En tur i straffeboksen, som spilleren, der dømmes, selv er med til at beslutte.
Det var resultatet, da partierne i den konservative EPP-familie onsdag i Bruxelles mødtes med Ungarns Viktor Orbán.
Forinden havde den konservative spidskandidat til Europa-Parlamentet, Manfred Weber, fremlagt et kompromisforslag, hvor Fidesz' medlemskab blev suspenderet, samtidig med at partiet kom under observation af et »vismandspanel«.

Lang debat
Debatten bølgede længe frem og tilbage, og Weber betegnede efterfølgende diskussionen som »intens«. Til sidst stemte nærmest alle – og vel at mærke også Orbán – for Webers forslag.
Forinden havde Orbán forgæves forsøgt at ændre teksten mærkbart.
Suspenderes her og nu
Som følge af EPPs beslutning vil Fidesz med umiddelbar virkning ikke længere kunne deltage i EPP-møder. Partiet har også mistet sin stemmeret og mulighed for at foreslå kandidater til poster i partiet.
Vismandspanelet, som skal vurdere, om Fidesz skal ekskluderes eller på sigt have sine medlemskabsrettigheder tilbage, skal ledes af Belgiens tidligere premierminister Herman von Rompuy.
For Europas konservative var det en »oplysningskampagne« mod EU-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker, der blev dråben, som fik bægeret til at flyde over.
Truet med selv at gå
Tidligere har Orbán antydet, at han ville forlade EPP, hvis Fidesz blev suspenderet. Men på den efterfølgende pressekonference erklærede han, at han vil blive for, at ikke at gøre EPP til en »smal organisation, der læner sig mere mod venstre«.
Han fremførte også, at han ikke havde ført kampagne mod Juncker, men kun havde gennemført en »informationskampagne«.
Debatter fortsætter
Suspensionen vil uden tvivl udløse stor debat op til europaparlamentsvalget. Det gælder ikke mindst i Tyskland, hvor flere partier allerede inden afstemningen så kompromiset som et tegn på, at de konservative alligevel ikke tør at stå vagt om Europas fælles værdier. Samme kritiske toner lød fra den liberale gruppe i Europa-Parlamentet efter mødet.