En historisk bølge af posttraumatisk stress, depressioner og selvmord kan inden længe rulle ind over USA. Sker det, er det i forvejen skrantende amerikanske psykiatriske system langtfra forberedt.

Sådan lyder de dystre advarsler fra en række eksperter og psykologer om den næste krise, som coronavirussen forventes at udløse, skriver The Washington Post.

I USA har coronapandemien ikke bare skabt en lammende sundhedskrise og lagt en ellers blomstrende økonomi i noget nær ruiner – den har også lagt fundamentet for en stormflod af psykiske problemer.

Depression og angst har allerede fået tag i befolkningen, skriver The Washington Post. I en ny meningsmåling fra Kaiser Family Foundation svarer knap halvdelen af de adspurgte amerikanere således, at coronakrisen påvirker deres mentale helbred.

Desuden har en landsdækkende krisehotline meddelt, at antallet af henvendelser fra amerikanere i krise er taget til med eksplosiv hast i april. Der var således 1.000 procent flere opkald fra bekymrede amerikanere i april i år, end der var i april fjor. Også det amerikanske Talkspace, som udbyder onlineterapi, har oplevet en stigning i antallet af henvendelser – 65 procent siden midten af februar.

Langt størstedelen af de mange bekymrede har henvendt sig, fordi de er angste for den coronapandemi, der har ramt verden.

»Folk er virkelig bange,« forklarer Oren Frank, som er administrerende direktør i Talkspace, til The Washington Post:

»Det, der er chokerende, er, hvor lidt de politiske ledere taler om dette. Der er ingen briefinger i Det Hvide Hus – der er ingen plan ...«

En syndflod af psykiske problemer

Fra tidligere økonomiske kriser ved vi, at der ofte følger en skygge af psykiske og sociale problemer. En rapport om de psykiske konsekvenser af finanskrisen har for eksempel dokumenteret, at antallet af selvmord steg med 1,6 procent for hvert procentpoint, arbejdsløsheden voksede med i USA.

Ud fra denne regnemodel har en amerikansk NGO i Texas, Meadows Mental Health Policy Institute, advaret om, at antallet af selvmord kan stige dramatisk i USA i de kommende måneder.

Hvis arbejdsløsheden stiger med fem procentpoint, ligesom den gjorde under finanskrisen, og hvis psykisk sårbare amerikanere reagerer på krisen, som de gjorde dengang, kan det betyde, at 4.000 flere amerikanere i år vil dø som følge af selvmord og 4.800 flere af en overdosis i forhold til i fjor.

Hvis arbejdsløsheden stiger med 20 procentpoint, som den gjorde under Depressionen fra 1929 til 1933, kan antallet af selvmord vokse med 18.000, ligesom flere end 22.000 kan dø af overdosis, advarer NGOen ifølge The Washington Post.

Dette er ofte dødsfald, som kan forhindres, hvis de allermest psykisk sårbare får hjælp, forklarer Christine Motier, chefen for den amerikanske forening for selvmordsforebyggelse, American Foundation for Suicide Prevention.

»Det er derfor, vi skal handle nu,« siger hun til The Washington Post.

Økonomien er i ruiner

For blot et par måneder siden var arbejdsløsheden på tre en halv procent og dermed historisk lav i USA. Coronapandemien og lukningen af landet har dog på rekordtid gjort flere end 26 millioner amerikanere arbejdsløse.

Berlingske har tidligere beskrevet, at præsident Trumps økonomiske toprådgiver nu forventer, at arbejdsløsheden for april vil stige til 16-17 procent. Og at den i juni kan komme over 20 procent.

Samtidig er amerikansk økonomi skrumpet med 4,8 procent i første kvartal, og det frygtes, at den kan svinde ind med hele 30 procent i andet kvartal.

Imens er den amerikanske psykiatri – et underfinansieret system, som er både svært og dyrt at få adgang til for de fleste amerikanere – ikke forberedt på at skulle håndtere en landsdækkende psykisk krise, advarer flere eksperter, som The Washington Post har talt med.

Hvert år bliver en ud af fem amerikanere diagnosticeret med en form for psykisk sygdom, skriver The Washington Post. Kun halvdelen af dem modtager behandling, viser statistikkerne – typisk fordi deres sygeforsikring ikke dækker behandling af psykiske problemer.

Mens selvmordsraterne verden over er faldet i de seneste årtier, er den i USA vokset med 33 procent siden 1999.

Det gælder ikke bare USA

Også i Storbritannien har læger advaret om, at coronakrisen kan få store psykiske konsekvenser for briterne mange år ind i fremtiden.

»Øget social isolation, ensomhed, helbredsangst, stress og økonomisk nedtur udgør tilsammen den perfekte storm mod borgernes mentale helbred,« siger Rory O'Connor, der er psykologiprofessor ved Glasgow University, til The Guardian:

»Hvis ikke vi gør noget, risikerer vi at stå over for en stigning i psykiske problemer, for eksempel angst og depression, hos befolkningen og en stigning i problematiske adfærdsmønstre som alkohol- og stofmisbrug, spil, cybermobning samt hjemløshed og ødelagte forhold.«

Værre endnu kan det blive for dem, der har faktisk har været igennem et sygdomsforløb med covid-19. Har de været indlagt med sygdommen og fået intensivbehandling, kan det udløse posttraumatisk stress, advarer flere læger ifølge The Guardian.