Derfor blev fransk terrorist bag kirkeangreb løsladt i marts

Den ene gerningsmand bag tirsdagens angreb var terrorsigtet, men han blev løsladt i marts efter flere måneders varetægtsfængsling. Her kan du læse hvorfor.

En kvinde tænder et lys ved rådhuset i Saint-Etienne-du-Rouvray i Frankrig, for at mindres præsten, der blev dræbt i endnu et terrorangreb i Frankrig tirsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: PASCAL ROSSIGNOL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det angreb på en kirke i byen Saint-Etienne-du-Rouvray i Frankrig, der tirsdag kostede en præst livet og sårede tre andre, blev udført af to mænd, hvoraf den ene er blevet identificeret som 19-årige Adel Kermiche.

Det oplyser Frankrigs anklager i terrorsager, François Molins, ifølge flere franske medier.

Efterfølgende er det kommet frem, at den 19-årige var kendt af det franske antiterrorpoliti, da han tidligere har forsøgt at rejse til Syrien to gange.

Men han blev løsladt fra varetægtsfængsling 18. marts i år og sat i husarrest, og her cirka fire måneder senere har han altså stået bag et angreb, som terrororganisationen Islamisk Stat (IS) via sit nyhedsbureau, Amaq, har taget skylden for.

Psykiske problemer

Den franske avis Le Monde har set nærmere på, hvad der ledte op til løsladelsen, idet avisen har fået indsigt i dele af retssagen.

Det fremgår, at Adel Kermiche har været sigtet for at have relation til en terrorvirksomhed siden marts 2015. Efter hans andet forsøg på at rejse til Syrien, hvor han blev anholdt i Tyrkiet 13. maj 2015, blev han varetægtsfængslet.

I den forbindelse blev der lavet en personlighedsundersøgelse, hvoraf det blandt andet fremgår, at han siden 6-års alderen er blevet indlagt regelmæssigt med psykiske problemer. Under retssagen fortæller han selv, at han ønsker en karriere inden for sundhedsvæsenet. Hans familie forklarer i den sammenhæng, at han står med adskillige jobmuligheder i et kommunalt fritidscenter.

»Jeg er muslim med værdier som barmhjertighed, venlighed (...) Jeg er ikke en ekstremist,« forklarede han selv ifølge Le Monde.

Anklageren var ikke overbevist

Under varetægtsfængslingen havde han mødt en ung franskmand, der har tilbragt halvandet år hos IS. Men i retten forsikrede han dommeren om, at han ønskede at genoptage sit liv i Frankrig.

Han ønskede at se sine venner og at blive gift, skriver avisen.

Dommeren følte sig overbevist og sagde, at Adel Kermiche havde »indset sine fejl«, at han havde »selvmordstanker« under varetægtsfængslingen, at han var fast besluttet på at begynde en ny vej, og at hans familie syntes villige til at hjælpe ham.

Den 19-årige fik lov at komme ud af fængslet og i stedet bære en elektronisk fodlænke i hjemmet hos forældrene.

Anklageren var imidlertid ikke overbevist af argumenterne og appellerede derfor dommen. Anklageren påpegede, at der omstændighederne taget i betragtning var stor risiko for, at lovovertrædelser ville gentage sig.

Men afgørelsen stod fast, skriver Le Monde.

Adel Kermiche blev tvunget til at modtage psykologbehandling, og så blev han sat i husarrest hos sine forældre med en elektronisk fodlænke med forbud mod at forlade området og begrænset tilladelse til at forlade huset.

Det måtte han kun i tidsrummet fra klokken 8.30 til 12.30 i ugens hverdage, hvilket er det tidsrum angrebet fandt sted mod kirken i Saint-Etienne-du-Rouvray, der ligger nær Rouen nordvest for den franske hovedstad, Paris.