Den tyske oprører der endte i Århus

For fyrre år siden blev en af lederne af studenteroprøret i Berlin livsfarligt såret ved et attentat. I disse dage mindes Tyskland Rudi Dutschke, der voksede op i DDR, blev aktivist i Vestberlin og endte sine dage i Danmark.

68-ungdomsoprøret vil de kommende måneder være temaet for en række udstillinger og bogudgivelser, og den tyske TV-station ZDF indleder i april optagelser til en film om Rudi Dutschkes liv fra 1964 til 1968. På billedet ses Dutschke under et pressemøde, da han i 1971 tiltrådte som underviser på Århus Universitet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Jepsen/Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Revolutionsledere huskes ofte ikke så meget for deres tanker, men for deres påklædning eller andre rekvisitter. I reglen er det hatte. Napoleon havde en trekantet af slagsen, Che Guevara en baskerhue. Stalin afbildes i reglen med en pibe, der får en af historiens største tyranner til at ligne en hyggelig bedstefar. Hos Rudi Dutschke er det en sweater. Den tyske studenterleder (1940-1979) havde også en baskerhue, men det er sweateren, der står tilbage i erindringen. Dutschke havde den på, når han med en megafon i hånden tordnede mod Amerika og manede til kamp mod kapitalismens undergang. Den er hønsestrikket med grønne, brune og sorte striber.

Nu hænger den på hjemstavnsmuseet i Luckenwalde, en provinsby i det tidligere DDR. Ved Murens fald havde byen 27.000 indbyggere, i dag er der godt 20.000. Der er stadig mange aktive sjæle i Luckenwalde, men man har indtryk af, at byen fortrinsvis lever af sin fortid. En stenstøtte minder om faldne bysbørn ved krigen mod Danmark 1864. Museet fortæller om en skofabrik, der engang fremstillede fodtøj til det halve Europa. Den lukkede 1995.

Dutschke er den største historiske personlighed, man kan byde på, men selv her går man ikke over gevind. Hans sweater udstilles i en glasmontre sammen med en paddel, hjembragt af missionærer fra Ny Guinea i forrige århundrede.

Vesttysk fænomen
Skønt Dutschke var østtysker, var han altså, kan man hævde, et vesttysk fænomen. Der var ikke mange, som kendte til ham i DDR. Myndighederne betragtede ham som en undergraver, der var imod det kommunistiske regime. I daværende Vesttyskland var han en af anførerne i studenteroprøret, der i forbundsrepublikken blev ført med en særlig iver. De mest rabiate endte som terrorister i Rote Armee Fraktion (RAF), der stod bag afpresninger, bortførelser, røverier og 34 mord, før man opløste sig selv i 1998. De mere praktiske oprettede De Grønne, der i mellemtiden er blevet et etableret parti, som har besat udenrigsministerposten og sendt en EU-kommissær til Bruxelles.

Dutschke var med ved begyndelsen, men 11. april for fyrre år siden blev han livsfarligt såret af tre skud, affyret af en tilsyneladende højreorienteret arbejder. Selv om han kom sig, blev han aldrig mere den samme. Elleve år senere døde han i et badekar i Århus af et epileptisk anfald, en eftervirkning af attentatet. Dutschke var sammen med sin familie flyttet til Danmark for at få fred og arbejdede på Aarhus Universitet.

Teoretikeren
I disse dage, hvor Tyskland dels mindes skuddene mod Dutschke og dels markerer jubilæet for studenteroprøret, der var begyndt kort forinden, er sweateren ofte i avisen. Forleden bragte nyhedsmagasinet Der Spiegel et farvefoto af det strikkede objekt. Museumsleder Roman Schmidt fortæller, at han har haft et rend af pressefolk fra ind- og udland, der ville se montren. Den har fået et eget liv, næsten som et relikvie.

Dutschke er interessant, fordi han havde udstråling, fordi han med sin østvest-baggrund repræsenterer en dramatisk historie og fordi han, på godt og på ondt, var med til forvandle Tyskland. Hans politiske teser er der ingen, som længere tager alvorligt. I det omfang, de var forståelige, var de langt ude. Han krævede Vesttyskland ud af NATO. Ellers, mente han, ville medlemskabet føre til, at tyske tropper skulle deltage i den forhadte Vietnam-krig. I så fald skulle venstrefløjen gribe til våben i Tyskland, mente han. Da RAF-medlemmet Holger Meins døde efter en sultestrejke i fængslet, råbte Dutschke med hævet knytnæve ved hans begravelse:

»Holger, kampen går videre.«

Dutschke medgav senere i et privat brev, at det måske ikke var det klogeste, han havde gjort.

Som mange andre venstrefløjsteoretikere var han overbevist om, at forbundsrepublikken hvilede på »et gigantisk system af manipulationer«. Han kaldte det bestående, parlamentariske system »ubrugeligt« og støttede en overgang fjerne massemordere som Mao Zedong og Pol Pot. Lyd- og filmoptagelser af Dutschke vidner om en diktion, der ikke indbyder til diskussion endsige modsigelse. »Jeg fandt Dutschkes taler forskrækkende,« siger den jævnaldrende Eberhard Diepgen, der senere blev Berlins borgerlige overborgmester.

Folkefjenden
Ligesom i de fleste andre lande var studenteroprøret med til at præge samfundet. Dutschkes medkæmpere hævder f.eks., at Tyskland næppe ville have en kvindelig kansler i dag, hvis ikke 68erne havde banet vejen, bl.a. ved at kæmpe for ligestilling. Men arbejderne, der angiveligt lå Dutschke og resten af bevægelsen på sinde, vendte dem ryggen. De var i det store hele tilfredse med det økonomiske opsving og værdsatte demokratiet. Da Berlins bystyre i februar 1968 organiserede en demonstration til støtte for Amerika, der garanterede Vesttysklands frihed, var en forbipasserende ved at blive slået ihjel, fordi han lignede studenterlederen. Deltagerne bar plakater med påskriften: »Folkefjende nr. 1: Rudi Dutschke«.

Mindre end tre uger senere skete attentatet, og man har siden diskuteret, om hans modstandere havde en medskyld i den oppiskede stemning. Især boulevardavisen Bild, ejet af den konservative Axel Springer, drev en kampagne mod Dutschke og hans folk, der ikke lod den anden side meget efter. Dutschke svarede med at kræve en nationalisering af Springer-forlaget.

Dutschkes støtter afviser, at han ønskede vold. De henviser til, at han som en af meget få studenteroprørere ønskede Tysklands genforening. Under opvæksten i DDR var han åbent imod også det østtyske militær og nægtede at aftjene sin værnepligt. Han opfordrede andre til at gøre det samme, og det fik det kommunistiske styre til at betragte ham som systemkritiker, hvilket var i overensstemmelse med sandheden. Han flyttede til Vestberlin kort før Muren blev bygget, fordi han mente, at friheden her var større, om end ikke optimal.

Kollektiv i Knebel
De tre skud, affyret mod Dutschke på hovedstrøget Kurfürstendamm, var en personlig tragedie. Sammen med sin amerikanskfødte hustru Gretchen og sønnen Hosea Che – navnet minder om to revolutionære forbilleder, Ho Chi-Minh og Che Guevara – forlod han landet og endte i Århus, inviteret af professor i idéhistorie Johannes Sløk.

Man flyttede ind i et kollektiv i Knebel, der blev et valfartspunkt for tyske tænkere og omstyrtere. Filosoffen Ernst Bloch, dengang 86 år, besøgte Dutschke og familie allerede første sommer i Jylland.

Et billede viser Bloch i en lænestol i haven med pibe og lys hat. Dutschke sidder overfor i cowboyjakke med baskerhue og ligner Guevara, hvilket måske også var meningen. I mellemtiden kom der yderligere to børn, Polly-Nicole og Rudy-Marek. Efter nogle år var Dutschke med til at stifte en økologisk bevægelse, der senere blev til det tyske parti De Grønne.

Sønnen Hosea var for nogle år siden praktikant hos De Grønne i Berlin og blev senere partiets kandidat ved byrådsvalget, men tabte. I dag er han direktør for sundhed og omsorg i Århus Kommune.

Rudi Dutschkes to brødre Manfred og Helmut bor stadig i Luckenwalde. Manfred er medlem af kommunalbestyrelsen for det borgerlige CDU. De er politisk uenige, men plejer sammen mindet om Rudi. Onsdag blev der afsløret en stele ved rådhuset for byens store søn, hvis berømmelse stadig er mest udtalt Vesttyskland og Vestberlin. Foran gymnasiet er der en diskret mindeplade. Skolen er i dag opkaldt efter en tysk kejser, Friedrich, men over indgangen kan man se resterne af det nav, gymnasiet havde under DDR-tiden: Lenin, den sovjetiske revolutionshelt. I Vestberlin er en gade opkaldt efter Dutschke. Hans enke bor i Massachusetts, hvor hun er webdesigner og protesterer mod præsident Bush.

Rudi Dutschke har ikke levet forgæves, men han ville have glippet med øjnene over Tyskland i dag. Han ville have været 68 år og måske en pensioneret politiker for De Grønne, som Joschka Fischer, den nu forhenværende udenrigsminister. Unge berlinere aner i reglen ikke, hvem Dutschke var, men det er næppe hans skyld. Han kæmpede for sin sag, men den var dømt til at fejle.