I juni 2023 annoncerede MAN Energy Solutions, som er en del af Volkswagen-koncernen, at man ville sælge gasturbiner til et statsejet kinesisk selskab.

Den handelsaftale besluttede den tyske regering dog et par måneder efter at undersøge, og nu har man sat en stopper for den.

Det skriver Reuters.

På et pressemøde onsdag sagde Tysklands økonomiminister, Robert Habeck, at man hilser udenlandske investeringer velkommen, men at teknologier relevante for »den offentlige sikkerhed« må blive beskyttet mod lande, der »ikke altid har et venskabeligt forhold til os«.

På samme pressemøde stemmede Nancy Faeser, Tysklands indenrigsminister, i og sagde, at hun bifaldt beslutningen af sikkerhedshensyn. Den tyske regering frygter, at gasturbinerne ville kunne bruges til at drive kinesiske krigsskibe.

En lignende blokade lavede den tyske regering i november 2022, hvor man blandede sig i salget af en chipproducent, som var ved at blive solgt til et kinesiskejet firma.

Blokaden sker, samtidig med at der torsdag trådte en ny EU-straftold på kinesiske elbiler i kraft. Denne told har den tyske bilindustri dog kæmpet imod, og onsdag udsendte den tyske VDA-bilforening en erklæring mod straftolden.

Heri argumenterer man for, at straftolden vil skade europæiske og amerikanske bilproducenter, som får ting produceret i Kina og derefter eksporterer til det europæiske marked, og at man frygter en risiko for gengældelse med modtoldsatser fra Kina.

Allerede nu har Beijing indført en told på 15 procent på alle europæiske elbiler, og dem frygter man vil blive hævet yderligere, hvis EUs straftold bliver en realitet til oktober.

Ifølge officielle tyske tal udgjorde Tysklands handel med Kina i 2023 næsten 1.900 milliarder kroner.