Den udstrakte hånd og hvem blinker først

Nyhedsanalyse: Obama strakte hånden ud. Blev den bidt af? Det er det, der spørges om, efter Obama tog de første skridt til en udsoning med det iranske præstestyre, skriver Berlingskes korrespondent i Washington, Kristian Mouritzen.

Den amerikanske præsident, Barack Obama gav tirsdag i FNs generalforsamling en utrolig raffineret og oratorisk flot tale udlagde ikke alene USAs pisk og gulerodspolitik de sidste år, Obama sider i Det Hvide Hus. Fold sammen
Læs mere
Foto: SPENCER PLATT

NEW YORK: Ingen aner, hvad der kommer ud at den diplomatiske dans, der foregår på højt niveau lige nu mellem to af de gamle arvefjender i Mellemøsten, Iran og USA. Iranerne har i månedsvis signaleret en stor villighed til at viske tavlen ren i forhold til USA og de vestlige lande - minus Israel - og indlede et nyt forhold baseret på "gensidig tillid og respekt". Med en atomaftale. Med en ophævelse af sanktionerne. Og dermed vil Iran indtage rollen som en væsentlig medspiller i løsningen af kriserne i Mellemøsten.

Dette intensive og  positive diplomati har de seneste måneder været en væsentlig del af den nyvalgte iranske præsident, Hassan Rouhanis tilgang til udenrigspolitikken, hvor han både i ord og handling og i alle sammenhænge - også på de sociale medier - har signaleret, at Iran er indstillet på en ny begyndelse efter katastrofen under hans forgænger. Mahmoud Ahmadinejad, som kun søgte konfrontation.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, greb muligheden tirsdag i FNs generalforsamling, hvor han med en utrolig raffineret og oratorisk flot tale udlagde ikke alene USAs pisk og gulerodspolitik de sidste år, Obama sider i Det Hvide Hus.

Den amerikanske præsidents tale indeholdt også åbninger over for Iran med et ordvalg, som ikke kunne misforståes i Teheran: Hvis I virkelig mener det, I antyder, at Iran vil tilbage i folden i det internationale samfund, så lad os teste beredvilligheden i det, I siger. Det var det gennemgående tema i den del af Obamas tale, der omhandlede Iran. Men han lod heller ingen være i tvivl om, at USA er klar til militære løsninger, hvis amerikanske interesser står på spil.

Obama var meget direkte i sin tale, også til at antyde, at FNs Sikkerhedsråd ikke kommer til at stå i vejen, hvis ikke der findes en løsning i Syrien, hvor iranerne støtter den siddende præsident, Bashar al-Assad. Men diplomatiet skal afprøves, og det kommer til at ske allerede i denne uge ved, at den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, indleder direkte forhandlinger med Irans udenrigsminister, Javad Zarif.

Iran gav ikke en fremstrakt hånd

Og hvad svarede Rouhani så på denne mulighed, den amerikanske præsident gav ham? Det var en klar mindre konfrontatorisk tale, Rouhani holdt. Han gentog, at Iran ikke ønsker atomvåben eller andre former for masseødelæggelsesvåben. Han understregede, at tiden er inde til at teste et nyt forhold til USA. Men der var ikke den fremstrakte hånd, som alle havde forventet.

Iran-kendere siger, at det nok også ville være for meget forlangt. Der er trods alt lang vej igen, før iranerne vil være klar til at opfylde vestlige krav om helt at komme ind i varmen, og Rouhani har en ayatollah Ali Khamenei pustende sig i nakken, og ingen ved, hvor langt Khamenei vil tillade Rouhani at gå.

For en helt ny start indebærer også en anerkendelse af staten Israels ret til at eksistere og en total ophævelse af støtte til organisationer som det libanesiske Hezbollah-bevægelse og til Hamas i Gaza-striben. Men der er fra iransk side lagt et spor ud. Og det vil blive afprøvet i den kommende tid, og hvis det lykkes, så vil det være en stor sejr for alle, fordi Iran har nøglen til at løse en række af de konflikter, som Mellemøsten lider under lige nu, ikke mindst Syrien.

Spillet kan koste Obama dyrt

Men Obama var indstillet på de små skridt. Først at få Iran til at opgive drømmen om at besidde atomvåben, som iranerne hævder, at de aldrig har haft. Hvis det lykkes at få iranerne til at underlægge sig fuld kontrol og opfylde de betingelser, som FN har stillet til dem, så er det første skridt taget. Men der er man ikke endnu. Der er stadig et godt stykke vej.

Men Obama er igang med et meget risikabelt og indviklet politisk spil, der kan koste ham dyrt, hvis det mislykkes. For han har grebet iranerne tilbud på en meget direkte måde, uden i første omgang at få meget igen. Men hvis det lykkes for Obama at få iranerne til at give indrømmelser i atompolitikken, kan man gå videre på andre områder. Drømmen for Obama hævdes at være, at der inden for få år kan skabes noget, der ligner en nyordning for Mellemøsten, så man gradvist kan slippe for de utallige konflikter, der er kendetegnende for området. Der spiller Iran en nøglerolle. Men der er langt igen, før den drøm går i opfyldelse.

Og mens hans kæmper med krigen i Syrien og sit eftermæle på det udenrigspolitiske område, så kæmper han også for sit andet store projekt, en sundhedsreform kaldet Obamacare. Selv den er taget som gidsel i Kongressen, hvor republikanerne prøver at få sundhedsreformen skudt ned ved at nægte Obama nogen åbning, hvis han ønsker at foretage et målrettet angreb mod det syriske regime som gengæld for det kemiske angreb, regimet gennemførte den 21. august med over 1000 døde som resultat. Og det er Obamas problem.

Risikerer efterlade Mellemøsten i kaos

Hans nøgleprojekter vikler sig ind i hinanden og lammer hans handlekraft. Det ved iranerne også om nogen. For de ved, at en ophævelse af sanktionerne afhænger af, om Kongressen går med til det. Og det gør de nok ikke i den nuværende situation, hvor republikanerne går efter Obama på alle områder.

Så selv om præsidenten har alle intentioner om at gøre det rigtige både hjemme og ude, så bliver de næste tre år svært for Obama. Han risikerer at efterlade et Mellemøsten lige så kaotisk, som han overtog det fra sin forgænger George W. Bush. Men han prøver. Og det giver - siger diplomater - trods alt et vist håb om, at man trods alt gradvis kan komme ud af en fastlåst situation i Mellemøsten.