Den vrede sorte bestseller

Ta-Nehisi Coates er steget til tops på bestsellerlisterne i USA , og det er en umage bestseller. For hvorfor er amerikanerne så begejstrede for en vred sort mand?

Ta-Nehisi Coates har fået forrygende anmeldelser for sin seneste bog. Foto: WikimediaCommons/Eduardo Montes-Bradley Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En ny bog strøg i går direkte ind som nummer ét på bestsellerlisten hos New York Times, hvilket er ganske forståeligt, når man tager anmeldelserne i betragtning.

»Det er ikke nok at sige, at det er en bog, som man skal læse. Det er mere end det. Bogen er essentiel, akkurat som ilt og vand er det,« skrev New York Times.

Det er en af vor tids klassikere,« skrev Publisher’s Weekly.

»Vi kan ikke leve uden forfatteren,« skrev Washington Post.

Men hvem er forfatteren – og hvorfor er han pludselig blevet gud?

Hans navn er Ta-Nehisi Coates, og fortvivl ikke, hvis du aldrig har hørt om ham eller ikke kan udtale hans navn, for de fleste amerikanere har det lige sådan.

Han er et udbredt salon-fænomen – en »public intellectual«, som, ud over at være en blændende skriver og tænker, er steget til tops af to grunde: Fordi han er en sort og vred nødvendighed i en tid med raceuro og politi­drab, og fordi han optræder som et lige så nødvendigt korrektiv til præsident Obama.

De to er begge højt begavede sorte ledere og opinionsdannere i amerikanernes uendelige og kvalfulde forsøg på at finde konsensus i racediskussionen, men helt forskellige i deres udgangspunkt. Obama er optimisten, der taler om håb, og som mener, at historien generelt ad mange uveje og vildveje fører til en bedre i morgen og også en bedre sort i morgen, men at det sidste bl.a. afhænger af de sorte selv.

Coates er anderledes. Han mener, at selve strukturen i det amerikanske samfund er baseret på hvid udnyttelse af sorte, og at der godt nok er blevet flyttet rundt på decimalerne, men at selve infrastrukturen fra slavetiden stadig er på plads, og at det ikke hjælper noget, at de sorte renser negle og stræber højt – infrastrukturen består.

»Håb« er en kristen sutteklud, for der er intet håb uden radikale forandringer, og generelt »bøjer historiens bue mod kaos,« siger Coates.

Læs også: Velkommen til byen, hvor selv politihundene er racister

Sydstatsflaget blev strøget

Det kan alt sammen lyde som sort i sort, og Coates kan i forhold til Obama lyde som Malcolm X i forhold til Martin Luther King – og hvis det var tilfældet, ville han ikke sælge mange bøger. Så ville han bare være en meget sur og radikal mand.

Men der er noget andet i ham, og det er ikke kun, at han skriver så blændende godt, at selv hans kritikere må overgive sig.

Det andet er hans sans for virkeligheden.

Eller for at tage et eksempel: I sidste måned trængte en hvid racist ind i en sort kirke i South Carolina. »I voldtager vores kvinder og stjæler vores land,« sagde han og myrdede ni uskyldige sorte kirkegængere. Præsident Obama talte ved mindehøjtideligheden og holdt en af de bedste og vigtigste taler i sin præsidenttid. Talen, der havde hans yndlingssalme »Amazing Grace« som tråd, samlede amerikanerne med en fornemmelse af, at de døde var Amerika, og drabsmanden det ikke – og at i morgen er bedre end i dag. Da han sluttede med at synge de første linjer af »Amazing Grace,« skulle man være et stenhjerte for ikke at føle noget i øjenkrogen.

Læs også: Ugen hvor USA fik ny præsident

Coates’ reaktion var mere prosaisk. Han pegede på, at det symbol, som drabsmanden svøbte sig i – sydstatsflaget – stadig blafrede over statsparlamentet i South Carolina, og at hvis man ville gøre andet end at holde taler og græde, skulle man stryge flaget. Dét ville gøre en konkret forskel, og det var, hvad der faktisk skete. Dixie døde den dag, bare en lille smule mere.

Læs også: Nu er sydstatsflaget hevet ned i South Carolina

Og det er vigtigheden i symbiosen mellem det sorte lederskab, som Obama og Coates hver for sig repræsenterer – håbet på den ene side og på den anden side kravet om noget at have håbet i. På den måde minder Coates ikke om Malcom X, men om James Baldwin, den sorte forfatter, som i 1960erne på én og samme tid støttede Martin Luther King og kritiserede ham for hans mangel på radikalitet.

I Baldwins »Blues for Mister Charlie« ser vi således en sort pastor, som prædiker med en pistol i den ene hånd og en Bibel i den anden, og som han siger til menigheden: »Én af delene vil gøre en forskel.«

Coates tror på demokratiske løsninger, han tror på ikke-vold, men han er samtidig overbevist om, at det hvide Amerika skal trækkes til hver en lille forbedring – billedlig talt – med en pistol for panden. Det er radikalt, men ikke håbløst – og sådan var Baldwin, sådan er Coates, så det er ikke uden grund, at den sorte nobelprismodtager Toni Morrisson efter at have læst Coates’ bog noterede:

»Jeg har tit tænkt over hvem, der ville fylde den intellektuelle tomhed, som har plaget mig siden James Baldwins død. Det er tydeligvis Ta-Nehisi Coates.«

Derfor er han pludselig blevet gud.

Hans navn? Det udtales Tah-ne-hah-see-Kohts.