Derfor er tyrkerne så glade for Erdoğan

Recep Tayyip Erdoğan betragtes af tyrkere som en folkekær helt trods massiv kritik fra Vesten. Mød tre personer – alle tæt på den tyrkiske præsident – der finder det nemt at forklare populariteten.

Ayhan , frisør, Istanbul, Tyrkiet Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mange i Vesten har det svært med den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan. Efter sidste måneds mislykkede kupforsøg har der været kritisk fokus på de efterfølgende massive anholdelser og fyringer af titusinder, der er blevet forbundet med Gülen-bevægelsen, som den tyrkiske regering og Erdoğan hævder stod bag kupforsøget. Tyrkiet har brugt den manglende opbakning fra Europa til at beskylde Vesten for at have en finger med i kupforsøget.

Står stærkere end nogensinde

For nylig besvarede Erdoğan Vestens og Amnesty Internationals kritikken af masse­anholdelser, tortur og ustabilitet efter kuppet. Han beskyldte de vestlige lande for dobbeltmoral:

»I støtter terror og kup. Ingen har besøgt os efter kuppet. Men samtlige lande tog til Bruxelles, da der var terror dér«.

I en kommentar i politico.eu skriver den tidligere svenske stats- og udenrigsminister, Carl Bildt, at Europa kunne have udtrykt større støtte til den demokratiske modstand mod kupmagerne. I stedet er den europæiske lettelse over at undgå et kup blevet opvejet af en bekymring over autoritære tendenser i Tyrkiet.

The Economist kaldte anholdelserne for »Erdoğans hævn«, og det er nogenlunde samme fortælling, der er fremstillet i de store vestlige medier efter kuppet. Den tyrkiske regering bliver kritiseret for forfølgelse af politiske modstandere, uanset om der er sandsynlige forbindelser til kuppet eller ej, og der har været oplysninger om alvorlige overgreb og tortur mod fængslede.

Hvor mange fra Vesten ser en endnu mere autoritær Erdoğan, er der ingen tvivl om, at præsidenten i Tyrkiet står stærkere end nogensinde. Erdoğans brug af anti-vestlige retorik og offerkort har styrket ham iblandt vælgerbasen og ikke mindst på den ydre højrefløj.

Berlingske har talt med tre personer, der kender, respekterer og beundrer Erdoğan dybt. De fortæller hver på deres måde, hvad de synes, der kendetegner Erdoğans lederskab og giver dermed en indgang forståelsen af den store opbakning, han har i landet.

Hilal Kaplan, Istanbul, Tyrkiet Fold sammen
Læs mere
Foto: Sultan Coban.

Hilal Kaplan er journalist og ven af Erdoğan-familien. Hun er en af de få journalister, Erdoğan lader sig interviewe af i Tyrkiet. Kritikere og den tyrkiske opposition kalder hende for ’AKPs propagandamaskine’. Ifølge Kaplan skilte Erdoğan sig ud fra andre partiledere i 2002, da hans parti første gang stillede op til valg. Erdoğans kampagne var baseret på, at partiet skulle besøge alle familier, foreninger, tehuse – ja, selv værtshuse – og promovere partiet og tale om en fælles tyrkisk fremtid, hvor der er plads til alle. Erdoğan skilte sig ud fra tidligere konservative politikere i Tyrkiet, da han inddrog kvinder i partipolitik og arbejdsmarkedet i sin tid som Istanbul-borgmester, fortæller Kaplan.

Kaplan mener, at de såkaldt Gezi-oprørere og sammenstødene ved parken i Istanbul i 2003 var et vendepunkt i de vestlige mediers opfattelse af Erdoğan som politisk leder.

»Vesten har stemplet Erdoğan som autoritær, og det vil de ikke give slip på, uanset hvor godt han gør det. «, siger hun til Berlingske og fortsætter: »Hvis Erdoğan er så autoritær, hvorfor kaldte Vesten ham så for en demokrat i 2011? Dengang var der KCK-sagen mod kurdiske politikere og journalister, og tusindvis kom i fængsel under Erdoğans statsministerperiode, i øvrigt noget jeg kritiserede regeringen for dengang, men dengang kritiserede Vesten ham ikke, så hvad er der sket nu?«

Hilal Kaplan siger, at hun først mister tilliden til regeringen, hvis anholdelserne begynder at omfatte andre end såkaldte »gülenister«, der bliver anklaget for at have udtænkt kupforsøget anført af en eksileret leder.

Kaplan fortæller, at Erdoğans fremtoning som urokkelig leder i Vesten er helt forkert. Tværtimod beskriver hun ham som en humoristisk mand og god til at lytte.

»Han har en notesbog, som han nøje noterer vigtige argumenter i, og han husker hver evig eneste detalje af noget, han har lovet eller bemærket sig«.

Men tyrkere har kulturelle koder, der ikke matcher Vestens, siger Kaplan, og derfor går nuancer tabt i Erdoğans udtalelser.

Kaplan skildrer en episode måneder tilbage, hvor Erdoğan udtalte, at kvinder, der fravælger fødsel, er ufuldstændige:

»Det var uskyldigt sagt og ikke en anti-feministisk sætning, men Vesten fordrejede det uden at forstå de kulturelle koder i argumentet. Noget, der for det tyrkiske folk opfattes som godt, kan blive problematisk i en vestlig kontekst.«

Kaplan griner og tilføjer, at han til gengæld ikke har noget filter. »Erdoğan siger, hvad han tænker uden nærmere eftertanke«, og det mener Hilal Kaplan får Erdoğan til at virke uigennemskuelig og utilregnelig set udefra.

Egemen Bagis Fold sammen
Læs mere
Foto: Sultan Coban.

Egemen Bagis var Tyrkiets første minister for ministeriet for EU-medlemskab. Bagis havde boet 12 år i New York, hvor han blandt andet var formand for en tyrkisk akademikerforening, der skaffede ham forbindelser til tyrkiske politikere.

Erdoğan havde bemærket sig Bagis’ engelskkundskaber og gode relationer til USA. I 2002 flyttede Bagis tilbage til Tyrkiet, efter personlig opfordring fra Erdoğan om at stille op som parlamentskandidat for AKP. Bagis’ politiske karriere endte i 2013, hvor han og tre ministre blev anklaget i en stor korruptionsskandale. Selv om officielle, politiske forhold til den daværende statsminister Erdoğan endte brat, fortsatte det private venskab.

Bagis betegner Erdoğan som en ven, bror, fader, leder og en god muslim. »Han er mand, som en mand skal være,« siger han – med brug af en fast tyrkisk vending.

For Bagis er Erdoğans lederskab kendetegnet ved gennemsigtighed og loyalitet, »han er den mest tilregnelige leder i den muslimske verden. Han holder, hvad han lover, ord for ord«, siger Bagis og henviser til flygtningeaftalen med EU.

»Erdoğans popularitet og folkets støtte skyldes, at han er én af dem, og han forstår og lytter til deres behov. Han er en kamæleon, der formår både at spise ved store gilder med konger, men han er også ydmyg nok til at sidde på gulvet og spise suppe hos en fattig familie«, siger Bagis til Berlingske.

»Han elsker i øvrigt simit (tyrkisk brød/sesamkringle, red.)«, smiler Bagis.

Erdoğan har selv en fortid som simit-sælger. Da han var barn, hjalp han med at forsørge sin fattige familie i Istanbul. Han opkøbte overskydende simit om dagen og opvarmede dem morgenen efter, så kringlerne kunne fremstå friske igen. Derefter solgte han dem en halv øre billigere end de andre simit-sælgere.

Ligesom journalist Hilal Kaplan opremser Bagis de økonomiske reformer og den udvikling, som Tyrkiet har gennemgået, siden AKP kom til magten i 2002. Berlingske spørger Bagis, om de demokratiske reformer er blevet overskygget af den økonomiske vækst i mellemtiden.

»Det kan godt være, at vores demokrati ikke er nået på et niveau som nogle europæiske lande. Men sidste måneds kupforsøg og folkets modstand mod det viser, hvor stor respekt det tyrkiske folk har for demokrati«, svarer Bagis.

Ayhan Yasar driver en lille, ydmyg og traditionel barberbutik i bydelen Kasimpasa i Istanbul. Ayhan er 50 år og har kendt Erdoğan i omtrent 30 år. Deres forældre er fra samme landsby i sortehavsbyen Rize.

Både Ayhan og Erdoğan er dog født i det konservative arbejderklasseområde Kasimpasa i Istanbul. Erdoğan er kommet i Ayhans frisørbutik, siden han var ung. Da Erdoğan var fængslet fire måneder i 1999 for at læse et religiøst digt op, klippede Ayhan ham hver anden uge, »men hans overskæg må absolut ingen røre, det klarer han helt selv«, fortæller han.

Når Erdoğan i dag har lejlighed til at forlade præsidentembedet i Ankara og komme til Istanbul, beder han Ayhan om at komme og klippe hans hår til.

»Siden han blev præsident, er intervallet af klipninger blevet færre. Al den stress har da heller ikke efterladt megen hår« griner frisøren vemodigt.

For Ayhan er Erdoğans den mest folkelige leder, som landet har haft. Anekdoter fra Erdoğans ungdom har ifølge Ayhan været med til at påvirke ham til at blive en serviceminded leder.

Engang var Erdoğans gamle mor blevet syg, og Erdoğan måtte tage hende til skadestuen. Dengang i 90erne var sundhedssektoren et mareridt i Tyrkiet: Timelange køer, manglende personale, dyre behandlinger og tårnhøje priser på medicin. »Én der ikke har oplevet det mareridt, ville aldrig forstå arbejderklassens lidelser, men Erdoğan var én af os. Han så og oplevede, hvordan det var at være fattig, og derfor var det første, han gjorde, da han blev statsminister i 2002, at reformere sundhedssektoren, styrke middelklassen og give konservative kredse en stemme«, siger Ayhan.

Ayhan griner højlydt, da han fortæller en anekdote fra sin pilgrimsrejse til Mekka. Det var kort tid efter, at Erdoğan forlod Davos-topmødet under en debat om Gaza med daværende israelske præsident Shimon Peres. I Tyrkiet huskes episoden som ’one minute’-sagen, fordi det ord var det eneste engelsk Erdoğan kunne opremse, i forsøg på at få ordet fra ordstyreren.

Da Ayhan prøvede at trænge igennem en gruppe mennesker for at fylde tomme flasker med det hellige ZamZam-vand, råbte han på et tidspunkt ’one minute’ for at stoppe en arabisk mand, der maste sig frem.

Araberen brast i latter og forstod, at Ayhan var tyrker.

»Vi er stolte over, hvordan Erdoğan satte Israel på plads«, siger han, velvidende, at episoden blev betegnet som en skandale i Vesten. I næste uge skal Ayhan til Mekka igen, og denne gang vil han bede for Erdoğan og Tyrkiet:

»Med de store byrder, Erdoğan må bære, kan han næppe klare sig uden bøn og Allah«.