Den trådløse virkelighed

Hvorfor har Te-bevægelsen fået politisk magt, mens Occupy Wall Street ikke har? Hvorfor har højrereligiøse magt og ikke AIDS-benægtere? Fordi Demokraterne tænker som i 1700-tallet, mens Republikanerne har forstået den post-faktuelle virkelighed, siger kendt professor.

BERKLEY, Californien: Vi har fyldt verden med så mange stråler og så meget elektronik, at vi er ved at mikrobølge os selv til rystende vrag.

Spørg Arthur Firstenberg. Han kan mærke det. Når han kommer i nærheden af en mobiltelefon eller et trådløst internet, så kommer angsten krybende. Den vælder op i ham og bliver til et anfald af rystelser, spændte muskler, udslæt og hovedpine, og bagefter er han så træt, at han ikke kan andet end at være træt.

Så da han opdagede, at hans nabo i Santa Fe havde en iPhone og et trådløst internet, så blev hans liv til et helvede, og han sørgede for, at naboens også blev det. For Firstenberg gjorde, hvad enhver amerikaner med selvrespekt ville gøre - han anlagde sag. Han krævede dom for, at naboen ikke i sit hus måtte bruge bl.a. mobiltelefon, trådløst internet, mikrobølgeovn, trådløse telefoner og lysdæmpere.

Og for en god ordens skyld krævede han også 1,4 mio. dollar.

Når vi betragter tarot-enden af amerikansk politik, så er højrefløjen ofte mest iøjnefaldende. Det er her, vi finder de såkaldte birthers, der mener, at Barack Obama ikke er født i USA og dermed er en illegal præsident. Det er her, vi finder dem, der mener, at Obama hemmeligt er muslim, og at han er allieret med FN-styrker, der vil indføre en ny verdensorden.

Det er her, vi finder toppolitikere, der hævder, at hvis en kvinde bliver voldtaget, så vil hendes krop biologisk beskytte hende mod graviditet, og vi finder præsidentkandidater, der hævder, at Gud sender jordskælv mod USA, fordi han er vred på statsgælden.

Lille pige døde af AIDS

Men naturligvis har højrefløjen ikke patent på den post-faktuelle virkelighed, siger forfatteren og teknologianalytikeren Farhad Manjoo.

Han var en af de første, der beskrev »den post-faktuelle virkelighed«. Berlingske bragte søndag en artikel om ham og hans bog »True Enough,« hvori han beskriver, hvordan den teknologiske udvikling gør os i stand til at leve med de kendsgerninger, der passer os.

Ifølge Manjoo er frigørelsen fra kendsgerningerne ikke politisk, og i både interviewet og sin bog nævner han eksempler fra begge fløje.

Bogens første eksempel er således en lille pige, der i 2005 pludselig svandt ind til ingenting og som ved sin død - med ligsynsmandens ord - »lignede en sammenkrøllet papirdukke«. Det viste sig, at hun døde af AIDS. Moderen havde i 1992 fået konstateret HIV, men hun mente, at diagnosen var en myte og ikke en reel sygdom, og som en dygtig marketingskvinde etablerede hun en alternativ virkelighed med bøger og aktivistgrupper online.

Hvis diagnosen ikke var virkelig, behøvede datteren heller ikke at blive testet, mente forældrene, og ingen vidste derfor, at datteren havde HIV og kort efter sin tre års fødselsdag udviklede AIDS. Selv efter datterens død og ligsyn ville moderen ikke tro på det. Hun døde selv i 2008, som 52-årig, hun nægtede AIDS til det sidste, og i benægterkredse nægter man det stadig.

For udenforstående er sandheden det første offer i den sag - sandheden og den lille datter - men for de troende er troen selve sandheden, og dermed lukker argumentet sig om sig selv.

Arthur Firstenberg ligner en omgængelig onkel med sine følsomme, ovale briller og et langt gråsprængt skæg og et ditto hår, der er samlet i en hestehale. Professor Sean Maguire fra »Good Will Hunting« ville formentlig se sådan ud, når han nærmede sig pensionsalderen.

Men her i hans nabolag på den trætte side af Santa Fe er det meget lidt »good will« overfor Arthur Firstenberg og hans forsøg på at skabe en elektronikfri zone omkring sig.

Firstenberg siger godt nok, at han lider af elektromagnetisk overfølsomhed - EHS - men ifølge videnskaben er det vås. Verdenssundhedsorganisationen WHO samlede i 2006 al forskning om emnet, og ved en konference i Prag konkluderede forskerne, at elektromagnetisk overfølsomhed ikke eksisterer, og at patienterne formentlig lider af en psykisk og ikke fysisk lidelse.

Selv om Firstenberg og hans lidelsesfæller således ikke havde opbakning i videnskaben, skabte de lokal ravage. Santa Fe er en by, der kalder sig selv »den anderledes by«, og ved indfaldsvejene står skilte med teksten: »Velkommen. Vi skaber et inkluderende samfund«, og i tolerancens navn lyttede man til Firstenberg & Co.

»Sandheden vil gå op for folk«

De lokale bibliotekter forsinkede indførelsen af trådløst internet, et offentligt trådløst internet i midtbyen blev opgivet, og mobilselskaberne kunne ikke sætte nye antenner op. Byrådet og domstolene satte sagen på dagsordenen, og ved et byrådsmøde blev en såkaldt EHS-lidende så vred på en repræsentant for et mobilselskab, at politiet måtte tilkaldes.

Online opstod der globale støttegrupper for Firstenberg, og i Santa Fe fik han opbakning af de samme aktivister, der også hævder, at det amerikanske luftvåben spreder sit overskudslager af biokemiske våben ud over området.

Efter tre år fandt retssagen i sidste uge sin afgørelse. Arthur Firstenberg nægtede at lade sig underkaste en undersøgelse, som skulle fastslå, om han vitterligt var overfølsom, og uden emperiske beviser døde sagen. For i modsætning til politik gør domstolene i beviser og ikke i selvdiagnose og påstande. Arthur Firstenberg tabte, men som en anden EHS-lidende svor - kampen fortsætter.

»Sandheden vil en dag gå op for folk,« sagde hun.

Andre steder i USA udkæmper den aktivistiske venstrefløj andre kampe, der ikke har mere rod i fodnoter og videnskab.

I Ohio taler man stadig om, at præsident Bush manipulerede stemmemaskinerne i 2004 og stjal valget, og i Californien hævder grupper, at præsident Nixon i sin tid gav CIA ordre om at udvikle den virus, der fører til AIDS. I Oregon diskuterer man, om fluor i vandet er et regeringsforsøg på sindelagskontrol, og i Washington DC bliver en konference af opinionsdannere og beslutningstagere - Bilderberg-gruppen - beskyldt for at være den uofficielle verdensregering.

Occupy Wallstreet blev holdt ude

Højrefløjen har muligvis fakta-frigjorte kommentatorer som Rush Limbaugh, Alex Jones og Bill O’Reilly, men venstrefløjen har Kevin Trudeau og John Perkins, som begge har skrevet bestseller-bogserier. Den første påstår, at der er en sammensværgelse mellem lægerne og medicinalindustrien om at holde den rigtige medicin væk fra forbrugerne, og sidstnævnte hævder, at den amerikanske efterretningstjeneste sendte ham til udviklingslandene for at dræbe ethvert tilløb til økonomisk vækst for at bevare den amerikanske verdensorden.

Så venstrefløjen har i princippet ikke noget at lade højrefløjen høre i post-faktuel aktivisme, men på et helt afgørende punkt adskiller de sig fra hinanden -  og det er politisk indflydelse. Højre har den, venstre har ikke.

Tag reaktionen efter sammenbruddet på Wall Street i 2008: På højrefløjen fik vi Te-bevægelsen, på venstrefløjen fik vi Occupy Wall Street, men mens te-aktivisterne gled ind i første geled i det republikanske parti, blev Occupy Wall Street holdt ude hos Demokraterne. Te-aktivisterne har fået valgt mellem 40 og 50 medlemmer og sympatisører til Kongressen; Occupy Wall Street har ikke fået valgt et eneste.

I sin natur er der ingen forskel på birthere og fluor-aktivister, i sin essens er der ingen forskel på højrereligiøse og AIDS-benægtere, i sit princip er der ingen forskel på højreorienterede og venstreorienterede teorier om en hemmelig verdensorden, men i praktisk indflydelse er der en grundvold til forskel. Republikanerne indlemmer dem i folden, Demokraterne gør det ikke.

Demokraterne sidder fast

Det kan have sine ulemper, for det kan føre til synspunkter og kandidater, der kommer så langt ud, at de ikke kan finde hjem. F.eks. senatskandidat Todd Akin, som op til det republikanske konvent luftede sin påstand om, at voldtagne kvinder - hvis der er tale ægte voldtægt - ikke kan blive gravide.

Det er prisen for at række ud i den alternative virkelighed, men det modsatte kan også have sin pris. Ved præsidentvalget i 2000 opstillede det alternative venstre sin egen kandidat, Ralph Nader. Nader fik 100.000 stemmer i Florida, og hvis Demokraten Al Gore havde fået bare en promille af dem, så var han blevet præsident. Al Gore tabte Florida med 537 stemmer.

Så hvis det kan koste et præsidentvalg, hvorfor vil Demokraterne så ikke have det yderste og alternative venstre inden for teltet? Hvorfor holder de dem væk med en glødende ildrager?

»Fordi Demokraterne er slaver af kendsgerninger,« siger en af sin generations førende politiske forskere, professor George Lakoff fra University of California i Berkeley.

Han har brugt det meste af sin karriere på at besvare spørgsmålet: Hvor kommer amerikansk politik fra? Og som han siger i et interview med Berlingske: »Demokraterne tænker med en hjerne, som de har med sig fra 1700-tallet. Fra René Descartes og Voltaire og John Locke.«

»De sidder fast i oplysningstiden, de sidder fast i bundrationel tænkning, og hvis noget ikke kan bevises, så vil de ikke vide af det. Demokraterne føler ikke politik, de tænker politik.«

Men er det ikke en fordel? Er rationel tankegang og dokumentation ikke en fordel?

»Problemet er, at det skaber en bogholdertankegang. Lad mig give dig et eksempel: For nogle år siden blev »What Is the Matter with Kansas« en bestseller blandt demokrater. I bogen undrede forfatteren sig over, at de fattigste vælgere i Kansas stemte republikansk, for det var imod deres økonomiske egeninteresser at gøre det. Han forstod det ikke, og Demokraterne forstår ikke, at vælgerne ikke tænker i noget så rationelt som »økonomisk egeninteresse«. Ofte tænker de slet ikke politik. De føler. De stemmer efter et dybere instinkt.«

»Det forstår Demokraterne ikke. For Demokraterne er politik det muliges kunst, og deres politiske ambition er altid forholdsvis behersket.«

Republikanerne har forstået den post-faktuelle virkelighed; Demokraterne har ikke.

Det er en kendsgerning i en tid, hvor kendsgerninger har mistet deres monopol.