Dengang alle var kunstnere, og der var en knejpe i hvert hus

25 år efter Murens fald er lektien, at de stærke og svage lande hænger sammen, siger den berømte kronikør af Berlins genforening Wladimir Kaminer.

Standere til balloner er placeret, hvor den tidligere Berlin-mur stod rejst. Ballonerne er et led i kunstinstallationen "Lichtgrenze" ved Brandenburger Tor. Fold sammen
Læs mere
Foto: FABRIZIO BENSCH
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BERLIN: Egentlig ville Wladimir Kaminer have været til Danmark. I efteråret 1989 gik han glip af alt halløjet, da de danske venstrefløjsaktivister fra Next Stop Sovjet var i Moskva, fordi han var soldat i den russiske hær. Nu året efter ville han tage revanche i København. På Christiania var der et russisk hus. »Der ville jeg hen,« fortæller Wladimir Kaminer. Hans plan var at rejse via Østberlin til Danmark, men da han kom til Berlin i 1990, var Muren væltet, og den unge Wladimir Kaminer fandt ud af, at det nok var her, og ikke i København, det foregik. Det havde han som bekendt ret i.

I de mellemliggende 25 år blev den eventyrsøgende russer berømt i Tyskland på en række storsælgende bøger om Østberlin i de vilde år efter Murens fald og »die Wende«. Det er den tyske genforening beskrevet i skæve hverdagsanekdoter med dyb russisk accent. Det handler især om kvarteret Prenzlauer Berg i Østberlin, hvor Wladimir Kaminer stadig bor, og hvor jeg møder ham på en lokal café. Wladimir Kaminer gestikulerer med begge arme omkring sig, her hvor Muren løb, mens han fremmaner det vakuum, der opstod lige her i epicenteret, da det kommunistiske regime kollapsede.

»Mange mennesker var bange for, at Muren kom tilbage, og derfor forlod de deres lejligheder og rejste hurtigt til Vesten. Nogle gange uden at pakke rigtigt. Sådan opstod denne tomhed. Huse stod tomme. Samtidig kom mange fra Vesten. Ikke bare fra andre lande, men fra små tyske provinsbyer. Folk, der søgte en frihed og ville udleve alternative livsmåder,« siger Kaminer.

Mange af de uistandsatte grå-brune ejendomme blev besat. Der blev åbnet knejper, cafeer, kulturklubber, teatre og spillesteder over det hele.

»Vi var i Prenzlauer Berg. I hvert hus var der en knejpe. Det var nemt at åbne en knejpe, man havde ikke brug for en tilladelse. Man købte bare et par kasser øl og åbnede vinduerne. Der stod et TV-apparat med en videobåndoptager, der spillede film, alt efter hvem knejpen var musikfan af. Og i alle baggårde var der et teater. I hver knejpe sad en filmmager, der enten lige var færdig med en filmproduktion om »Wende«-tiden eller skulle til at optage. Kun kunstnere. Alle mennesker blev til kunstnere. Ingen talte om ejendomsmarkedet og den slags. Ordet ejendomsmarked kom først to år senere, tror jeg. Så var det pludselig meget vigtigt,« siger Wladimir Kaminer med et smil.

Investeringen i mennesker

Den nye forbundsrepublik forsøgte på fredelig vis at sætte skik på det hele. Beboerne i de besatte lejligheder fik lejeaftaler, hvor lejen kun måtte stige ti procent om året, fortæller han. Kunstnerne kom ind i »programmer« med lidt penge fra staten.

»Sådan fungerer Vesten. Det er denne vidunderlige venstre-komponent, som ikke ikke er slået igennem i Kina, Rusland eller Cambodja, men her i vesten – og har båret frugt. At det er en god idé at investere i mennesker,« siger Wladimir Kaminer.

Selv gik han på arbejdsformidlingen. »Har I også den slags i Danmark?« spørger han. Jeg nikker. Her fik han at vide, at han skulle møde til en jobsamtale på en knejpe i Koll­witzstraße. Ikke klokken ni om morgenen, men klokken 19 om aftenen. Der sad en mand med skæg og pibe og et dybdeborende blik, fortæller Kaminer. Mandens teater søgte en lydtekniker. Wladimir Kaminer fik jobbet og bekyndte at lære tysk ved at lytte til teaterfolkenes konstante knævren.

For mange østtyskere var genforening slet ikke målet, vurderer Wladimir Kaminer.

»I begyndelsen handlede det slet ikke for mennesker her i øst om at erstatte et politisk system med et andet. De ville have deres rettigheder og friheder. De ville tale med verden i øjenhøjde. De gik på gaden med plakater, hvor der stod »Wir sind das Volk«. Folket fortalte den politiske overbygning, hvad der skulle ske – ikke omvendt. Det gik godt, fordi socialismen på grund af alder nærmede sig enden. Så blev plakaterne skiftet ud. Der, hvor der tidligere stod »Wir sind das Volk«, stod der pludselig »Wir sind ein Volk«. Det er en særlighed ved det tyske sprog, at bare med udskiftningen af én artikel opstår en fuldkommen anden betydning. Så så det ud, som om alle disse mennesker slet ikke havde stræbt efter friheden, men bare interesserede sig for genforeningen med vesttyskerne. Hvilket naturligvis ikke var alles ønske,« siger Wladimir Kaminer.

Privilegiet i at have to liv

Forholdet mellem øst og vest udviklede sig som et storebror-lillebror-forhold, men østtyskerne er ifølge Wladimir Kaminer trådt positivt frem i det genforenede Tyskland.

»De bærer deres fortid med sig. De behøver ikke skamme sig over den. Tværtimod. Det er nu entydigt et privilegie at have disse to liv. Ét før »die Wende« og ét efter. Som folk der efter en kritisk død vågner til livet. De nyder stor respekt. De har noget at fortælle. De kan fortælle børnebørnene, hvornår de så lyset for enden af tunnellen,« siger Wladimir Kaminer, der dog bemærker en voksende tendens til at beskrive DDR harmløst-humoristisk på film.

»Jo længere tid der går, desto morsommere film laves der om DDR. I disse film er DDR fremstillet som sådan en lystig samling af typer, der ikke var en blindtarm på den kolde krig, men et morsomt kommunistsamfund, der byggede komiske biler. Min datter kan godt lide den slags film. Når jeg fortæller hende, hvordan det virkelig var, så griner hun af mig. Hun har set »Goodbye Lenin« tre gange, så hvad skal jeg fortælle hende?« siger Wladimir Kaminer med et smil.

Han han i år udgivet bogen »Coole Eltern leben länger« – Cool forældre lever længere.

Siden genforeningen er den meget omtalte »mur i hovedet« på tyskerne blevet overvundet, vurderer den tysksprogede russiske forfatter.

»Selv om de fleste er meget kritisk indstillede og brokker sig over enhver regering, hvilket jeg synes er den absolut rigtige holdning, så kommer de godt ud af det med hinanden, har jeg indtryk af,« siger Wladimir Kaminer.

Det gælder også, selv om fortiden stadig lever i nutiden. Eller måske netop derfor.

»Jeg kører meget i Østtyskland. Jeg har min have i Brandenburg. Jeg kender alle naboerne i den landsby. De har fundet sig selv. Når de holder fester, fortæller de stadig hinanden vittigheder om DDRs fjernsynsprogrammer, fordi de er vokset op med dem. Det er dårlige vittigheder, men meget dårligere end de vestlige er de heller ikke. Desuden har de også kirken. Til en sådan fest, hvor de sikkert gerne ville hengive sig helt til deres DDR-fortid, kommer manden fra kirken og siger: »Min kære landsby. Vores liv begynder ikke med vores fødsel og ender ikke med vores død. Vi er meget ældre. Vores landsby er 800 år gammel. Vi har været flygtninge og krigere, nazister og kommunister og frie bønder. Nu er vi igen noget nyt. Som kattene med ni liv har vi hundreder af liv.« Det giver en vis størrelse i menneskenes verdensanskuelse. De ser, at DDR i grunden kun var en kort etape. I kinesisk perspektiv et vingeslag fra en sommerfugl,« siger Wladimir Kaminer.

Det globale netværk

Med Murens fald og Østblokkens sammenbrud sluttede en lang fase i Europa, og den nye tid forstår vi endnu ikke, mener Kaminer. Kapitalisme og kommunisme har ingen gyldighed her. Ud af det hele er i hvert fald kommet en »meget klog retningslinje« for Den Europæiske Union, nemlig at rige og fattige lande, store og små lande, alle hænger sammen, siger han:

»Jeg tror, at den her genforening har givet et utroligt skub til hele den europæiske udvikling, og det på helt rigtige tidspunkt. Vi ser nu med ideologiernes forsvinden – efter højre og venstre, efter den kolde krig – dette globale netværk. Ingen deling mere, men sammenføring. Tidligere ofrede tusinder livet for Alsace. Hvad er Alsace i dag? Der er heller ingen grænse. Om man er tysk eller fransk, man taler det sprog, man har lyst til. Spiser det, der smager bedst. Hvad var egentlig problemet, spørger man sig.«