdogans forhold.

Iagttagere spekulerer desuden i, om magtkampen nåede sit højdepunkt 29. april, hvor Davutoglu blev frataget sin beføjelse til at udnævne partiets provinsielle ledere.

Præsident Erdogan udpegede i 2014 selv Ahmet Davutoglu som sin efterfølger på posten som premierminister, da Erdogan blev præsident.

Davutoglu bliver på posten som premierminister og partiformand indtil 22. maj, hvor AKP holder kongres.

En række ministre er blevet nævnt som mulige kandidater til at overtage posten som premierminister. Blandt andre transportminister Binali Yildirim og energiminister Berat Albayrak, der også er Erdogans svigersøn.

Kilder: Reuters, AFP, BBC

/ritzau/