I 1989 fik Phillip Leigh en gylden ide.
Han ville være en del af det finere selskab i England. Og det blev han.
Men på onsdag skal det være slut. Han sætter nemlig sin titel på auktion for den nette sum af 500.000 danske kroner - et køb, den 82 årige selv kalder en »uforlignelig investering« .
De sidste 34 år har Phillip Leigh kunnet kalde sig for Lord af Walthamstow.
Men det er snart slut for den nu pensionerede ejendomsmægler, som nu har bestemt sig for at sælge sin adelige titel, skriver The Guardian, efter at have mødt ham på cafeen »William Morris Gallery« i det nordøstlige London.
Titlen er en af i alt 2.000 i England - og er i følge Phillip Leigh en rigtig god investering, selvom der hverken hører herregård eller land med i købet.
Selv understreger han, at det ganske særlige ved netop den »vare« han har til salg er, at man for »a hundred quid«, hvilket svarer til cirka 900 danske kroner, kan købe en titel som baron, hvilket slet ikke er det samme:
»En baron har slet ikke den samme historie. Min titel er faktisk registreret,« forklarer han.
Når han fortæller, at titlen er registreret, er det en henvisning til, at titlen er tinglyst.
Og det kan godt være lidt forvirrende, idet en tinglysning oftest hører sammen med en genstand, hvilket ikke er tilfældet her, hvor titlen ikke er tilkoblet nogen grund.
Selv købte han i sin tid titlen af tre årsager.
Han var for det første voldsomt interesseret i historie.
Han var selv født og opvokset i området.
Og endnu vigtigere, så anså han købet som en investering i sin fremtid.
Phillip Leigh fortæller ikke direkte, hvad investeringen dengang kostede ham.
Men Andrew Anthony, som interviewede Phillip Leigh, har siden skrevet i sin artikel i The Guardian, at han har grund til at tro, at den titel i 1989 har kostet ham omkring 50.000 danske kroner.
Går tilbage til normanisk tid
Phillip Leigh forklarer selv, at titlen, som nu er til salg, går helt tilbage til 1085, og måske endda endnu længere.
Ligesom han forklarer, at titlen også oprindeligt kom med en god del jord, som dengang strakte sig ud over Walthamstows grænser til Tottenham og Chingford.
Som årene gik, og med diverse frasalg, blev titlen dog efterladt uden nogen territoriale krav
Det har dog gennem årene ikke gået ubemærket hen, at han har haft en adelig titel.
Selv husker han tilbage på en golftur, hvor titlen i sig selv havde et særligt positivt afkast.
Sammen med en ven havde Phillip Leigh lejet et værelse på et hotel, hvor han til sin store overraskelse skulle dele en dobbeltseng med sin ven.
Det var han langtfra tilfreds med.
Sammen med sin ven gik han derfor ned i receptionen, hvor receptionisten kunne fortælle, at der ikke var noget at gøre.
Til det sagde Phillip Leighs ven:
»I det tilfælde, så må du være den, der fortæller min ven, Lord Walthamstow, at han er nødt til at dele en dobbeltseng med mig.«
Og kort efter var to enkeltsenge stillet op på værelset.
Selv håber Phillip Leigh, at titlen på onsdag vil blive solgt for betydeligt mere end det estimerede beløb på omkring 500.000 danske kroner.
Og en del af overskuddet har han bestemt sig for skal gå til forskellige velgørende organisationer. Eksempelvis »Community Security Trust« som er en organisation, der beskytter jøder mod antisemitisme og relaterede trusler.
Men selv er Phillip Leigh fortrøstningsfuld og regner med, at det vil være et menneske med tilkobling til området, som vil købe titlen på onsdag.