Derfor blev der ikke sendt SMSer fra MH370

Danske eksperter peger på, at det malaysiske passagerfly må være fløjet over vand for at undgå mobildækning, men de er uenige om, hvorvidt passagererne har haft mobildækning over land.

Foto: TED ALJIBE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MALAYSIA: Ruteændringen på det malaysiske Boeing-777, MH370, mere end antyder, at flyet er forsvundet ud over den sydlige del af Det Indiske Ocean efter at være svinget i stik modsat retning af sin oprindelige kurs mod nordøst til Beijing. Det skriver flere internationale medier onsdag.

Flyet har dermed definitivt været uden for alle mobilmasters rækkevidde, og derfor har passagererne ikke kunnet sende SMSer, som i givet fald kunne være med til at kaste lys over, hvilken situation passagerflyet befandt sig i.

Der har tidligere været rejst spørgsmål om, hvorfor der ikke er blevet opfanget en eneste SMS-besked fra ombordværende på flyet, og ifølge professor Gert Frølund Pedersen fra Institut for Elektronik på Aalborg Universitet har intet teknisk været til hinder for, at passagerer har kunnet sende en SMS - hvis de har fløjet over land. Han nævner, at han selv ved et uheld har modtaget et opkald, mens han sad i et fly i stor højde.

Tavsheden tyder derfor ifølge Pedersen på, at flyet derfor har bevæget sig over vand.

Han forklarer, at et brugbart mobilsignal rækker op til 35 kilometer. Med andre ord er det tilstrækkeligt til, at de ombordværende har kunnet få forbindelse - hvis flyet har bevæget sig over områder med mobilnetværk.

Selv ved et fly, der bevæger sig over land i en højde på for eksempel 10.000 meter, »vil der være masser af signal«. selv om det ikke nødvendigvis er »superstærkt«, konstaterer Gert Frølund Pedersen.

Dog er det anderledes, hvis flyet befinder sig mere end 35 kilometer fra land over havet, påpeger professoren. Her vil der intet signal være.

»Så har flyet været over land, og har passagererne forsøgt at sende SMSer, er jeg sikker på, nogle af dem ville være kommet igennem. Og er ingen kommet igennem, er jeg sikker på, at man har været ude over vand. De har ikke været over land,« slår Gert Frølund Pedersen fast.

Torben Rune, der er administrerende direktør i firmaet NetPlan A/S, som rådgiver virksomheder og institutioner i telekommunikation, er enig i, at manglende mobildækning over vand kan være en medvirkende årsag til, at der ikke er kommet SMSer. Samtidig er han dog uenig i, at der kan have været dækning maskinens flyvehøjde.

Ifølge ham rækker er mobilsignal til maksimalt to-tre kilometer i højden.

»Den altovervejende del af signalet rettes fra masten og nedad. Det er meget lidt dækning, der er over mastens højde. Der er noget signal, men det er ganske svagt. Ved et fly, der er mere end 2.000 meter oppe i luften, er det intet mobilsignal,« siger Torben Rune.

Skulle der være signal i den højde, skulle man nærmest sende det lodret op i luften, og det gør man ikke, fordi det er dyrt at bruge energi på,« siger Torben Rune.