Dengang vi var unge og fattige og lykkelige

Der var selvfølgelig også en kvinde indblandet. Det er der jo for det meste. Hun hed Anna og var forfærdelig rødhåret og havde en meget optimistisk næse.

Ernest Hemingway har en del på samvittigheden.

Det er ikke nok, at han skrev sådan, at man kunne mærke tigerpoten næsten hver gang. Han har været med til at forføre mangen en forfatter- eller journalistspire.

Hvem ville ikke gerne være en af hans romanhelte, som gik rundt med en forbitret sjæl og talte ud af mundvigene – og tilsyneladende altid omgivet af diverse femme fatales, som brugte cigaretrør og rynkede deres henrivende øjenbryn, når de hørte helten sige noget virkelig dumt.

En af mine medstuderende på Journalisthøjskolen læste ham også ivrigt. I dag sidder han vist nok med et stopur og måler indslag på en TV-station, mens jeg sidder og bladrer i EU-direktiver.

Men det, der er virkelig svært at tilgive Hemingway, er, at han på sine gamle dage skrev sine erindringer fra ungdomsårene i Paris, da han var en ung journalist – »A Moveable Feast« – som han sluttede af med ordene: »Sådan var det i de tidlige dage i Paris, da vi var meget fattige og meget lykkelige.«

Det er 20 år siden, jeg sidst havde været i Polen. Og meget havde forandret sig, fandt jeg ud af, da jeg vendte tilbage til Warszawa i sidste uge for at skrive om det forestående parlamentsvalg.

Det havde min gamle ven Kazimierz også, da jeg mødte ham i baren på hotel Polonia Palace, hvor han havde lovet at give mig en lyn-introduktion til det politiske liv i det nye Polen.

»Du har taget noget på,« sagde han. I Polen bruger man ikke så meget tid på smalltalk. »Du er blevet noget tynd i toppen,« replicerede jeg. Til sidst blev vi enige om, at vi trods alt havde fået bedre og dyrere skjorter, end da vi først mødte hinanden i Warszawa i efteråret 1982.

Det var i de år, hvor det polske militær havde taget magten og erklæret landet i militær undtagelsestilstand i et forsøg på at undertrykke den frie fagforening, Solidaritet, og redde det skrantende kommunistparti.

I Warszawas gader hang den sure lugt af tåregas i takt med, at zomo’erne – det forhadte og brutale uropoliti – opløste den ene demonstration efter den anden.

I butikkerne var der ingenting at købe, men kirkerne var stopfyldte, fordi den katolske kirke var et af de få fristeder, hvor politi og militær ikke turde vise sig. Foran alteret var der blevet lagt kulstykker i korsform for at mindes de dræbte kulminearbejdere, der havde forsøgt at besætte deres miner, da militæret greb ind året før.

Det var dybt tragisk for polakkerne, men for en 21-årig Hemingway-fan også helt fantastisk.

Kazimierz var dengang en af drivkræfterne på et af de polske undergrundsblade, hvor en flok mere eller mindre studerende forsøgte at sætte et alternativt nyhedsbillede sammen i stedet for den statskontrollerede presse.

I disse tider med blogs og internet og alt muligt andet moderne snavl var forholdene i Polens frie presse dengang mere beskedne. De bestod af et par skrivemaskiner og en duplikator til at fabrikere produktet med, som vi selv delte ud. Men stemningen var næsten løssluppen – også fordi vi godt vidste, at politiet havde alt for travlt med at holde styr på de 90 procent af befolkningen, der ikke kunne fordrage kommunismen, til at tage sig af småkravl som os.

Jeg var det nærmeste på redaktionen for »Dagens Nyheder« – ja det hed den altså ikke på polsk – man kom en rigtig journalist, idet jeg havde hele tre måneders erfaring bag mig som journalistelev på en jysk morgenavis, som der ikke er nogen grund til at lave yderligere reklame for her. »Husk nu på lay-outet,« forsøgte jeg mig. Men de var ligeglade. Det var ordene og deres indhold, der talte. Og jo flere ord på siderne, jo bedre.

Så i nogle forrygende dage levede jeg på en rigtig redaktion, hvor vi en gang imellem sov mellem skrivebordene. Dagsrationen var ud over de mange ord også brød, tilsmurt noget som de påstod var marmelade lavet af roer, og skyllet ned med te samt kraftige bulgarske cigaretter.

Der var selvfølgelig også en kvinde indblandet. Det er der jo for det meste.

Hun hed Anna og var forfærdelig rødhåret og havde en meget optimistisk næse. Der var ikke en mand på redaktionen – inklusive den udsendte medarbejder fra Danmark – som ikke straks var dødeligt forelsket i hende. Så vi gik nonchalant rundt i lugten fra cigaretterne og stencil-maskinen og vogtede på hinanden og over hende.

»Hvad blev der egentlig af Anna«, spurgte jeg til sidst Kazimierz, efter at vi var kommet igennem polsk politik.

Hun forsvandt blot ud af hans og de andres liv. Ifølge Kazimierz rejste hun til Wien godt et par år senere, sådan som så mange andre polakker er flygtet eller tvunget ud af landet gennem generationer. Han har aldrig hørt fra hende siden eller fundet ud af, hvad hun siden har foretaget sig.

Anna fulgte mig til hovedbanegården i Warszawa den sidste novemberdag i 1982.

Jeg skulle jo nu engang hjem til den provinsredaktion, hvor jeg fik min dengang dyrtidssikrede hyre, og skrive om iltsvind i Limfjorden, fiskernes protester mod den nye kvoteordning og lave rundringninger til politikredsene.

Hun forærede mig en pakke af sine bulgarske cigaretter som afskedsgave. Hun brugte i øvrigt ikke cigaretrør.

Men sådan var det vist nok i Warszawa for 25 år siden, som jeg husker det. Da vi var unge og fattige og lykkelige.