Derfor blev Kobane til Stalingrad

Hvorfor er Kobane blevet byen, som både Islamisk Stat og amerikanerne vil vinde? Det var heller ikke planen, tværtimod, men nu er de endt med et moderne Stalingrad.

Slaget om den syriske by Kobane, der ligger tæt på grænsen til Tyrkiet, handler om langt mere end byen selv for både islamisterne og den vestlige koalition. Hundredvis af journalister og civile tilskuere har fulgt slagets gang fra et højdedrag på den tyrkiske side af grænsen, og byen er blevet et vigtigt symbol for begge parter. De fleste af byens 200.000 indbyggere er flygtet. Foto: Bulent Kilic Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SANTA FE: Kobane har fået en vigtighed, som Kobane egentlig ikke har.

For islamisterne var den syriske by, der ligger ved grænsen til Tyrkiet, blot endnu et forsøg på en lynerobring, og hvis det ikke lykkedes, ville de vende om og prøve igen senere. Og amerikanerne sagde i sidste måned ligeud, at Kobane ikke havde nogen synderlig betydning.

Det har i den grad ændret sig. Slaget begyndte 1. august, det står stadig på, og Kobane har fået begge parter til at omkalfatre deres strategi. I den seneste måned har amerikanerne foretaget tæt på 200 luftangreb mod Islamisk Stat ved Kobane, de har nedkastet våben og humanitær hjælp, og de har vredet armen om på den tyrkiske regering og tvunget den til at åbne grænsen for forstærkninger. Den amerikanske præsident, Barack Obama, har gjort det klart, at Kobane skal holdes.

Islamisterne siger nu det samme, også selv om de sociale medier afslører, at de lider uhørte tab. »Mange, mange døde.... Vi har brug for dine bønner,« skriver en soldat. »Jeg sidder hos krigsenkerne. Deres mænd blev martyrer, og der er mange,« skriver en kvinde.

Det myldrer med billeder af unge mænd, som nu flyver i »hjertet på grønne fugle til paradis,« og lige så omnipresente er officielle forsikringer om, at Kalifatet nok skal tage sig økonomisk af krigsenkerne. Tidligere ville den slags modstand have fået Islamisk Stat til at finde et lettere mål, men ikke denne gang. Nu sender de flere soldater, flere våben, flere bombebælter, og byen skal tydeligvis vindes.

Hvilket giver Kobane den vigtighed, som Kobane nu har: En støvet by ude midt i ingenting er blevet det sted, hvor historiens muligheder tørner sammen. Et Stalingrad.

Sammenligningen er ikke perfekt, men den forklarer, hvorfor Kobane er så vigtig. Stalingrad var først og fremmest et psykologisk vendepunkt under Anden Verdenskrig. Nederlaget til russerne knækkede ikke den tyske krigsmaskine, men det knækkede troen på tysk sejr, fordi begge parter havde gjort byen til et kardinalpunkt, og hele verden vidste det. Hvis man siger, at en by skal vindes, og man ikke gør det, så har man tabt mere end byen, og akkurat den samme dynamik udspiller sig i Kobane.

Det var ikke, hvad islamisterne kom for i august. De har indtil nu valgt en opportunistisk taktik med hurtige og nemme sejre, fordi flere sejre giver flere rekrutter og flere sponsorpenge, og flere sejre efterlader et indtryk af krigens uafvendelighed.

Deres kampstyrke er fart, iver og chokeffekten af selvmordsbomber, og den slags gør sig i åbne og sparsomt befolkede områder i det østlige Syrien, men ikke i storbyerne. Derfor har de holdt sig ude af f.eks. Damaskus, Aleppo og Homs, og Kobane var mere deres stil – en isoleret by i et gunstigt terræn, en potentiel hurtig og nem sejr.

Baghdadi ville ikke tabe ansigt

Islamisk Stat omringede byen fra tre sider og beskød den med morterer og tunge sovjetiske 12,7 mm-maskingeværer, skriver websitet Medium i en taktisk analyse, og snart bølgede selvmordsbombere og Toyota pick up-køretøjer ind mod Kobane, kamplystne infanterister fulgte efter, og en normal by ville være faldet på det tidspunkt.

Men Kobane var ikke en normal by: De syriske kurdere besluttede at forsvare den til allersidste mand, de kæmpede fra hus til hus, og nok vandt islamisterne frem, men de betalte dyrt for hver en meter, og de stod over for en afgørende beslutning: Skulle de blive eller ikke?

Islamisk Stat havde indtil da ført krig på sin styrke, ikke sin svaghed, og hvis ikke lynangrebene gav resultater, fandt de et nemmere mål. Men nu besluttede kalif Abu Bakr al-Baghdadi det modsatte. Kobane skulle erobres – koste hvad det ville.

Hvorfor ændrede han holdning? Forklaringen kan formentlig findes på et højdedrag på den tyrkiske side af grænsen. Her fulgte hundredevis af internationale journalister slagets gang, og det var noget nyt for ham.

Islamisk Stat havde indtil da kæmpet i områder, hvor der var meget lidt mediebevågenhed, som Wall Street Journal har noteret. I august – samtidig med angrebet på Kobane – erobrede islamisterne byen Hit i Irak og massakrerede 700 beboere i Abu Hamam i Syrien, og det førte ikke til mange avislinjer, for der var ingen journalister. Islamisk Stat trak sig også i den periode fra andre kampe, men uden den store bevågenhed.

I Kobane var der derimod væg-til-væg-mediedækning, og Baghdadi følte ikke, at han kunne trække sig – det ville være for offentligt et ansigtstab. Dermed var det for første gang omgivelserne, der førte hans hånd og ikke omvendt, og Islamisk Stat udkæmper nu en krig, som de er dårlige til, som en af deres halvofficielle twitter-konti erkender: »Det gode er, at vi lærer at føre bykrig og uden luftherredømme. Det er nyttigt«, hedder det hos Islamic States Times.

Kan blive presset til at angribe Bagdad

Men begivenhederne førte ikke kun al-Baghdadis hånd; de førte også præsident Obamas. Han havde indtil da lyttet mest til kolde realister, som sagde, at han skulle holde sig på en armslængde af krigen og ikke forpligte USA på taktiske sejre. Men det ændrede sig i Kobane og af tre grunde, som Foreign Policy opregner:

For det første fordi Islamisk Stat proklamerede, at Kobane var et »must-win«, og det var et handskeslag i ansigtet på amerikanerne. For det andet fordi medierne skildrede kurdernes kamp og islamisternes skånselsløshed, og ligesom dækningen af bombardementet i Sarajevo i 1994 udfordrede det amerikanernes laissez-faire og samvittighed. Og for det tredje fordi Kobane havde så mange oplagte mål. Islamisk Stat opmarcherede bataljoner og tungt isenkram, og for erfarne kamppiloter var det som et skydetelt med et overdimensioneret bullseye.

»Kobane ændrede Obamas strategi, og siden er det gået stærkt. På rekordtid har amerikanske flyangreb sendt Islamisk Stat i retræten, og lige så mirakuløst har præsident Obama tvunget tyrkerne til at gøre noget, som er dem inderligt imod – hjælpe kurderne og åbenlyst gå imod Islamisk Stat,« siger James Jeffrey, tidligere amerikansk ambassadør i Ankara og Bagdad, til BBC.

Dermed er Kobane blevet til Kobanegrad; ikke fordi amerikanerne eller islamisterne ville det, men fordi begivenhedernes dialektik ville det, og byen er ladet med en symbolik, der spænder kloden. Det er – i det mindste i psykologisk forstand – civilisationernes sammenstød.

Så vil taberen i Kobane tabe krigen? Ikke nødvendigvis, men Stalingrad illustrerer, hvad der kan ske. Tyskerne var som sagt ikke militært færdige efter Stalingrad, men nederlaget førte til en defaitisme, og for at vende moralen kastede de sig ud i en hovedkulds offensiv. Seks måneder senere fulgte panserslaget ved Kursk, og derefter var tyskerne færdige. Resten af krigen gik de baglæns.

På samme måde vil taberen i Kobane formentlig blive tvunget til at tage beslutninger, som er mere nødvendige end kloge. Hvis amerikanerne taber, kan de føle sig pressede til at sætte landstyrker ind, og hvis islamisterne taber, kan de føle sig pressede til at angribe et umuligt mål som Aleppo eller Bagdad.

Og begge dele kan være begyndelsen på enden.